søndag den 7. oktober 2007

Jeg er forelsket i Camp X


Der er nye tider på de skrå og skæve brædder i København. Vi har fået et vaskeægte internationalt samtidsteater ved navn Camp X, og det holder til i det gamle Aveny T og Rialto Teatret. I denne sæson er køn og konstruktion sat på dagsordenen.

Det er flere år siden jeg har forladt et teater så propfuld af glæde. Jeg er forelsket i Camp X! I alle de mennesker, som arbejder på Camp X, og som fra nu vil vise os vores verden på en ny måde, og hjælpe os til at forstå den. I skuespillerne, som medvirker i QUEER: Ulla Henningsen, Mark Linn, Andrea Vagn Jensen, Benjamin Boe Rasmussen, Sandra Day og de skønne queerede guider, som ledte os rundt på teatret.

Den 5. oktober var der urpremiere på QUEER på Camp X Aveny. Mine forventninger var aldeles høje til dette nyoprettede teater. Teaterchef Mette Hvid Davidsen har gjort brug af nogle meget lovende ord som "udfordre teaterbegrebet", "vi skal have virkeligheden ind på scenen" og "platform, hvor det moderne mennesker kan forstå sig selv". Og jeg jeg var bestemt ikke skuffet!

Queer theory eller queertænkning hylder det skæve og anderledes. Det er ikke nyt i den akademiske verden, men det er et begreb, som endnu ikke helt har fundet ved ud af elfenbenstårnet og ind i det danske sprog. Med forestillingen QUEER er Camp X med til at bane vejen, ved at hive den queerede virkelighed ind på scenen, og i et festfyrværkeri kaste det ud i verden med et fantastisk show. Tilbage stod jeg med en fantastisk følelse af frihed. Kønsrollerne er socialt konstruerede, men de behøver ikke være en spændetrøje - de kan være en legeplads! Vær som du vil!

Og det VAR en legeplads! Eller måske nærmere et hurlumhejhus. Vi stod midt i salen, der var to scener overfor hinanden, på de to vægge mellem scenerne var der skærme, og der kom skræme ned fra loftet. Senere blev vi delt i grupper, som blev ledt rundt i gange, og op og ned ad trapper. Og i al den bevægelse og venden rundt og kiggen op, blev der sendt et sandt festfyrværkeri af sang, musik og dans, revyagtige sketches, stand up comedy, freakshow og doku-teater afsted. Det første der skete var, at Andrea Vagn Jensen opfordrede de heteroseksuelle i lokalet til at forsøge at kontrollere deres seksualitet, da det i dette forum virker stødende overfor andre. Vi så en kernefamilie med far og mor, datter og søn byttede rundt på den traditionelle opfattelse af kvindelig og mandlig opførsel. Senere var vi med til en konsultation inden en kønsskifteoperation. Der var siamesiske tvillinger, som fortale om homoseksualitet blandt 55 dyrearter og meget, meget mere. Jeg er dybt, dybt imponeret over, at skuespillerne kunne fare rundt fra sted til sted med så forskelligere kostumer, stemmeføringer osv.

Jeg kan allerede se nu, at min nyforelskelse i Camp X sagtens kan udvikle sig til et langt kærlighedsforhold. Udover teater i og udenfor teatrene vil der være forskellige happenings. Her er et lille udpluk, af noget af det jeg glæder mig:

NORMAL - På Camp X Rialto, 26. oktober - 8. december, man-fre kl 19, lør kl 16

Kvinde, kend din sangbog! - På Camp X Rialto, 11. november, kl 15-18

Den lille forskel - På Camp X Rialto, 22. november, kl 17-18.30

Landskamp i ligestilling mellem Sverige og Danmark - På Camp X Aveny, 5. december, kl 20.00

Forestillingen QUEER kan opleves på Camp X Aveny til den 24. november, man-lør kl 20.30.

Se mere på www.campx.dk

Ingen kommentarer: