Julefilm

I anledning af at julemåneden nærmer sig med hastige skridt, har jeg fundet alle mine julefilm frem. De er pakket væk af praktiske årsager, da der ikke er plads til dem i min trange filmreol - men også fordi gensynet (bare det at finde dem frem) er som at få en tidlig julegave. Det er en tid, som jeg elsker, og derfor har jeg også et blødt punkt for julens film.

Home Alone, eller Alene hjemme, fra 1990 handler om den 8-årige Kevin, som familien glemmer derhjemme, da de et par dage før jul rejser til Frankrig. Det er en up-to-date-Palle-alene-i-verden-film med masser af dejlig julemusik og sublimt skuespil af en ung Macaulay Culkin. Joe Pesci og Daniel Stern gør det fantastisk som et par gemene indbrudstyve, der vil røve Kevins hjem. Der er masser af action og gode effekter i børnehøjde, når Kevin med udsøgt snilde forsvarer familiens bolig mod tyveri. Sammen med de mange rørende scener udgør det en skøn julefilm, som jeg kan se igen og igen.

Miracle on 34th Street eller Miraklet på Manhattan fra 1994 er en remake af filmen af samme navn fra 1947. Faktisk er denne fortælling så populær, at der i tiden mellem disse to biograffilm er lavet to tvfilm over samme fortælling - i 1959 og 1973. Den handler om den lille pige Susan, som ikke tror på julemanden. Et varehus ansætter en mand, som skal spille julemand, men som hævder at være den rigtige julemand. Susan spilles af den dengang 7-årige Mara Wilson, som gør det fantastisk - man falder pladask for hendes smil og lespen. Herlig lille film produceret af John Hughes, som også står bag Home Alone.

National Lampoon's Christmas Vacation, på dansk Fars fede juleferie, er endnu en Hughesfilm. Chevy Chase er faktisk en udmærket skuespiller, men hans rolle som far i familien Griswold er måske blevet noget slidt af de mange fars fede ferie film. Denne film holder dog stadig - måske pga. mit bløde punkt for julefilm. Skildringen af stress og jag, som opstår når hele familien samles i mange dage, det økonomiske pres, som mange lider under i den søde juletid og forventingerne til alle de faste traditioner, perfekt julepynt osv. er genkendelig for mange. Og så spilles datteren i den film af en meget ung udgave af en af mine favorit skuespillere, Juliette Lewis - hun er nået lang siden 1989.

En af mine absolut favoritjulefilm er It's A Wonderful Life fra 1946. James Stewart gør det fremragende som den altopofrende George Baily, som i en meget sort stund overvejer at tage sit eget liv. En engel sendes ned til jorden og viser ham hvordan det ville have gået hans nærmeste, hvis han aldrig havde været født. Det er en fantastisk smuk og rørende historie, som satte nye standarder indenfor skuespil og kameravinkler. For knap 10 år siden blev den optaget i American Film Institutes 100 største amerikanske film. En klassisker, som man bør se mindst en gang om året.

Mission: Julegave, originaltitel Jingle All The Way, fra 1996 er til gengæld overhovedet ikke blandt mine favoritter. Arnold Schwarzenegger spiller familiefaderen, som har glemt at købe årets hotteste legetøj The Turboman til sin søn. Arnold er bare ikke nogen god skuespiller og bliver det heller aldrig. Hans maskinelle udenadslæring af replikkerne og hans kæmpestore muskler gjorde ham perfekt som dræberrobot sendt fra fremtiden i Terminatorfilmene. Men det gør ham ikke troværdig som familiefar og hårdtarbejdende kontormand.

The Julekalender. TV2s voksenjulekalender fra 1991 lavet af og med De Nattergale. Den er faktisk slet ikke så dårlig trods de primitive studier og sparsomme kameraer. Skuespilpræstationerne er ikke i verdensklasse, men Uffe Rørbæk Madsen (som også var et af lyspunkterne i DR2s satireserie fra sidste år, Teatret ved Ringvejen) gør det fremragende som Benny. Plottet er ganske godt og musikken er fin. Og så er der gæsteoptræden fra Poul Bundgaard, som nissen Gammel Nok og Bent Mejding som fortæller. 24 afsnits jyskhed i træk er lidt for meget selvom de kun varer ca. 12 minutter hver. Den bør bruges som den julekalender den er - et afsnit om dagen.

Nøddebo Præstegård fra 1974 har mange kendte skuespillere bl.a. Poul Bundgaard og en ung og gudesmuk Lisbeth Dahl. Romanen fra 1862, Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard, er af en eller anden årsag meget populær og har resulteret i en filmatisering i 1934 og uendelige teaterforestillinger foruden denne tvivlsomme version fra 1974. Fortællingen er helt utroligt forudsigelig, men jeg har da oplevet nogle søde teaterudgaver af den et par gange. Denne film er dog ikke værd at bruge tid på at se mere end én gang. Der er et par skønne sange og en fin skøjtescene. Resten er mere eller mindre tåkrummende.

Rudolph The Red-Nosed Reindeer & The Island of Misfit Toys fra 2001 er af mange årsager ikke gået hen og blevet en ny juleklassiker. Idéen er ellers meget god; Rodolph er jo som bekendt utilfreds med sine skinnende næse og overvejer plastisk kirurgi. Rodolph reder julen (ikke kun som i den berømte sang), men fordi den onde Toy Taker kan hypnotisere legetøjet, som i det klassiske eventyr Rottefængeren fra Hammeln. Historien bliver fortalt af en snemand, som af og til dukker op i billedet. Der kunne være blevet en god film ud af det, men selve computeranimationen er upersonlig og minder mere om noget fra starten af 80erne end fra 2001, instruktionen af både billeder eller stemmer fungerer dårligt, og sangene er ikke særligt gode. Filmen kan blære sig af både Jamie Lee Curtis og Richard Dreyfuss blandt stemmerne, men heller ikke de to kan på noget tidspunkt løfte filmen.

Filmatiseringen af Dr. Seuss’ klassisker The Grinch Who Stole Christmas er til gengæld fantastisk! Jim Carrey er den perfekte til at spille the Grinch, som hader alt, hvad der har med julen at gøre. Make-up, kostumer og set er meget Dr. Seuss’sk og meget julet. Alt er nuttet og sjovt uden at være kvalmende og den lille Taylor Momsen gør det fremragende som den lille Cindy Lou - den eneste, der ønsker at komme The Grinch i møde. Jeg har set denne film måske 50 gange, og endnu ikke fundet en eneste fejl. Det har jeg aldrig oplevet med andre film! Det er en skøn, skøn julefilm, som alle burde se – måske Ron Howards bedste film nogensinde!

Charles Dickens berømte A Christmas Carol blev i 1993 taget under kærlig behandling af The Muppets. Kermit spiller Mr. Cratchet, Miss Piggy er selvfølgelig Mrs. Cratchet og ingen ringere end selveste Michael Caine spiller den onde Mr. Scrooge. Historien er stærk i sig selv, og her er den krydret med Gonzo, Rizzo The Rat, den svenske kok og alle de andre kendte Muppets, men den holder sig alligevel ganske tæt til den originale fortælling. Den er både sjov og rørende og rummer nogle rigtig gode skuespilpræstationer og sange. Den burde komme på en af de danske tv-kanalers faste julerepertoire.

Noël fra 2004 er med blandt andre Susan Sarandon (en af mine favoritter) og Robin Williams. Den viser hvor svært det kan være omkring juletid for alt for mange forskellige karakterer. Et projekt, som minder lidt om den engelske julekomedie Love Actually, men i denne amerikanske film virker det ikke. Trods de gode skuespillere og de enkelte rørende scener, kommer vi ikke tæt nok ind på personerne. Der er forsøgt med forskellige overnaturlige virkemidler, som en slags hyldest til It's A Wonderful Life, men det virker, som sagt, ikke. Den er ikke dårlig, men heller ikke god - ligegyldig er nok det mest passende ord.

Serendipity er en sød kærlighedsfilm fra 2001. John Cusack og Kate Beckingsale spiller to julegaveshoppere i New York, som tager fat i hver sin sorte handske, som til sammen udgør butikkens sidste par. De vil lade det være op til skæbnen, om de skal ses igen, og filmen er reelt spændende, da man ser hvordan de krydser hinandens veje med få sekunders mellemrum. Den er hverken særlig original eller specielt intelligent, men den er sød og varmer godt i en kold tid.

The Snowman og Father Christmas. Raymond Briggs har med sine flotte tegninger og ofte meget få ord lavet nogle fantastiske børnebøger. Nogle af dem er blevet filmatiseret og har formået at overføre Briggs' poetiske univers i nogle skønne tegnefilm. The Snowman handler om en dreng, der bygger en snemand, som bliver levende om natten. Filmen er faktsik bedre end bogen! Father Christmas er en filmatisering af begge bøger om den gnavne julemand. De er ganske godt flettet sammen, men når ikke helt derop, hvor de to bøger - og især den første - befinder sig. I november i år udkom der i anledningen af snemandens 25 års jubilæum en special double edition med disse to film. DVDen kan varmt anbefales!

En af de allerskønneste julefilm er nyklassikeren The Nightmare Before Christmas. Det er Tim Burtons dejlige bog med fantastiske tegninger, som er blevet gjort lyslevende i denne herlige stop motion film. Den gik i biograferne i 1993 og udkom først på DVD i Danmark 10 år senere. Til gengæld med masser af lækkert bonusmateriale, som f.eks. to af Burtons første film. The Nightmare Before Christmas udspiller sig i Halloween Town, hvor de uhyggelige men burtonsk nuttede karakterer beslutter at overtage julen fra Christmas Town. Danny Elfman har lavet den sublime musik og synger selv hovedrollen, Jack Skellingtons, sange.

The Breakfast Club som den burde være

Til den 1. december kan man opleve forestillingen NORMAL på Camp X Rialto. Det er et fantstisk stykke doku-teater frembragt af dokumentaristisk materiale fra interviews, blogs, chats, communities, artikler, ungdomsfilm og musik samt den svenske prisvinende dramatiker Farnaz Arbabi og dramaturg Ib Tunby Guldbransen.

Vi er vidne til en eftersidning, hvor fire meget forskellige gymnasieelver fortæller om hvordan et er at være dem. Om at være usikker, om hvordan man skal være som dreng og som pige, om seksualitet og om hvad de vil i fremtiden. Denne opbygning minder meget om 80er klassiskeren The Breakfast Club, som den ene af de to drenge i stykket, da også kommenterer. Det er nogle fantastiske portrætter, der leveres af de fire unge. Ikke mindst pga. skuespillerne, som alle gør det fremragende; Tilde Maja Fredriksen, Mads Riisom, Patricia Schumann og Alexandre Willaume.

Et par gange afbrydes fortællingen om gymnasieeleverne, fordi skuespillerne kommer ind på scenen klædt ud som kønsorganer, og fortæller om hvordan man skal ornanere rigtigt. Hylende morsomt!

Igen sætter Camp X fokus på hvordan de konstruerede kønsroller er hæmmende, og hvordan man kan bryde dem - ved simpelthen at være sig selv. Jeg er stadig forelsket i Camp X - København er bliver et bedre sted af dette teater!

Piger, drenge og motorsave

Slasher-film er den populære biografbetegnelse for film som "Fredag den 13."-filmene, "The Texas Chain Saw Massacre"-serien og de mange "Halloween"-film. Fælles for slasher-filmene er, at ofrene er mange og ikke tilfældige: De unge, smukke og seksuelt aktive mænd og kvinder myrdes, men mændene dør prompte i modsætning til kvinderne, hvis død trækkes ud og visuelt ikke overlader noget til fantasien. Den eneste overlevende er den pige, der gennem filmen oplever mest smerte og angst; hun er vidne til sine venners brutale udslettelse, hun flygter, skriger og beder for sit liv. Hun personificerer håbløs fortvivlelse, men er ikke desto mindre den, der slutteligt vender sig imod og tilintetgør monsteret.

Denne karakter "the final girl" er mindre eller ofte absolut uinteresseret i sex i modsætning til sine seksuelt aktive venner og veninder. Hun har ofte et drengenavn som Alex, Sam eller Charlie, og hun er en bogorm, tekniknørd eller spejdertypen. The final girl repræsenterer hermed en ny karaktertype, en "victim-hero". Med undtagelse af sin seksuelle inaktivitet må hendes øvrige karakteristika betragtes som værende traditionelt maskuline og hun fremstår på mange måder drenget.

Slasher filmenes køn er ikke altid sort-hvide, forstået på den måde, at morderen og the final girl ikke nødvendigvis repræsenterer det henholdsvis "mandlige" og "kvindelige". Som Anne Jerslev har sagt: "Identifikationer er ikke entydige, men flydende og delte, spændte ud mellem flere og forskellige aktører, hinanden modsigende lystformer". Final girl karakteren tilbyder det mandlige publikum identifikation på flere niveauer: Den smerte og lidelse, hun personificerer, tilbyder på fantasmatisk niveau, den mandlige tilskuer en masochistisk identifikation, i hvilken han lystfuldt kan lide og pines. Derudover er der den sadistiske nydelse ved at se en kvinde lide. Undersøgelser af publikumrespons viser, at den mandlige seer skifter frem og tilbage mellem disse. Denne identifikation kan kun realiseres gennem et kvindeligt identifikationsobjekt, da det, i det traditionelle patriarkalske samfund, er uacceptabelt for mænd at udtrykke emotioner som angst og magtesløshed. På et andet plan identificerer det mandelige publikum sig med 'en af deres egne', idet the final girl er maskuliniseret, ikke blot af ydre, men også af indre. Anne Jerslev forklarer det således: "Der er tale om identifikation med et underlæggende masochistisk scenarie samtidig med, at den aktivt kæmpende kvinde er så tilstrækkeligt maskulin, at hun ikke forstyrrer forestillingen om maskulin kompetence".

Det er ikke kun the final girl, som er kønsmæssigt flertydig, med også den mandlige morder: Slasher -filmens psykopatiske seriemorder er en emfatisk outsider, ofte maskeret eller deform og i besiddelse af en nærmest umenneskelig styrke. Fælles for størstedelen af de psykopater, man møder både i de psykologiske horrorfilm og slasherfilmene, er at de - på en eller anden måde - er seksuelle afvigere. Mordet i sig selv, idet morderen borer et udpræget fallossymbol - en kniv, syl, motorsav eller økse - dybt ind i sit skælvende offer, repræsenterer et udbrud af den undertrykte maskuline seksualite. Samtidig er morderens manglende maskulinintet i traditionel forstand, i kraft af hans udprægede seksuelle forstyrrelse, indiskutabel. Det er transvestirrer, transseksuelle og frustrerede mænd fastlåst i barndommen (clover 47-50), som repræsenterer en begrænset, perverteret maskulinitet, en udpræget kønsforvirring og kan således siges at være feminiserede. Hitchcock-klassiskeren "PSYCO" er netop blevet en klassisker indenfor psykologiske horrorfilm, fordi morderen netop er et monster, der rummer alle disse elementer af perversitet, fastlåsthed i barndommen og feminisering.

Morderen og the final girl er altså både i besiddelse af en iboende maskulinitet og en iboende feminitet. Skønt slasher-filmene har fabrikeret en ny kvindetype - en stærk, selvstændig, modig kvinde personificeret i the final girl, indikerer en nøjere analyse, at eftersom hendes maskuline kompetencer resulterer i hendes overlevelse, og slutteligt hendes tilranelse af fallos, da hun griber motorsaven, sylen eller en anden slags fallossymbol, som monsteret har på sig - i den sidste ende er the final girl ikke andet end en forklædt mand. Den manglende fallos, kastrationen, er en traumatisk forestilling for det mandlige publikum, så slasher-filmene løser problemet ved at udslette kvinden, ofrene i første del af filmen, for derefter at udruste the final girl med fallos. Symbolikken bliver klar i slutfrekvensen, idet the final girl tilintetgør morderen, og tragedien for morderren er, faminiteten nu er total, da the final girl har taget det falliske værktøj og bruger det på ham og dermed i symbolsk forstand kastrerer ham.

Film Noir

La femme fatale - den dødbringende kvinde (billedet er fra filmen Double Indemnety, instrueret af Billy Wilder, 1944, USA)

Film Noir er en elsket og respekteret genre eller bevægelse indenfor film. Noir-filmen opstod i USA efter anden verdenskrig - en periode, hvor den vestlige verden var i forandring. Mange amerikanske mænd var rejst ud i verden fra at slås for traditionelle værdier, og vendte hjem for at opleve et samfund, hvor kvinderne havde overtaget mange pladser i det arbejdsliv, som eller tilhørte ham. Utrygheden ved et samfund i forandring blev grobunden for denne nye type film.

Filmene forgår ofte i storbyen, i regnvåde gader om aftenen. Der er brugt en bestemt lyssætning, der giver lange skygger, og det udtrykte verdenssyn er gennemsyret af en følelse af håbløshed. De personer, som oftest går igen er den hårdkogte politibetjent eller privat detektiv og beregnende femme fatale. De gennemgående temaer er mord og kriminalitet, manglende moral og storbyens negative indflydelse på individet.

Mandens møde med femme fatale karakteren er omdrejningspunkt i mange noir-film. Hun er sensuel, forførende farlig og genkendes på sit lange hår, sin kraftige make-up, prangende smykker og lange, velformede ben. Udover disse feminine symboler har hun som regel også en lang cigaret mellem fingrende og en pistol i håndtasken.

Hun er mere end blot en kriminel. Hun er et symbol, hvis største synd ikke er hendes kriminelle handlinger, men det faktum, at hun tænker på sig selv og sin egen vinding, fremfor mandens velbehag. Hun vil have penge eller smykker, og forfører manden for at opnå det. Pga. hende udfører han lyssky gerninger - kun pga. hende! Han ville jo aldrig selv have gjort det.

I langt de fleste noir-film slipper hun da heller ikke godt fra det, men myrdes eller fængsles. Han indser i slutningen af filmen, hvor egoistisk hun er, og hvad hun har rodet ham ud i - og vender i retfærdighedens navn pistolen mod. Filmteoretikere som Janey Place og Linda Williams tolker denne straf som patriarkatets måde at genskabe sig selv som sanfundets altdominerende magtindehaver. Hendes upassende aggresivitet, ambition og tydelige seksualitet truer de traditionelle patriarkalske værdier, og må derfor undertrykkes.

Kvinden i de tidligere film var oftest forbundet med intimsfæren. Familien blev fremhævet som den vigtigste institution i samfundet, og den vigtigste funktion for filmkvinden var at være hustru og moder.Det hierarki, der blev præsenteret i filmfamilien, hvor faderen var 'leder', var et billede på samtidens samfundsmæssige hierarki, hvor traditionelle, patriarkalske værdier også dominerede. Med film noir brydes denne familiestruktur. I disse film er der som regel ingen lukkelig, lille familienhed, eller også spille den kun en meget lille rolle i historien.

Den uskyldige kvinde spiller dog stadig en afgørende rolle i mange noir-film. Den hårdkogte mand kan også møde en varm og omsorgsfuld kvindefavn at falde i. Hendes blide og altopofrende væsen står som skærende modsætning til den beregenende og egoistiske femme fatale. Hun har en passiv rolle, og ønsker ikke andet end at vente på manden med åbne arme.

Det kan ikke være tilfældigt, at hovedpersonen i disse film altid er en mand, eller at personen vil snyde næsten altid er en kvinde. Hele filmen igennem kan den sexede kvinde styre manden - og derigennem det mandlige publikum - men i sidste øjeblik indser han hvad der foregår. Filmen legitimerer på denne måde fascinationen af den stærke, sensuelle kvinde samtidig med at den forbeholder sig retten til moralsk at fordømme og dræbe hende. Hun må lide døden for sine kriminele, egoisitske handlinger, mens han har retten til at straffe hende, selvom han også selv er på kant med loven.

Noir'ens femme fatale-figuren går igen og lever og dræbes stadig i bedste velgående i nyere film. Et ny-klassisk eksempel er Glen Close som den sexede og krævende Alex Forrest i Fatal Attraction fra 1987. Efter en kort affære med Dan Gallagher spillet af Michael Douglas, vil Alex have mere. Dan, som er en god familiefar ønsker ikke at ødelægge sit ægteskab og afviser hende. Hun kræver hævn og vil ødelægge den sunde kernefamilie, men i sidste øjeblik skyder Dan hende og opretter den gode ro og orden. Blandt mange andre kan også nævnes Disclosure fra 1994 med Demi Moore og Michael Douglas og Basic Instinct fra 1996 med Sharon Stone og Michael Douglas, som fik en efterfølger i 2006, Basic Instinct 2 - dog uden Michael Douglas.

Længe leve skævheden!

Det gør mig glad! At der i lille København lige nu er hele to teaterforestillinger, som stiller spørgsmålstegn ved kønsroller og -normer. På Nørrebro Teater kan man se Anders W. Berthelsen som den kønskifteopererede diva Hedwig i rockmusicalen Hedwig and The Angry Inch. Og på det vissionære Camp X Aveny kan man opleve forestillingen Queer med bl.a. Ulla Henningsen og Andrea Wagn Jensen.

Det er nogle rigtig gode teaterstykker, som både i indhold og form adskiller sig fra mangt og meget på den danske teaterscene. Her bliver det det anderledes og skæve - det som på engelsk kaldes 'queer' - italesat, udstillet og hyldet. Man kan ikke undgå at tage stilling til kønspolitik efter at have set disse stykker. Stykkerne er meget forskellige, og begge anbefalelsesværdige. Men jeg synes, at Camp X kommer længere med Queer end Nørrebro Teater gør med Hedwig.

Camp X versus Nørrbro Teater
På Camp X er der tænkt stort. Det er ikke "kun" teaterforestillinger, der appelleres til mennesker via forskellige medier, og det er ikke kun teatergængere, som Camp X forsøger at nå ud til. Med work shops, installationer og happenings er der lagt op til det helt store. Både direktøren Mette Hviid Davidsen og kuratoren Ditte Maria Bjerg nærmest undskylder deres heteronormativitet. Selvom fast ejendom, fast parforhold og børn er en del af deres verdener, så understreger de, at de ikke mener, at normalitet er et succeskriterium for livet. "Jeg er i en lille hetero-kernefamilie, men føler mig ikke særlig 'normal' af den grund", som Ditte Maria Bjerg har sagt. Omvendt bliver Hedwig, som i sin transseksualitet føler smerte og vrede, gjort til et symbol. Det handler ikke om den fiktive karakter Hedwig og hvordan der ude i den virkelige verden findes andre som hende. Forestilinger bliver et symbol, "som vi alle kan tage til os", for vi kender jo alle sammen til at søge efter en identitet som menneske eller smerten i livet osv.

Camp X er et 'holdningsteater'. siger Mette Hvid Davidsen, som er teaterdirketær på Camp X. Teatret skal udgøre den platform, hvor det moderne menneske kan forstå sig selv og sin rolle i samfundet. "Det skal være mere end tam underholdning, og derfor baserer vi vores teater på viden, holdning og handling." Her skal virkeligheden ind på scenen og scenen sendes ud i virkeligheden. Og jeg er sikker på at forestilingen Queer virkelig gør en forskel!

De to nye teaterchefer på Nørrebro Teater Kitte Wagner og Jonathan Spang vil lave sjov teater med "noget på hjerte". Hedwigs sorte humor får da også publikum til at le, og der er da også nogen som har noget på hjerte, når man vælger at sætte denne rockmusical op. Men det er ikke den samme ud i verden-og-gøre-den-til-et-bedre-sted-entusiasme, som finder på Camp X. Katalogets mange tekster af udefrakommende skribenter forholder sig til køn, og til at føle sig anderledes, men så snart instruktøren, scenegrafen og andre skal på banen i form af interviews, er der ikke en descideret afstandtagen til normativitet, fastlåsthed og ufri kønsroller. Det handler om det enkelte menneskes søgen og smerte - det kan være hvem som helst, og det behøver ikke at have noget med skævhed at gøre. Stykkets natur undermineres af denne "hiven-det-ned-på-det-prvate-plan". En anden ting som skurede i mine øjne, var det faktum, at Anders W. Berthelsen i rollen Hedwig ikke kyssede rigtigt på det unge mandlige bandmedlem, men lod læberne være et par millimeter fra hinanden. Hvorfor kunne de ikke kysse rigtigt? Det gør skuespillere da som regel.

Hvor Camp X favner Queer, hylder det, bruger det til at nedbryde normativitetsgrænser og kaster det ud til alle sider, Lader Nørrebro Teater Hedwig fungere som et symbol, som kan overføres på alle os normale mennesker. Et sympatisk forsøg på at acceptere noget der anderledes, men ikke en nedbryden af barrieren mellem det normale og det der står udenfor og er anderledes.

Anders W. Berthelsen som trans
Der kan være en rigtig god pointe i at vælge en heteroseksuel uden sanger erfaringer til at spille en travnseksuel sangerinde. Det i sig selv kunne være med til at lukke nogle normativitetsgrænser ned. Men de bliver tvært i mod forstærket, når interviewsene med Berthelsen enten er seriøse samtaler om hvor uendeligt svært det var at gribe fat in noget, som er så uendeligt langt fra ham selv eller er en hyggelig chit chat i Go' Aften Danmark, hvor der grines, og en udtalelse som "Det forsøger jeg at fortrænge" dukke op, når der har været billeder på skærmen af Berthelsen i fuld dragkostume. Det er næppe sådan han forholdt sig til lignende spørgsmål om hvordan det har været at spille Palle i Krønniken. Afstanden opretholdes.

Men alt i alt er jeg vældig godt tilfreds. Det skæve er sat på dagsordenen, og det er med til at flytte grænser. Og det kommer nok til at gå en smule hurtigere, nu hvor Camp X er trådt til med et helt nyt tempo.

Edward D Wood, Jr.

Edward Davis Wood blev født i Pughkeepsie, New York den 10. oktober 1924 og døde den 10. december 1978 i North Hollywood, California. Det eneste han gerne ville, var at lave film, horrorfilm, og blive anerkendt som filmskaber. I stedet blev han foragtet fordi han var glad for at gå i dametøj. Jeg er sikker på, at han ville have nemmere ved at finde investorer, hvis hans første film ikke handlede om transvestitter og transseksuelle, og havde ham selv i hovedrollen som transvestit.

I 1975 blev Ed Wood kåret som verdens værste filmintruktør og hans film Plan Nine Form Outer Space blev i samme omgang kåret til at være verdens værste film. (The Golden Turkey af Harry og Michael Medved) Det førte til en kultdyrkelse af Edward i 1980erne og 90erne, som han ikke nåede at opleve, men i stedet døde fattig og alkoholiseret tre år efter udnævnelsen af hom som verdens værste filminstruktør.

Med den nye og anderledes form for kærlighed kom en sympati for de naive film. Ikke bare overbærenhed, men en descideret kærlighed for bade det komiske, det charmerende, det kiksede og det (absolut) frivilligt sjove i filmene. Undergrundsyrkelsen kulminerede i 1995 med en film om denne instruktør med titlen Ed Wood skrevet, instrueret og produceret af Tim Burton, som satte Ed Wood på mainstreammenuen. Der var en del hype om filmen blandt både Ed Woodfans og Tim Burtonfans, og pludselig var Ed Wood blevet berømt. I 1996 kom en dokumentarfilm med alle overlevende casts - og et par sønner af afdøde casts - til de amerikanske biografer (desværre ikke til de danske) med pompt og pragt og galla, og stor opmærksomhed fra de amerikanske tv shows for horror- og sci-finørder.

Michael Oppermann skiver: Wood appeared as Orson Welles' "pulp brother"; as the missing link between Tod Browning and Andy Warhol.

Det er lykkedes mig at få fingre i The Ed Wood Box - selvom det godt nok tog noget tid. Den eneholder Glen Or Glenda, Jail Bate, Bride of The Monster, Plan Nine From Outer Space, Night of The Ghouls og den før om talte dokumentarfilm fra 1996, The Hounted World of Edward D Wood, Jr. Og selve boxen har pink angoraprint, som sweateren, der bliver omgangspunkt i Glen Or Glenda. Fantastisk!

Jeg elsker hans film! Der er nogle underlige kiksere i filmene, som f.eks et par gange hvor skuespillerne kigger ind i kameraet, eller kludrer en lille smule repilkkerne. Eller som Michael Oppermann skriver: All of a sudden, Wood intercut footage from a nuclear blast with the explosion of a laboratory, thus creating an (unpurposefully funny) effect on the surreal side of life.

Han havde hverken den tid eller de penge, som er nødvendige for at skabe A-film, eller B-film for den sags skyld. Det er C-film - og de er fantastiske! De er gode historier - dog ofte med lidt underlige slutninger. Der er horror, cross-dressing og billeder i sort-hvid. Alt det, som jeg elsker! Havde han haft investorer og tid, var der helt sikkert kommet andre resultater. Han fik aldrig rigtig chancen for at vise sit talent. Han er enten født 20 år for sent til at lave primitive horrorfilm eller 45 år for tidligt til at lave crossgender film som f.eks. Oscarvinderen The Crying Game fra 1992.

I dag er han elsket for sin filmglæde, sit engagement og sin ukuelighed. Takket være denne personlighed er der skabt en vidunderlig filmkult! Lige nu går jeg og venter på at mit sidste internetfund skal komme med pakkeposten: Nogen har lavet en lille, billig indiefilm ud af Edwards sidste manus, som aldrig noget at blive optaget. Jeg føler, jeg fundet en hemmelig skat!

Og mens jeg endnu engang ser Tim Burtons biopic Ed Wood, vil jeg efterlade jer med endnu et citat fra Michael Oppermann: Being his own scriptwriter, actor and director, Wood was an early auteur; a cinema maverick whose wild and frantic style was entirely driven by a severe sense of passion. "This guy was movies, 24 hours a day," a friend recalls.

Jeg er forelsket i Camp X

Der er nye tider på de skrå og skæve brædder i København. Vi har fået et vaskeægte internationalt samtidsteater ved navn Camp X, og det holder til i det gamle Aveny T og Rialto Teatret. I denne sæson er køn og konstruktion sat på dagsordenen.

Det er flere år siden jeg har forladt et teater så propfuld af glæde. Jeg er forelsket i Camp X! I alle de mennesker, som arbejder på Camp X, og som fra nu vil vise os vores verden på en ny måde, og hjælpe os til at forstå den. I skuespillerne, som medvirker i QUEER: Ulla Henningsen, Mark Linn, Andrea Vagn Jensen, Benjamin Boe Rasmussen, Sandra Day og de skønne queerede guider, som ledte os rundt på teatret.

Den 5. oktober var der urpremiere på QUEER på Camp X Aveny. Mine forventninger var aldeles høje til dette nyoprettede teater. Teaterchef Mette Hvid Davidsen har gjort brug af nogle meget lovende ord som "udfordre teaterbegrebet", "vi skal have virkeligheden ind på scenen" og "platform, hvor det moderne mennesker kan forstå sig selv". Og jeg jeg var bestemt ikke skuffet!

Queer theory eller queertænkning hylder det skæve og anderledes. Det er ikke nyt i den akademiske verden, men det er et begreb, som endnu ikke helt har fundet ved ud af elfenbenstårnet og ind i det danske sprog. Med forestillingen QUEER er Camp X med til at bane vejen, ved at hive den queerede virkelighed ind på scenen, og i et festfyrværkeri kaste det ud i verden med et fantastisk show. Tilbage stod jeg med en fantastisk følelse af frihed. Kønsrollerne er socialt konstruerede, men de behøver ikke være en spændetrøje - de kan være en legeplads! Vær som du vil!

Og det VAR en legeplads! Eller måske nærmere et hurlumhejhus. Vi stod midt i salen, der var to scener overfor hinanden, på de to vægge mellem scenerne var der skærme, og der kom skræme ned fra loftet. Senere blev vi delt i grupper, som blev ledt rundt i gange, og op og ned ad trapper. Og i al den bevægelse og venden rundt og kiggen op, blev der sendt et sandt festfyrværkeri af sang, musik og dans, revyagtige sketches, stand up comedy, freakshow og doku-teater afsted. Det første der skete var, at Andrea Vagn Jensen opfordrede de heteroseksuelle i lokalet til at forsøge at kontrollere deres seksualitet, da det i dette forum virker stødende overfor andre. Vi så en kernefamilie med far og mor, datter og søn byttede rundt på den traditionelle opfattelse af kvindelig og mandlig opførsel. Senere var vi med til en konsultation inden en kønsskifteoperation. Der var siamesiske tvillinger, som fortale om homoseksualitet blandt 55 dyrearter og meget, meget mere. Jeg er dybt, dybt imponeret over, at skuespillerne kunne fare rundt fra sted til sted med så forskelligere kostumer, stemmeføringer osv.

Jeg kan allerede se nu, at min nyforelskelse i Camp X sagtens kan udvikle sig til et langt kærlighedsforhold. Udover teater i og udenfor teatrene vil der være forskellige happenings. Her er et lille udpluk, af noget af det jeg glæder mig:

NORMAL - På Camp X Rialto, 26. oktober - 8. december, man-fre kl 19, lør kl 16

Kvinde, kend din sangbog! - På Camp X Rialto, 11. november, kl 15-18

Den lille forskel - På Camp X Rialto, 22. november, kl 17-18.30

Landskamp i ligestilling mellem Sverige og Danmark - På Camp X Aveny, 5. december, kl 20.00

Forestillingen QUEER kan opleves på Camp X Aveny til den 24. november, man-lør kl 20.30.

Se mere på www.campx.dk

Ny bog om enestående mødre

På tirsdag udkommer:

Vi er sgu da lige så meget en familie
- om at undslippe gidselsdramaet i hjørnesofaen og komme videre med et glimrende liv som enestående mor

Skrevet af Helle Damsgaard og Sofie Rud, 152 sider, 199 kr, TV2 Forlag

Forfatternes generelle betragtninger om ægteskaber, forældreroller og børns ve og vel, samt personlige beretninger om erfaringer med disse emner udgør sammen med interviews - med bl.a. psykologer, en familiretsadvokat og en fremtidsforsker - denne herlige lille bog. Den næsten konsekvente brug af ordet 'enestående' fremfor 'enlige' mødre, titlen på bogen og ikke mindst undertitlen er sammen med alle de gode betragtninger om stereotype forestilinger om familieliv med til at mane fordomme om - ja - enestående mødre i jorden. En lykkelige familie bestående af mor og børn er fuldtud lige så godt som en lykkelig familie bestående af far, mor og børn, og meget bedre end en ulykkelig familie bestående af far, mor og børn.
Som en kammeratlig selvhjælpsbog stiller den ikke urealistiske krav til læseren, men stiller til gengæld rimelige krav til samfundet. Let, elegant og (til tider sort-)humoristisk henvender den sig til enestående mødre ved at løfte skyld og skam af skuldrene og kaster sig samtidig ud i en debat om vores konstruerede familiestruktur.

Den er absolut et nærmere bekendtskab værd!

Link til en artikel om denne bog i JP

Identitet, køn og længsel på de skæve brædder

I aftes blev de skæve eksistenser hyldet på Nørrebro Teater. Det var til premieren på Hedwig and the Angry Inch. To høje, bredskuldrede og meget smukke drag queens serverede champagne inden Anders W. Berthelsen gik på scenen som Hedwig med fuld make-up, glimtende kjoler, pelse og blond paryk. Det var en musical, som mindede om en teaterkoncert med bandet på scenen og ægte rock'n'roll. Mellem sangene fortalte Hedwig publikum om sit liv og nogle gange rejste vi med hende og scenografien tilbage i tiden. Til Østberlin, til en trailor park i Kansas og The Meetpacking District på Manhattan. Der var fuld knald på fra start til slut; Anders W Berthelsen var en rigtig god glamdiva! Anne Vester Højer sang fantastisk, og det var skønt at se en kvinde spille Hedwigs mand, bandmedlem og tidligere drag queen. Hedwigs tunge make-up, mange kjoleskift og lysende platinblonde paryk gjorde det godt i den rå og næsten nøgne scenografi.

I dag sidder jeg og bladrer i det fantastiske katalog, som er udarbejdet til forestillingen. En lille bog med sangtekster fra forestillingen, interviews med komponisten, instruktøren og scenografen, masser af billeder fra forestllingen - og klistermærker med citater (!), et lille portræt af John Cameron Mitchell, som skabte Hedwig og en fortælling om Hedwigs rejse fra et lille dragshow, opsætningen på Off-Broadway, til filmen, og nu danmarkspremieren på Nørrebros Teater. Christian Graugaard har bidraget til kataloget med Kønnets lille ABC, som forklarer biologiske, teoretiske, religionshistoriske og politiske kønsopfattelser i meget korte træk. Men det allerbedste er måske et uddrag af Aristofanes tale om om hvordan menneskene blev delt i to og derved opstod kærligheden og den evige søgen efter den anden halvdel. I denne tale i Platons Symposion var der tre køn: mand-mand, kvinde-kvinde og mand-kvinde. Men da menneske blev delt op, blev de til mænd og kvinder og det tredje køn gik tabt. Selv reklamerne til sidst i kataloget harmonerer med forestillingen: "Gør det du brænder for - Gør det du er bedst til" står der på Danske Banks reklame - og det gør sådan en som Hedwig. "Fall en love with your hair" lyder opfordringen på en reklame for Sebastian hårprodukter... Meget drag'et! "Mere liv til byen" er Urbans slogan - og er der noget der bringer liv, så er det drags, glamrock og teater! Den sidste reklame er dog den bedste; det er for skønhedkliniken Beauty Koncept: "Kære Malene, Tak for voksning, smerte og skønne, glatte ben! - Anders W. Berthelsen"

Forestillingen er dog ikke bare liv og glade dage! Den handler om den smertefulde vej til at finde sin egen identitet. Til at gå imod normerne og lytte til sig selv. En kønsskifteoperation gik ikke som den skulle, og efterlod Hedwig med en angry inch, og i det biologiske køns ingenmandsland. Dette kan hendes livs kærlighed ikke acceptere, og han folader hende bitter og kynisk. Men Hedwig er stadig glamurøs og fuld af sort humor fortæller hun om alt dette, om hendes søgen efter hendes anden halvdel, længslen efter succes og anerkendelse og accepten af hende selv.

Det glæder mig, at Nørrebro Teater sætter dette stykke op! At de også kaster sig ud i debatten om køn med denne skønne musical og dette fantastiske katalog! For hvor sidder kønnet? Anders W Bertelsen viser som den heteroseksuelle mand han er, at han kan gøre det som en fremragende diva efter alle kunstens regler. Sidder kønnet mellem benene? I hjernen? I det tøj vi tager på? Er kønnet noget man har, eller noget man gør? Findes der kun to køn?

Hedwig And The Angry Inch kan opleves på Nørrebro Teater frem til den 10. november

De smukke pigers ventende arme og de sexede kvinders grusomme charme

Folkeeventyrene har i mange århundrede tjent som underholdning - og ikke mindst opdragelse af folket. Det var ikke svært at se det tydelige kvindeideal i eventyrene. Askepot sidder med sin bittesmå fødderog venter på at prinsen skal finde hende, Tornerose ligger og sover i 100 år og Snehvide ligger død i en glaskiste. Idealkvinden er passiv og afventende - og selvfølgelig meget, meget smuk. Hun gør aldrig noget ondt eller forkert - hun laver i det hele taget ikke så meget; måske lidt mad til nogle dværge eller måske stikker sig på en forhekset ten. Askepot er en undtagelse, fordi hun arbejder så hårdt - hun knokler som en slave. Men heldigvis stopper det, når hun bliver gift, og kan leve lykkeligt til sine dages ende. Det er hendes ufattelige ydre skønhed som tryllebinder prinsen. Og det er hendes absolutte passivitet, som gør, at han må have hende. Må jagte hende. Han vil rejse alle riger rundt og prøve sko på kvinder eller klatre gennem tjørnehække, mens den smukke pige venter og venter i op til 100 år! Hun udtrykker aldrig et begær for prinsen, men er blot helt igennem et perfekt objekt for prinsens begær.

I det 20. århundrede fik folkeeventyret en anden form: Filmen. Der skete også meget andet i løbet af dette århundrede; kvinderne fik stemmeret, kom ud på arbejdsmarkedet, kvindens seksualitet blev et ofte omtalt emne, skørterne blev kortere og skildsmisseantallet røg i vejret. Populærkulturens film afspejler naturligvis det omgivende samfund - og ligesom folkeeventyret, opdrager det os ved at vise præcis hvordan man skal være kvinde og hvordan man skal være mand - og hvordan man ikke skal kvinde; de onde stedsøstre eksisterer stadig i nye former. Afspejlingen af samfundet fylder dog ikke lige så meget som den stædige fastholden i de gamle kønsroller.

I filmene møder vi variationer af den passive prinsessse og den unge prins: Men for at filmen fungerer, skal hun foretage sig noget, så hun synger eller danser og tryllebinder på den måde manden. Der er film med cowboy- eller pirattema, hvor kvinden kidnappes, men hun kan ikke bare sidde der og vente på at filmen slutter, så vi ser hende forsøge at flygte eller måske ligefrem hjælpe sin redningsmand ved at række ham et sværd eller en pistol.

Snehvides stedmoder er ikke længere bare en person, som er til for at sætte historien i gang for derefter at forsvinde og først dukke op til allersidst, for at vi kan se hvor galt det gik hende. Den selviske kvinde kan blive hovedpersonen i en film hvor hun med sine sexede blik og former forfører manden, som må bruge sin snilde og fysiske overlegenhed for at sejre. Og denne sexede vamp af en skurk, er med tiden blev mere og mere sexet og mere og mere vampet. Hun ligner i dag noget fra en anden filmgenre, som også har vokset sig stor og dominerende: Pornoen.

Fælles for disse film og folkeeventyret er stadig, at det er manden som sætter det hele på plads. Den dydige pige får nu lov at handle mere end i eventyret, og den onde kvinde får lov at tryllebinde mændene ligesom den gode pige. Men når filmen skal slutte, skal hendes magt over manden stoppe og han skal finde sammen med den gode pige, som har brug for at blive reddet. Filmene legitimerer dermed mandens fascination af den stærke, selvstændige, sexede kvinde, som går efter det hun vil have, og som bruger seksualiteten som middel. Men filmen sørger også for understrege, at denne sexede kvindelist, kun dominerer indtil manden bekæmper den.

Dette er mønsteret, som er blevet gentaget i det uendelige siden filmen blev opfundet i 1890. James Bond, Batman og Superman har reddet uskyldige skønheder og bekæmpet de farlige forføresker. Der bliver skrevet nye historier på dette skellet, eller der der bliver gravet gamle historier frem, som får nyt liv på biograflærrederne og tvskærmene.

Et eksempel på genoplivning af en gammel historie er Charlie's Angels - en historie, som skilder sig lidt ud, men som i sidste ende prædiker det samme som alle de andre historier. Fra 1976-81 kunne man følge tre kvindelige agenter på den amerikanske tv-kanal ABC. Agenterne er unge og smukke og arbejder for Charlie Townsend, som er til stede i serien via sin dybe og autoritære stemme, som giver de tre kvinder ordre. I 2000 fik spillefilmen Charlie's Angels premiere og i 2003 kom efterfølgeren Full Throttle. Agenterne er som regel undercover og optræder både i serien og de nye spillefilm i alt fra stuepige-, skole og politiuniformer til meget tætsiddende racerkøredragter og den obligatoriske udklædning, som går igen i mange serieafsnit: Forklædt som prostitueret.

De kæmper for en god magt - de er ikke onde, som eventyrets stedmoder, noirfilmens femme fatale eller batmans catwoman. De kan ses som en sammensmeltning af den gode pige og den farlige tøs. De er dydige som Tornerose, for de har trods deres sexappeal ingen kærester og de er aktive og handlende, som de ellers så onde kvinder man plejer møder. De besidder en magt over mændene på samme måde som den yndige Askepot og den listige Catwoman. Men de bruger den ikke med mindre Charlie beordrer dem til det. De render forklædte - eller nærmere afklædte rundt og løser problemer. De anholder mænd og sætter dem i håndjern - fordi Charlie fortæller dem, at det skal de. De gør intet på eget initiativ. De er præcis der hvor prinsesserne var - bare i en forklæding, som er til for at tilfredsstille prinsen. Charlie med sine engle opdrager os ikke til at sove i 100 år eller til at ligge døde i en glaskiste, men til at være til rådighed på samme måde som Askepot. Og ikke med erotiske undertoner som tidligere, men med pornografiske overtoner.

Tim Burtons æstetiske, poetiske og queerede verdener

Der findes en mand, som kan nedbryde alle reglerne for hvad der er normalt, smukt, grimt, hyggeligt og uhyggeligt. Den mand hedder Tim Burton og laver film - masser af film, som beriger verden med noget, som ingen andre endnu har kunnet fremtrylle...

"I have a problem when people say something's real or not real, or normal or abnormal. The meaning of those words for me is very personal and subjective. I've always been confused and never had a clearcut understanding of the meaning of those kinds of words."
- Tim Burton

Normal versus unormal
Grundreglen for et eventyr er, at hovedpersonen er et normalt menneske, f.eks. en soldat eller en prinsesse, som befidner sig i en overnaturlig verden, hvor alt kan ske. Grundreglen for en gyserhistorie er at et overnaturligt væsen hærger vores normale verden som varulve, rumvæsener eller i de mere moderne gysere kan uhyrerne være frembragt af f.eks. stråling fra atomprøvesprængninger. I begge typer fortællinger, ligger identifikationen i de normale mennesker og angsten ligger i de abnormale monstre eller hekse.

Queer
Queerteorien er et opgør med normativiteten; de strikse regler for hvordan man er mand og hvordan man er kvinde - og hvordan man skal finde sammen og købe fast ejendom, have et fast job, få 1,8 børn og så kan hele familien iklæde sig deres biologiske køn med de regelsæt, der er om kjoler, slips og højhælede sko. Queer betyder oprindeligt skæv, og vi kender da også ordsammensætningen "skæve eksistenser" fra dansk. Queertankegangen ønsker at nedbryde reglerne for hvordan man kan eksistere - de vil ikke opsætte nye regler eller udvide dem, der er. Som f.eks. ved at få sluset par af samme køn ind i parcelhuskvartererne, hvor de kan starte en familie med 1,8 børn. Verden skal være fri - man skal kunne leve som man vil (og det inkluderer selvfølgelig også, hvis ønsket er at få 1,8 børn). Tim Burton er en af dem, som med sine fabelagtige film nedbryder det firkantede og opbygger det organiske og levende. Hans mærkelige, skæve universer er både i form og indhold noget helt, helt andet, end det vi plejer.

Gys og hygge
Tim Burton er verdensmester i at blande den klassiske gyserhistorie med den eventyrlige fortælling. Både de enkelte personer, som vi følger i filmene og den verden, som karaktererne lever i er ikke normal, som vi traditionelt forstår det. Og alligevel er der noget meget genkendelig i de verdener. I spillefilmen Edward Siccorhands fra 1990 følger vi Edward, som har sakse i stedet for hænder. Han er blevet skabt af en opfinder på et gotisk slot - på samme måde som Frankenstein. Opfinderen dør inden Edward har fået sine hænder og han lever alene på slottet indtil en rar kvinde finder ham, og tager ham med hjem til sin forstad. I denne forstad er alt pastelfarvet, hvilket gør forstadsverdenen ligeså uvirkelig som slottet. Den stereotype husmor med matchende møbler, lange øjenvipper og curlers overdrives i en sådan grad, at en mand med sakse i stedet for hænder ikke virker unormal. I Corpes Bride, en animeret film fra 2005, møder vi de unaturligt stive mennesker fra 1800tallets borgerskab og derefter en meget mere fri og afslappet - ja naturlig verden blandt de døde under jorden. I 1994 lanceredes spillefilmen Ed Wood, som er et portræt af gyserfilmsinstruktøren Ed Wood - uofficielt kåret som verdens værste filminstruktør. Tim Burtons kærlighed til denne mislykkede - eller måske bare misforståede instruktør, som elskede at klæde sig som en kvinde, understreger Burtons blik for det queerede, det anderledes og kvaliteten og skønheden i det.

Halloween og jul
Det er svært at placere Burtons film genremæssigt - han filmatiserer børnebøger, han laver actionfilm. Han skriver manuskripter og skaber sjove figurer både i animerede film og spillefilm. Klassiske gyserfilm og en enkelt biografisk film. Nogle af dem er musicals med fantastiske poetiske tekster. Han blander det traditionelle uhyggelige, uforståelige med det magiske, naive og barnlige. Karaktererne er ofte ukønnede - det er f.eks. den androgyne Johnny Depp, som spiller hovedrollen i alle de næsvnte film. Overdrivelsen af pastelfarver i forstaden i spillefilmen, nuttede dyr, det klassisk dystre gotiske samt krummelurerne på personerne tøj og hår udgør hans unikke æstetik. Og så er der også det særlige ved Burtons universer, som gør dem ekstra perfekte til denne årstid: Der er stort set altid både halloween og jul flettet ind i historierne - hyggelig julesne, musik inspireret af både traditionelle julefilm og gyserfilm samt skelletter og skræmmende græskarhoveder.

Sidste nye skrig
For mig er efterår og vinter lig med Tim Burton, og derfor er det ekstra perfekt, at hans seneste film Sweeney Todd - The Demon Barber of Fleet Street får premiere i december. Naturligvis med Johnny Depp i hovedrollen. Det er aldrig til at vide, hvad den nyeste Tim Burton film indebærer - men jeg regner med at gyse og grine, når biografmørket endnu engang bliver stedet, hvor jeg fyldes med Burtons skæve og skønne queermagi...

Film

BELIEVE IT OR NOT (udsat)

SWEENEY TODD (2007)

CORPSE BRIDE (2005)

CHARLIE AND THE CHOCOLATE FACTORY (2005)

BIG FISH (2003)

PLANET OF THE APES (2001)

SLEEPY HOLLOW (1999)

MARS ATTACKS! (1996)

ED WOOD (1994)

THE NIGHTMARE BEFORE CHRISTMAS (1993)

BATMAN RETURNS (1992)

EDWARD SCISSORHANDS (1990)

BATMAN (1989)

BEETLEJUICE (1988)

PEE-WEE's BIG ADVENTURE (1985)

Early movies (1971-1986)

Ikke-realiserede projekter

Film som Burton har produceret:

James and the Giant Peach (1996)

Batman Forever (1995)

Cabin Boy (1994)

A Room of Ones Own af Virginia Woolf

Resumé
"A Room of Ones Own" eller "Eget Værelse" skrevet af Virginia Woolf i 1928, handler om em hovedpersonen Marys søgen efter sandheden bag ordene "kvinder og skønlitteratur". Vi følger hende og hendes tanker i tre dage. Tre dage, hvor hun kun beskæftiger sig med ovenstående emne. Vi møder hende første gang på plænene foran Oxbridge University, hvor hun sidder ved bredden af en å og spejder efter fisk og andre ting. En collegebetjent viser hende væk fra plænen, da kun studerende og undervisere ved unoversitetet har ret til at betræde græsset - og som kvinde er hun tydeligvis hverken det ene eller det andet. hun skal spise frokost på universitetet, men det er der et stykke tid til, og da hun ikke kan sidde på plænen, vil hun undersøge universitetets bibliotek med alle dets originaludgaver af klassiske tekster. Men også biblioteket er forment adgang for kvinder. Derefter følger en lang beskrivelse af luksuriøse frokost med mange spændende retter, som serveres for Mary på Oxbridge og morskaben over en haleløs kat, som vandrer over plænen. Efter den lange frokost går turen til Frenham College, et universitet for kvinder, hvor Mary skal spise en meget simpel middag sammenlignet med frokosten på Oxbridge. Mary taler med en anden mary om forskellen på Oxbridge og Fernham og finder ud af, at forskellen skyldes, at mænd i århundreder har testamenteret stakkevis af guld og sølv til Oxbridge, mens kvinder aldrig har haft en øre at give til de kvindelige universiteter, som kun har et halvt århundredes historie bag sig.

Næste dag hjemme i london beslutter Mary sig for at undersøge, hvorfor kvinder er så fattige. Hvorfor de aldrig har givet penge til universiter. På British Musem finder hun bunker af bøger skrevet om kvinder af mænd. Og hun finder frem til ,at kvinden gennemsyrer litteraturens indhold, men sjældendt dukker op blandt forfatterne. hun er omdiskuteret som biologisk fænomen og fremstillet i digte og skuespil, men har aldrig selv sagt noget. Mary finder biologiske fakta om kvinden, udtalelser og meninger om kvinden, men intet, der kan fortælle hende hvorfor kvinder er fattigere end mænd og hvorfor de kun har skrevet ganske få bøger. Hun må gå tomhændet hjem efter en halv dags læsning på British Museum. Det eneste brugbare, hun tager med sig er sin egen opdigtning af Shakespeares søster, som havde et ligeså stort talent som sin bror, men som blev sindsyg af ikke at kunne udfolde det og tog livet af sig som ganske ung. Da Mary kommer hjem kaster hun sig over sin bogreol og klatlæser i de få kvindelige forfatteres bøger på hylderne og nogle af de mandliges for at søge forskelle og ligheder.

Hun finder frem til, at det ikke drejer sig om hvorvidt det er mænd, der skriver, eller kvinder, der skriver. Men om at begge køn kan skrive og skal have muligheden for det. Muligheden for at skrive ligger i økonomisk uafhængighed. Så hvis kvinder får mulighed for at tjene penge til sig selv, så de kan bo for sig selv, vil de have muligheden for at skrive. Dette er grunden til, at vi har mange mandlige forfattere og få kvindelige. Kvinder har aldrig haft et uforstyrret værelse, hvor talentet kunne udfoldes. Men denne erkendelse af behovet for eget værelse og 500 pund om året er også en opfordring til, at kvinder kommer i gang med at skrive, da der nu ikke er nogle hindringer - selvfølgelig skal værelset og de 500 pund skaffes, men muligheden foreligger.

Mary
"Eget værelse" er et udvidet essay, oprindeligt skrevet til en række forelæsninger på Newnham College og Girton College, to britiske universiteter for kvinder i 1928. Det blev udgivet et år senere. I dette essay beskrives kapitel for kapitel hvilke rum, kvinder bebor med størst vægt på det rum, kvinder har brug for til at skrive litteratur. Denne blog er et rum, hvori jeg beskæftiger mig med bogens fortæller, Mary, og hendes budskab. Hvem er hun? Hvad vil hun? Hvad skal hun? Hvorfor hedder hun ikke Virginia?

Når man åbner bogen første gang og læser første side, er det meget nærliggende at tro, at det er bogens forfatter, der taler. Især når man i forvejen ved, at hun i efteråret 1928 holdt seks foredrag på hvert af de to universiteter for kvinder, som fandtes i England på det tidspunkt. Emnet for disse foredrag var "Kvinder og skønlitteratur". Den omfangsmæssigt lille, men indholdsmæssigt store, roman starter sådan her:

Jamen, vil man sige, man bad Dem tale om kvinder og skønlitteratur - hvad har det med eget værelse at gøre? Det skal jeg forsøge at forklare. Da de bad mig tale om kvinder og skønlitteratur, satte jeg mig ned ved bredden af en flod og begyndte at spekulere over, hvad det ville sige.

Hun er blevet påæagt dette emne og med hendes egne ord er hun nedbøjet af emnets vægt. Som en Jomfru Maria er hun blevet pålagt at nedkomme med sandheden. Efter et par pvervejelser præsenterer fortælleren sig selv:

Her var jeg så (kald mig Mary Beton, Mary Seton, Mary Carmichael eller hvad De vil - det har ingen betydning) på bredden af en flod for et par uger siden i smukt oktobervejr i dybe tanker.

Hun hedder mary, denne kvinde, som fortæller os om alle sine tanker, som undrer sig over denne forskel, denne ulighed man støder på, når man læser alle de store, klassiske værker, som udgør verdenslitteraturen. Og hvorfor næsten ingen af forfatterne er kvinder og ikke mindst hvorfor kvinderne i disse værker ikke blot blev set af det ene køn, men set i forhold alene til det andet køn. Hun støder hele tiden på denne opdeling. Som da hun sidder ved åen på plænen ved Oxbridge - før hun bliver jaget væk:

Til højre og venstre lyste buske af forskellig art op, gyldne og højrøde, glødende farver, syntes endda forbrændte af varme, af ild. På den modsatte bred græd piletræerne i evig sorg, med håret nede ad nakken.

Denne opdeling af to diamentrale modsætninger, som deles af floden er en foregriben på de forskellige oplevelser, det er for Mary Beton at besøge først Oxbridge og derefter Fernham. Den udsøgte frokost på Oxbridge, den overflod af særlige uniformer, særlige møbler, særlige lokaler, som skla bruges ved særlige lejligheder sar overfor den simple mad og de små og praktisk indrettede lokaler på Fernham. Denne følelse af, at det var bedre på Oxbridge, at Oxbridge er et bedre sted end Fernham, diskuterer Mary Beton med Mary Seton, som er en veninde, en studine eller en underviser på Fernham. Hun kan forklare, at det var svært at rejse penge til rejsningen af kvindeuniversitetet, som også Ray Strachey skriver i "The Cause":

Hver en øre, der blev skrabet sammen, blev lagt til side til byggeformål og bekvemmelighederne måtte vente.

Det var en kamp at få det lidt, de har nu, forklarer Mary Seton. Mary Seton er måske den unge studine, som Mary beton tænker på, når hun skriver: Det man mangler (...) og hvorfor kan en dygtig studine fra Newnham eller Girton ikke komme med det? - er et væld af oplysninger. - Og e andre gange, Mary Beton mener, at vi mangler en uddannet kvindes mening om dette og hint indenfor emnet kvinder og skønlitteratur. Mary Seton er, hvad enten hun er veninde, studine eller underviser, en kvinde indenfor universitetsverdenen. En kvinde, som nu efter alle anstrengelserne har muligheden for at blive oplært på næsten lige fod med mændene.

Mary Beton er også navnet på hovedpersonens tante. Denne tante døde og efterlod takker være en nyere lov om kvinders ejendomsret Mary 500 pund om året. Den ældre Mary Beton kunne altså, modsat kvinderne før hende, eje og testamentere. Det, at hun testamenterer sine penge, som udbetales årligt til niecen, giver den unge Mary en frihed. En frihed til at leje et værelse, hvor hun uforstyret kan være alene med sine tanker, sine læsninger og sine skriverier. Hun har sine egne penge til mad, tøj, logi og tænkning. Den ældre Mary Beton hører til den første genration af kvinder, som kunne eje på lige for med mændene og derfor gøre med pengene og testamentere dem, som hun ville. Den unge Mary Beton hører til den første generation af kvinder, som kan nyde godt af den tidligere generations økonomiske frihed.

Mary Carmichael er navnet på en ung, debuterende forfatter, som Mary Beton læser i femte og næstsidste kapitel af "Eget værelse". Hun starter med at læse Lady Winchilsea og Margeret of Newcastle, begge adelige kvinder, som skrev digte i slutningen af 1600tallet og begyndelsen af 1700tallet. Derefter læser hun nogle breve skrevet af en ung kvinde i 1700tallet, som med afsky læste de to adelskvinder. Så kommer turen til Aphra Behn, som med sine digte og skuespil inspirerede andre kvinder til at skrive trods samtidens vurdering af hende som en blåstrømpe med skrivekløe. Hun viste hele verden, at en kvinde godt kan tjene penge på at skrive. Uden hende ville Jane Austen og Brontësøstrene Charlotte og Emily måske aldrig have skrevet. Og netop disse tre er de næste forfattere Mary Beton læser, inden hun starter på at læse "Life's Adventure" af Mary Carmichael. Der er noget helt nyt ved denne Mary Carmichael og den måde hun skriver på. Mary Beton læser:

"Chloe holdt af Olivia" læste jeg. Og så slog det mig hvilken vældig forandring der lå deri. Chloe holdt af Olivia måske for allerførste gang i verdenslitteraturen. Cleopatra holdt ikke af Octavia. Hvor anderledes ville "Antony and Cleopatra" ikke have været, hvis hun havde! Som sagerne står, tænkte jeg, og lod uheldigvis mine tanker vandre lidt bort fra "Life's Adventure" (...) Alle forholdene mellem mænd og kvinder, tænkte jeg, og genkaldte mig hastigt det strålende galleri af litteraturens kvinder, er for enkle. Der er udeladt så meget, så meget er ladt uprøvet. (...) Derfra stammer måske kvindens besynderlige fremtoning i litteraturen: Hendes yderpunkter af skønhed og rædsel, hendes skiften imellem himmelsk godhed og djævelsk lastefuldhed - for sådan vil en elsker se hende eftersom hans kærlighed tiltog eller aftig, var stærk eller ulykkelig.

Måden at fremstille kvinder på i den fiktive Mary Carmichaels debutroman er nuanceret og mangfoldig. På samme måde som mændene i verdenslitteraturen altid har været mere end elskere - de har været venner, soldater, konger, tiggere, professorer og mange andre ting - skal kvinder nu også være andet end elskerinder. Hun lader Chloe og Olivia holde af hinanden og hun lader dem arbejde i et laboratorium. Mary Carmichael er den første kvinde, som skriver om kvinder set i forhold til kvinder. Den unge Mary Beton præsenterer læseren for disse Mary'er som er udbryderdronninger på hver deres punkt. Alle fire kæmper de en kamp som vindes. Tolv sider før "Eget Værelse" slutter står der:

Her holder Mary Beton inde. Hun har fortalt Dem, hvordan hun nåede til sit resultat - den prosaiske slutning - at det er nødvendigt at tjene fem hundrede pund om året og have et værelse med lås på døren, for at man skal kunne skrive litteratur eller poesi. Hun har forsøgt at blotlægge de tanker og indtryk, der førte hende til den slutning. hun har bedt Dem om at følge hende i sammenstød med en College-betjent, til frokost hist, middag her, læsning af tilfældige bøger fra hylden, kig ud af vinduet.

Mary Beton stopper og en anden tage over. Det kan være Mary Seton tager over; den Mary Seton, som er den unge studine fra newnham eller Girton, som skal udfylde nogle af de tomrum, Mary Beton er stødt på undervejs. Eller det er den Mary Seton, som er underviser på Fernham og kender til den slidsomme historie, der førte til kvinders mulighed for at blive uddannet. Det kan også være Mary Carmichael, der skriver en ny bog eller det kan være hendes debutroman. Det kan være den unge Mary Beton, som tager over efter den ældre Mary Beton, eller den ældre mary Beton, som efter den unge Mary Betons udmattende stykke arbejde giver en hånd med.

Som Mary siger, da hun præsenterer sig, kald mig Mary Beton, Mary Seton, Mary Carmichael - det har ingen betydning. Mary er den kvinde, som har muligheden for at skrive, fordi mary Seton kæmpede for at oprette en uddannelsesinstitution for kvinder, fordi Mart Seton er underviser der, fordi Mary Seton er studerende der, fordi Mary Carmichael skriver romaner, som ændrer måden, kvinder fremstilles i litteraturen, fordi mary Carmichael skaber bedre balance i antallet af kvindelige og mandlige forfattere, fordi Mary Beton efterlod 500 pund om året til sin niece og fordi Mary Beton har fortalt om, hvad der skal til for at kunne skrive, kan Mary nu gå ind på sit eget værelse og skrive sig ind i verdenslitteraturen.

Mermaid Parade 2007

Vejret var hverken for varmt eller koldt, og de mørke skyer gjorde aldrig alvor af deres trusler, så det var en god dag til en gay pride parade!

Der var proppet på Rådhuspladsen, da jeg kom derind med min cykel. Der var ikke et eneste sted den kunne parkeres, så jeg måtte trække den rundt blandt de mange mange mennesker og de fine boder. En lille, blond DJ stod helt alene på den kæmpemæssige scene, som var sat op foran rådhuset. Hele pladsen foran hende rockede i takt til de toner, hun valgte at spille.

Jeg gik rundt med min cykel et kvarters tid blandt opstemte teenagere med vild make-up, forældre med barnevogne, mænd med jakkesæt, kvinder med fjälräve og alle mulige andre glade mennesker. Da lyden af sambafløjter nærmede sig, stimlede de forventningsfulde folk sammen om Vester Voldgade og kiggede på de mange åbne lastbiler, som kørte forbi med forskellige temaer som pirater, engle og naturligvis en del med brasiliensk karneval som tema. Der blev danset og vinket til tilskuerne fra laddene og mellem bilerne vandrede smukke drag queens, sailors og en masse feststemte mennesker med store balloner og flag. En bar et skilt hvorpå der stod "Garanti for behandlig af hetero-teens NU!" - Det måtte jeg grine højt over.

Det var ikke helt så spektakulært, som det nogle år er. Men der var alligevel masser af glimmer og glitter. F.eks selveste DQ, som sad i et åbent dollargrin og sang sit melodi grand prix hit "Drama Queen".

Men det var en af de bedste parader, jeg har set! For der var mange flere kvinder, end der plejer at være. Jeg tror næsten det var 50-50. Normalt er det The Dykes On Bikes i starten af paraden, som udgør de fleste kvinder. Men i år var der flere vogne med kvinder. Og jeg så også enkelte drag kings. Det var skønt at se!

Jeg cyklede derfra let og glad til mode, og besluttede lige at købe ind til weekeden på vej hjem inden Netto lukkede. Da mine varer blev kørt igennem, snakkede vagten med manden ved kassen. "Hvorfor er der så meget politi?" spurgte vagten og pegede ud på gaden, "De plejer tit at patruljere her på Nørrebro" svarede manden ved kassen, "Men er det ikke om torsdagen der er ballade med ungdomshuset?" spurgte vagten, "Det ved jeg ikke noget om" sagde manden, mens han kiggede på den lange kø bag mig. "Det er nok fordi der er Gay Pride Parade" sagde jeg, inden jeg kørte mit dankort igennem. "A hva' er der?" spurgte vagten. "Der er bøsseparade" sagde jeg. "Øærwww" sagde vagten, og så ud som om han lige havde trådt i en hundelort. "Det er da noget mærkeligt noget" tilføjede han efter et halvt minuts tid og rystede på hovedet. Jeg prøvede at lyde lidt frisk og frejdig da jeg sagde "Jeg synes nu det er meget festligt" men det kom til at lyde højere og mere skingert end jeg ville have det til.

Da jeg cyklede hjem ærgede jeg mig over, at jeg ikke havde en rainbowbalon eller et banner på min cykel for at vise min holdning. Oh well - det kan jeg jo have de næste 364 dage indtil næste parade...

Stakkels skilsmisseunger vs. kernesunde børn

Jeg har netop genlæst Thøger Birkelands meget roste bøger om den stakkels Lasse. I den første bog, Lasse Pedersen, møder vi far, mor og Lasse i den ellers så idylliske Havnby. Far er arbejdsløst men forsøger sig med at starte egen køreskole op og mor hakker og hakker på far og driver ham lige lukt i armene på en yngre og meget mere smilende kvinde. Skilsmissen indtræffer og Lasse og mor flytter til hovedstaden, hvor der vrimler med uvorne skilsmissebørn, som lokker Lasse i kriminelt og alkoholiseret fordærv. De næste to bøger Anden bog om Lasse og Tredje bog om Lasse, beretter om, hvor galt det kan, skal og må gå, når der er skilsmisser og storbyer i et barns liv.

Jeg genlæste disse konservatistiske forsøg på socialrealisme fra 1970erne fordi mit møde med dem i 5. klasse i 1990erne ikke var godt. Jeg følte mig marginaliseret som skilsmissebarn - oven i købet en tilflyttet en af slagsen fra Århus til den lille midtjyske by Give. Jeg er sikker på, at min dansk- og klasselærer satte os til at læse disse bøger af et godt hjerte - så alle kunne lære hvor forfærdeligt det er, at være skilsmissebarn. Men den håndfuld skilsmissebørn, som var i klassen, blev i høj grad socialt stigmatiseret pga. bogens lighedstegn mellem skilsmisse og kriminalitet. Især de af os, hvis mødre ikke flux havde fundet en ny mand at lappe skaderne sammen med. Den postmoderne, fragmenterede kernefamilie er jo efterhånden accepteret, som en rigtig familie.

Thøger Birkeland er lige så kendt for sine glade fortællinger om den kry kernefamilie Krumborg - også kaldet krummerne - som han er for sine Lasse-bøger. Stemningen i krummerne er let og fyldt med juleferie og sommerferie og andet hygge. Far og mor og krumme og storesøster og lillebror. De hygger sig, gør de! Måske forældrene er liiiidt pinlige nogle gange, og det kan også være ret besværligt for Krumme med pigerne i skolen, som faktisk er ret søde. Men hyggeligt, det er det!

Men Lasse! Stakkels Lasse! Og Lasses, tynde, storrygende hårdtarbejde mor! De hygger sig ikke! Der er koldt og nusset i den lille lejlighed! Arbejd, arbejd, arbejd er det eneste i morens liv - og Lasse, som jo ellers havde potentiale til at være en dygtig elev og god søn, tvinges simpelthen ud i kriminalitet. Af andre skilsmissebørn. Sådan er det!

Genlæsningen bekræftigede mig i det, jeg oplevede som 11-årig: At være skilsmissebarn er ikke rigtigt noget liv. Det er en hård og permanent tilstand, som tivnger barnet og den stakkels mor ud i alt muligt. Da bøgerne blev udgivet i 1970erne var skilsmisserne ikke så hyppige, som de var, da jeg var på Lasses alder i 1990erne. I dag er det temmelig almindeligt at blive skildt. Endda op til flere gange. Men marginaliseringen og stigmatiseringen finder stadig sted. Den fraskildte mor må og skal da finde sig en ny mand, så en så-godt-som-kernefamilie kan blomstre op og dække alle de huller, der jo må være i en familie med en forælder.

I børnelitteraturen i dag møder vi heller ikke skilsmissebørn, som blot er børn ligesom alle andre børn. Skilsmissen er i de nyere fortællinger stadig hele omdrejningspunktet i disse børns liv. De render ikke rundt og oplever som den kække Krumme - hvis de er forelskede i en sød pige eller dreng fra klassen, er det en lille bi-ting ved siden af den store, sorte skilsmisse, som altid ville fylde enormt i de små børnehoveder. Senest har vi i Danmark set det i pigen Karla i René Toft Simonsens igen meget roste tre bøger om et skilsmisseoffer.

Jeg glæder mig til den dag, jeg støder på en børnebog, som handler om en pige eller en dreng, som tilfældigvis kun bor sammen med sin mor eller sin far, og som har en masse gode legekammerater, måske en kæreste, og som oplever alt muligt sjovt såvel som irriterende i skolen, og som hver anden weekend er på besøg hos den forælder hun eller han ikke bor sammen med. Og det hele er naturligt og selvfølgeligt - fuldstændig ligesom det er, når vi læser om børnene i kernefamilierne.

Er lesbiske for farlige til prime time?

Ja - åbenbart!

Hvorfor er det ok at sende Sex And The City i den bedste sendetid mens The LWord skal vises midt midt om natten?

I Sex And The City følger vi 4 heteroseksuelle kvinder, som dater en masse mænd, har sex med dem, køber dildoer og mødes for at snakke om alt dette. Og så snakker de også om shopping...

I The L Word følger vi homoseksuelle kvinder - par såvel som enlige. De har sex, de snakker om sex - og om parforholdsproblemer, utroskab, fester, karriere, at få børn m.m.

Ikke fandens til forskel fra alle andre serier. Bortset fra at der ikke er så mange mænd med...


Dette kunne være en hvilken som helst serie hvis hver anden person var af hankøn

Og hvorfor skal denne serie så kriminaliseres ved at sendes soft-porn-sendetiden? Det er en kvalitetsserie med skuespilpræstationer i topklasse og fantastiske plots og karakterer ligesom f.eks. Desperate Housewives, Ugly Betty, Friends og Sex And The City. Men ikke særlig mange får mulighed for at se følge med i dette. De nævnte serier sendes om og om igen i sendetiden 17-23 mens denne serie sendes kl 03.00.

Jeg er vred over denne kategoricering af serien! Det er en serie om at være karrierekvinde, storbymenneske, at være i parforhold/at være single, at træffe valg, at lære sig selv at kende. Og at være lesbisk. DET ER OM HELT NORMALE TING! LAD VÆRE MED AT GØRE DET TIL NOGET FORBUDT!

En længe ventet film

Damn it! If it aint that sweet it makes sugar taste like salt!

Kender I den følelse? Man sidder i biografmørket og venter på Quentin Tarantinos nye lækkerbidsken... Det gjorde jeg denne sommer:


Det er en af de allerbedste følelser; at sidde der i biografmørket og vide, at lige om lidt SÅ SKAL MAN SE DEN NYE TARANTINO!!

Det er en fantastisk film - as always! Han leverer gang på gang varen - han er vor tids største filmgeni efter min mening! Sammenlignet med meget af det, filmindustrien lukker ud, er Death Proof en sublim perle af aktion, smukke kvinder, lækre dialoger og one-liners - og ikke mindst en hirstorie om at retfærdigheden sejrer - as almost always. Som altid er æstetikken og sound tracket en udsøgt snack til øjne og ører.

Den er dog ikke på samme høje niveau som Reservoir Dogs, Pulp Fiction og Kill Bill. Men absolut seværdi i biografen og must have på DVD som Jackie Brown og From Dusk Till Dawn. Og der er små hilsner til alle hans film i den nye perle i rækken.

For alle som elsker motor genren - skynd jer i biffen. For alle som elsker slasher og horror - kom afsted!

To film, jeg vil anbefale at se inden eller i hvert fald efter Death Proof, er:

og


Der er scener næsten taget direkte fra disse to film. Herlige klassikere!

God fornøjelse :-)

Mit livs bedste koncert

Den 24. juni var jeg til den vildeste koncert, jeg nogensinde har oplevet, i Madison Square Garden! Kl 19 blev dørene åbnet - og da det er så ufatteligt stort, som det er, tog det os over en halv time at komme til vores gate og finde vores sted. Og så skulle der loades up på cracker jackers og budweiser.

Ca kl 20:20 gik et 7 mand stort band på scenen med cowboy hatte. "You all came here to hear som rock'n'roll - but now you're gonna hear some hill billie music". Der blev spillet et par vel swingende countrynumre og jeg kiggede mig rundt i den gigangtisk hall og undrede mig over, at der ikke en gang var 1/8 fyldt. Efter tre-fire numre viste det sig at forsangeren slet ikke var forsangeren - for nu blev en 80+årig mand hjulpet ind på scenen. En hjælper ved hver arm, op foran mikrofonen, på med guitaren og så stod han ellers der den næste times tid uden nogen problemer med at synge godt til, indtil han blev nærmest båret ned fra scenen. Man kunne vel godt kalde ham den mandlige udgave af Dolly Parton - blåt, skindende palietsuit med et ligeså skindende rødt slips. Men han kunne synge - det var fed country!

Da den gamle mand og det store band var kommet væk fra scenen blev lyset i Madison Square Garden tændt. Jeg blev mere og mere forventningsfuld - hvorfor var der dog ikke flere mennesker? Vi snakkede om at 1/6 fyldt i dette lokale jo faktisk er ret mange mennesker og der nåede da også at komme flere til i løbet af de næste 20 minutter uden musik. Vi var yderst imponerede over lyden - hvordan mon de bar sig ad? Så god lyd på så stort et sted? Et mysterium...

Og så! 21.41 kom Grinderman på. Et par udsyrede Jesus lignende musikere stod og jammede de samme to akkorder om og om igen mens lyset blev dæmpet og folk blev mere og spændte. Ind trådte Nick Cave og en ung kvinde ved siden af mig skreg "ROCK'N'ROLL, NICK!!" Og det var rock'n'roll - Grinderman er den forløsning, man har ventet på i Bad Seeds årene. OH YEAH! Den bliver trykket af. Der er ikke den store variation, men der er liv og nerve hele vejen igennem. Der blev spillet igennem i en times tid, og bagefter var vores lille flok lidt uenige om præstationen - halvdelen var skuffede, men den anden halvdelen (inkl undertegnede) var godt tilfredse med den nye vrede rock om selvstændighed, som kan lægges i forlængelse af de mange års Weltschmerz med The Bad Seeds.

Nu var der begyndt at være godt fyldt. Der var nok 3/4 fyldt og de mange tusind mennesker summede af forventning og spændning. Hvor lang tid mon det ville tage... Skulle man købe sig en øl mere - NEJ! Det kunne jo være man skulle ud at tisse midt i det hele. Skulle man chance den og gå toilettet nu. Åhhhh!! Spændende spændende spændende!

Efter ca 20 minutter gik tre smukke unge mænd iklædt sorte bukser, rød skjorte, sort vest og hat på scenen og satte guitarer op, mikrofoner, keyboard, trommer, monitors - alt i røde, hvide og sorte farver. Folk begyndte at råbe. Det tog omkring 5 minutter og derefter blev scenens sorte bagklæde revet væk og en knaldrød scenografi - en stofbeklædt væg med tre stiger - kom til syne under den vildeste hylen og skrigen.

Ind kom Meg og Jack White!! Alle gik fuldstændig amok og lige pludselig var hele det gigantiske stadion proppet med mennesker. Meg satte sig bag trommerne og Jack tog sin guitar på. Icky Thump for fuld udblæsning! Efter er par sange fra det nye album fik naturligvis Jolene! Helt ufatteligt smukt! Jack ejede det hele! Jeg har aldrig set noget lignende. Et lille vink med håndleddet og hele Madison Square Garden brølede. To små mennesker - den ene iklædt sorte bukser og rød bluse, den anden røde bukser og rød tee, med et sæt trommer, et keyboard og en guitar. MAGI!!!

De har jo nogle af verdens bedste sange, de har deres stramme æstetik, de har et fedt lysshow! Men de har altså også noget magisk!! Noget uforklarligt!! Jacks energi. Jeg var hæs af at råbe "YOU'RE FUCKING AWESOME!!!!" hver gang han vinkede lidt. Hvordan kan én mand forføre 40.000 mennesker?? Han spiller guitar som Jimi Hendrix, han synger som Mick Jagger og han skriver tekster som Jim Morrison. Med al respekt for min elskede Meg, så er det Jack som er på scenen som alle de tre store personligheder på én gang.

Det er den mest storslåede scenebevinhed, jeg nogensinde har været vidne til! Jeg har været til stede i et historisk øjeblik! Vi var enige om at vi har været vidner til en legendarisk koncert! Gåsehud trods de mange varmegrader. Bagefter var jeg ved at græde af overvældelse - eller som jeg hørte en anden koncertgænger udtrykke det: "Fuck! Det var så godt at jeg skulle styre mig for ikke at ornanere midt i det hele" - temmelig poetisk! Men han havde jo ret!

Det var den største koncertoplevelse, som jeg muligvis nogensinde kommer i nærheden af. Jeg hungrer efter min næste oplevelse med The White Stripes. Næste koncert, næste plade... YOU'RE FUCKING AWESOM!!!!