Hallo, der er jul!

DR har udgivet en hel del julekalenderklassikere på DVD. I år er turen kommet til Hallo, det er jul! fra 1995. Den henvender sig til de 5-12årige børn, som interesserer sig for gamle dage og de helt små, som kan grine af drillenisserne. Teenagerne og de voksne kan nok finde noget mere interessant at tage sig selv i løbet af de 24 afsnit.

I 1979 havde Danmarks Radio succes med Jul i Gammelby. Den var optaget i Den Gamle By i Århus, foregik i midten af 1800-tallet og hvert afsnit blev introduceret af Poul Thomsen, som snakkede lidt om gamle dage. Handlingen var noget tynd, og i gensynets lys ser tv-kalenderen noget forældet ud. Bedre står det til med opfølgeren Hallo, det er jul! som kom 16 år senere. Den er også optaget i Den Gamle By, den foregår i 1919 og hvert afsnit bliver introduceret af Søren Ryge, som snakker lidt om gamle dage. Fælles for de to julekalendere er, at de voksne skuespillere taler som om de var med i et teaterstykke, hvor der skal artikuleres så man også kan høre det på de bagerste rækker, mens børnene snakker som om de var med i en Malmros-film.

Handlingen i den nyere kalender består af forskellige små plots, som sindrigt er flettet sammen til en større historie. Der er Baron von Gullasch, som vil industrialisere byen, den fattige træskomager og hans datter, som ikke må være med i årets julespil. Der er kulturkamp, kvindekamp, værdikamp og radikalisme hos avistrykkeren og hans kone og der er sladder, som kommer fra den venlige telefonoperatør. Samtidig med at handlingen udfolder sig præsenteres forskellige begreber, opfindelser og krige fra den del af det 20. århundrede. Den er underholdende og undervisende på samme tid, og det gør at man sagtens kan se flere afsnit i træk i modsætning til f.eks. Jul i Gammelby, hvor der ikke er meget variation i afsnittene. Filmens nisser, en sætternisse og en telefonnisse, som driller menneskene med teknikken, er dog ikke synderligt integrerede i fortællingen og virker en anelse påklistrede. Men det giver de allermindste noget at grine, mens de større børn bliver revet med af historien om fattigdom, jazz, børnehjem, nyopfundet teknik og revolution i både Rusland og Gammelby.

Man kan undre sig over, at Søren Ryge fortæller om sin barndom i introduktionen til afsnittene. Han kan umuligt huske tilbage til 1919. Men han fortæller alligevel medrivende om hvordan han legede med dampmaskiner og hvordan man skulle huske at ringe af, når man havde talt i telefon, så telefonoperatøren vidste, at linjen ikke længere var optaget. Den præsentation han giver af telefonen, skrivemaskinen og grammofonpladen er i sig selv en historisk introduktion til nutidens børn, idet han sammenligner det gamle med 1995-udgaver af mobiltelefonen, den bærbare pc’er og cd’en, som det allernyeste indenfor moderne teknik. Det giver julekalenderen lidt ekstra charme. Til gengæld er der en ikke særlig charmerende computergrafik, som ruller hen over skærmen mens intro-melodien spiller ved hvert afsnit. Animationen, som forestiller Den Gamle By er grim og klodset (også for noget fra halvfemserne), og det er mærkeligt, at man har valgt den slags billeder frem for optagelser af Den smukke Gamle By, som udgør en fantastisk kulisse i alle 24 afsnit.

Selvom den er primitivt filmet og halvdelen af replikkerne er alt for træge, er Hallo, det er jul! en rigtig fin julekalender for børn op til tolvårsalderen med et fint soundtrack og en god portion julestemning.

Julekalender og julekøn

Børn er altid blevet opdraget med eventyr. Et eksempel er Rødhætte & Ulven, som siden 1600-tallet har lært børn, at de skulle gøre, hvad de voksne sagde, hvis de ikke ville udsættes for farer. Fortællinger bliver stadig brugt til at lære børn om livet og hvordan det skal håndteres. Ikke mindst hvordan kønnene optræder overfor hinanden. Julekalenderens eventyrlige underholdning er en del af vor tids kulturelle opdragelse og hvordan ser det ud med kønnene i de populære tv-serier ved juletid?

Julen er en nostalgisk tid hvor man længes tilbage til hvid jul, klejner – og nogle gange også til gamle kønsroller. 2009 ser ud til at være et godt år for den kønsbevidste jul. TV2 genudsender Jesus og Josefine(2003) om den 12årige Josefine, hvis familie er personificeret ligestilling. Moren er præst, faren er lærer og vil gerne lave en bagebog. I parallelverdenen Nazaret år 12 er der en (næsten) helt almindelig familie med en pubertetsdreng, hans stedfar Josef, som slås lidt med at finde sig tilpas med den rolle og moderen Maria, som er lidt af en hønemor. DR bringer en helt ny produktion, som hedder Pagten. Det er naturligvis ikke til at vide om der er ligestilling i universet af trolde og magi før den 24. december. Men det tegner godt, for forfatteren Maya Ilsøe stod også bag Absalon(2006) om den handlekraftige Cecilie, som gerne vil være arkæolog. Hun opklarer et 1000 år gammelt mysterium sammen med drengen Hubert. Der er masser af girlpower og ligeså meget boypower.

I ’70erne blev der produceret en mængde dukkekalendere. F.eks. Kikkebakke Boligby(1977), hvor der eksplicit blev byttet om på rollerne med en far, der er vild med at vaske op og en branddame. Nissebanden(1984) er en flok anderledes nisser med drengenpigen Pil, divaen Gemyse, kogekonen Lunte, den teaterglade Skipper og den kastrerede patriark Hr. Mortensen. Men det er langt fra alle kalendere, som er så progressive. Torvet(1981) er en stor kønskliché: Ella er moderlig, blid, omsorgsfuld og laver mad mens Karl Emil er den faderlige skikkelse fra sø og skov. Pigen er bange, drengen er modig og så er der skorstensfejeren og bagerjomfruen som i al deres feminitet og maskulinitet naturligvis må blive kærester. Jul i Gammelby(1979) er ikke meget bedre: Hovedrollerne er patriarken med masser af autoritet og hans smukke, blonde hustru. Det er ingen undskyldning at historien foregår i gamle dage. Bare se på Josefs stedfarproblematik i Jesus og Josefine.

TV2 er ikke bedre end DR. Pyrus synger i Alletiders jul(1994), at han vil have ”mere ramasjang og tjubang” - men åbenbart ikke når det gælder køn. I rigsarkivet går Josephine rundt og passer på sin lille far og sørger for at han får noget at spise mens han ordner sit arbejde – ligesom i Far til fire. I de efterfølgende Alletiders nisse, Alletiders julemand og filmen Pyrus på pletten er nissepigen Kandis kommet til. Som den fornuftige og pligtopfyldende pige hun er, passer hun på at Pyrus ikke kommer galt af sted og sørger for at han får noget at spise. Jul i Valhal(2005) slog fra første sekund kernefamilietonen an. Enebarnet er stakkels pga. sin karrierekvindemor. Og det er i det hele taget hårdt at være skilsmissebarn. Heldigvis møder den enlige mor en mand, så hun ikke længere skal være enlig. Deres konflikter i løbet af de 24 afsnit er som taget ud af bestselleren om parforhold Mænd er fra Mars Kvinder er fra Venus. Og så er der en rigtig mormor, som går hjemme og bager hele tiden og synes det er så hyggeligt at gøre rent. Til gengæld er der en parallelverden med en flok herlige nordiske guder, der leger med kønsklichéerne - nærmest som var de drag queens.

Det går lidt op og ned med kønnene op til jul. Men i samtidens kulturelle juleopdragelse, ser det ud til at der bliver flere og flere måder man kan være dreng og pige uden at være forkert. Og hvad kan man ønske sig mere af julemanden (og hans kone) end kønsmæssig frihed for julestemte, nisseglade børn?

A Christmas Carol

Det er ikke første gang Charles Dickens A Christmas Carol er blevet filmatiseret. Det er en brandgod historie om griskhed, venlighed, bitterhed og glæde, om at kigge tilbage på sit liv og fortryde og om at beslutte sig for at starte forfra. Den nye animerede udgave er tro mod den gamle historie i en moderne indpakning.

Noget, som altid er en udfordring i filmatiseringerne af Dickens bedst sælgende roman, er at fremstille den nærige, menneskehadske Scrooge efter besøget fra de tre ånder i løbet af julenat. Altså hvordan han julemorgen opfører sig. Det meste af livet har han opført sig helt og aldeles modbydeligt overfor alt og alle, og kun interesseret sig for penge. Men efter at have haft besøg fra dødsriget og fra julens ånder, er den gamle mands øjne blevet åbnede. Ofte bliver den forhenværende pengepuger ufrivilligt udstillet som om han er blevet sindssyg eller ubegavet. Det er fordi det er meget svært at vise, at han så pludseligt - i skærende kontrast til aftenen før - har fået appetit på livet og lyst til at glæde andre mennesker. Det lykkes ganske godt under Robert Zemeckis instruktion af genfortællingen om Ebenezer Scrooge. Jim Carrey, som er en sand stemmens mester, rammer den scroogeske surhed med præcision og nuancerer den svære forvandling på raffineret vis.

Der skal en hel del til for at skabe en uforglemmelig filmatisering af en julehistorie, som siden dens bogudgivelse i 1843 og filmmediets opfindelse i 1895, er blevet fortalt så mange gange, at den ser ud til at være mere kendt end juleevangeliet. Det forsøges her med et storslået computeranimeret univers af 1800tallets London og spøgelser og ånder, som man ikke har set dem før. Der gives en helt anden fornemmelse af rigtige mennesker end i andre computeranimerede film, som f.eks. den nye OP. Karakterernes måde at bevæge sig på er uhyre virkelighedstro, men engang i mellem falder den ellers så naturalistiske animation igennem. F.eks. med birollen Fezziwig, som danser på en mere unaturlig måde end i de film, der ikke engang prøver at kopiere virkeligheden. Den animerede form kan noget som live action ville blive hæmmet af med kameravinkler og special effects. Men de ubegribeligt flot lavede karakterer kan ikke gengive det glimt i øjet, som rigtige mennesker har. Det giver filmen en lidt upersonlig stemning. Til gengæld er der masser af smukke engelske julesalmer, hvilket passer perfekt til titlen og kan sprede noget tiltrængt varme i filmen.

Blandt de mange, mange filmatiseringer kan nævnes A Christmas Carol – The Musical fra 2004 med Kelsey Grammer (Fraser) i hovedrollen som en syngende Scrooge. Den er for alle dem, som elsker musicaluniverset, som man kender det fra Andrew Lloyd Webber. Scrooge fra 1970 med Albert Finney i hovedrollen. Han har af mange filmskribenter fået status som den rigtige Scrooge. I 1983 udkom den tegnede Mickey’s Christmas Carol med Joakim von And som den julefjendske Scrooge og Mickey som hans underbetalte ansatte. Denne anmelders favorit er Muppets Juleeventyr fra 1992 med selveste Michael Caine som Scrooge og alle de kendte dukker i forskellige roller. De fire nævnte film er alle meget tro mod bogen. Dertil kommer alle de julefilm for børn og/eller voksne, som er inspirerede af Dickens i stærkere eller mildere grad.

Den sidste nye Christmas Carol er også tro mod den oprindelige kilde. De officielle anbefalinger er at biografgængerne er mindst 11 år, hvilket er meget passende. For udover at være tro mod det originale plot, er den nye film også tro med den originale uhygge. Så er man 10 år eller under kan man kaste sig over de fire nævnte ældre film. Er man 11 år eller derover og endnu ikke har stiftet bekendtskab med Mr. Scrooge, så er det med at komme i gang! Og man kan meget vel starte med den nyeste af dem alle sammen.

Jelne og Kaiser (og Henrik og Sara og Henriette)

Jeg sidder i lufthavnen. Jeg skal til Berlin. For en time siden fulgte Henrik mig til Terminal 2 og sagde "God tur" og "Jeg elsker dig" og jeg følte mig velsignet. Men det er ikke det jeg tænker på nu. Om fem timer sidder jeg i Saras lejlighed, som engang har haft Berlinmuren i sin baghave, og hyggesnakker med hende og Ask. Sara, som jeg altid sagt skulle melde sig til Americas Next Top Model. Det er bare for sjov. Men hun kunne have gjort det, hvis hun havde villet. Men det er ikke det jeg tænker på. Jeg tænker på at jeg da ikke skal sidde her i lufthavnen og græde. Jeg er 13 sider inde i en roman. En pige, der hedder Jelne (sikke et sært navn) hælder billeder ud på gaden. Hun smider dem ikke. Hun hælder dem. Kasper er sammen med en, der hedder Lise og Jelne hælder billeder af sig selv og Kasper ud på gaden. På Nørrebrogade. Dér i starten af gaden ved bageren og kiosken og posthuset, hvor Henrik boede, da jeg mødte ham for fem og et halvt år siden. Jeg har læst 13 sider, men det er måske allerede efter 13 ord jeg var grædefærdig. Jeg er overrasket og tænker, at jeg hellere må samle mig. Easyjet venter jo ikke fordi Jelne er blevet alene igen, som hun selv siger det ud i luften til sin morfar.
Jeg har aldrig læst i en flyver før nu. Ligesom jeg aldrig plejer at læse i en bil eller en bus. Det fandt jeg ud af som barn, at jeg skulle lade være med. Jeg blev så køresyg, at jeg måtte kaste op i grøften flere gange, fordi jeg 8 år gammel ikke kunne lade være med at læse i Det lille hus på prærien på bagsædet i min mors røde peugout. Eller nej, det var nok en af de senere bøger i serien. Jeg vælger at trodse kvalmen og bliver hos Jelne i flyveren. Hun slås også med kvalme og med ikke at græde, når hun går rundt om juletræet. Jeg har også prøvet det. At et billede af mig og en anden én blev revet midt over. Lige midt i julen og december og alt, hvad der burde være hyggeligt. Og man tror, at man aldrig bliver glad igen. Ligesom når det regner i stride strømme, så tror man aldrig at solen vil skinne igen. Det sagde Lilian, da jeg var til specialemøde et par dage efter jeg var kommet hjem fra Berlin. Vi mødtes en fredag hvor himlen var revnet og man blev så gennemblødt, at man aldrig troede man skulle blive tør igen. Der sagde Lilian: "Når det regner så meget, virker det som om solen aldrig vil skinne igen."
Men det vil den jo, solen. Og jeg vil have at den skal skinne på Jelne. Jeg ville ønske, hun skulle til Berlin og besøge én, der er lige så sød som Sara. Og at Jelne sad og glædede sig i flyveren i stedet for at sidde med ryggen mod radiatoren i Kaspers lejlighed, som før var deres. Jeg holder vejret, for Henriette E. Møller tvinger mig til at læse langsomt. Det gør ondt med alle de langsomme ord, og jeg kommer til at synge lidt inde hovedet, for der er sange flettet ind i sætningerne. Men jeg er bekymret for Jelne. Jeg når til side 45 og ånder lettet op, for dér er der nogle tanker, som er faldet på plads for Jelne.

Første maj aftalte Sara og jeg et par dage i juni, hvor jeg skulle komme til Berlin og besøge hende. Så skulle jeg holde pause fra specialet, se min tidligere kollega, som jeg plejede at se så mange gange om ugen og så skulle hun vise mig sit Berlin. Og ugen efter skulle jeg være specialefri på Bornholm sammen med Henrik. Det kunne godt være lidt panikfremkaldende at planlægge to uger væk fra skriveriet. Men man skal nyde livet.
Derfor bestilte jeg to romaner på biblioteket. Åhhh... To romaner! For første gang i et halvt år, skulle jeg læse noget, som jeg ikke skulle skrive om eller på anden måde stå til regnskab for bagefter. Først fik jeg en mail og en sms om at den ene bog var klar til afhentning. Et par dage efter kom der sms og mail om den anden bog. Jeg blev ved med at udskyde det. Jeg skulle lige skrive et afsnit færdigt. Jeg skulle lige til vejledningsmøde. Så dejligt det altid er at være til vejledningsmøde hos Lilian Munk-Rösing. Så fokuseret jeg bagefter er. Jeg skulle lige skrive lidt mere.
Mandag den 8. juni var jeg stresset om morgenen. Jeg havde ikke pakket. Jeg skulle snart til Berlin. Jeg havde ikke hentet mine bøger. Og den første af dem skulle have været hentet i lørdags. Henrik gik over til biblioteket på Blågårds Plads med mit sygesikringsbevis og kode. De var der heldigvis begge to, og Henrik (min evige redningsmand) overrakte mig de to skatte. Som når man på den første bryllupsdag skal have en papirgave.
"Jelne" står der på den ene. Og det er rammet ind med en rød kant. Som et diplom. Coveret er blændet af lyset fra et åbent vindue med et blafrende gardin. "Kaiser" står der på den anden. Det er understreget. Som en signatur eller fordi nogen virkelig mener det. Der står to kufferter i en lysstråle. De er måske klar til at komme med på tur. Med til Berlin. Eller de er måske lige blevet sat der. Måske har de stået der længe. Og så var der en, som lige fik øje på dem. Eller også er de blevet helt glemt. Ovenover "Jelne" står der Henriette E. Møller. Alle bogstaverne har den samme grå farve. Ovenover "Kaiser" står der Henriette E. Møller med den samme røde farve, som indrammer ordet "Jelne" på den anden bog. Navnet Jelne. Det passer godt på det, der inden i. Hvis man byttede navnene Kaiser og Jelne ud, ville det også passe godt. Kaiser kunne godt være et diplom og et åbent vindue. Og Jelne kunne godt være en signatur eller noget nogen virkelig mente med rejseklare kufferter nedunder. Men det ved jeg ikke endnu, når jeg står med bøgerne i hånden for første gang.

Jeg er overrasket over hvor meget Jelne fylder i mine tanker, men/og jeg er nødt til at lade hende være, dér, hvor hun er. På side 45. Det er et godt sted. Dér hvor man har besluttet sig for noget. Og Sara og jeg spiser dejlige middage, dejlig cheesecake, dejlig brunch. Vi ser på masser af kunst. Vi snakker om det valg, der lige har været, om vores gamle arbejdsplads (som nok ikke kan undvære os), om fremtiden, om Berlin, om København, om vores kærester og jeg fortæller om Jelne. Den bog vil Sara også læse. Hun har den faktisk. I København. "Det er et underligt navn, Jelne" siger Sara. "Ja, det er" siger jeg. Og så snakker vi om navne. Sara synes, at Hassel og Ene er pæne navne, men måske bliver man ene og alene, hvis man hedder Ene? På det tidspunkt ved vi ikke, hvad Jelne betyder.
Hun er med i tasken, Jelne. Tasken er med på gallerier, restaurenter og jeg tager et billede af Sara, Jelne og mig udenfor K.W. Om onsdagen tager Sara mig med på arbejde og jeg ser "hendes" galleri. Det er et dejligt sted. Det ligger tæt på Check Point Charlie. Da jeg skal hjem, tager jeg U-Bahn fra Friedrich Strasse ved check point'en til Oranien Burger Strasse og derfra S-Bahn til Schönefeld. Jeg har været Berlin tro. Nu kan jeg rette mig mod Jelne igen. Vores billeder, som er blevet revet over, og Jelne, som også flyttede skole et par år inde i skoleforløbet. Og Jelnes morfar, som forklarer mig hvad Jelne betyder.
Henrik henter mig i Kastrup, og jeg elsker ham højere end nogensinde, selvom jeg er nødt til at læse færdigt, når vi er hjemme. For torsdag den 11. skal jeg samle mine tanker og fredag den 12. skal jeg mødes med Lilian i regnvejr. Og så kan Jelne ikke spøge.

Jeg beslutter mig for at skrive noget om Jelne. Det første gang i 6 mdr. jeg læser noget, jeg ikke skal skrive om. Men jeg er nødt til det. Jeg vil lægge det ud på min blog, som nogen måske vil læse. Det skal ligge der som en anbefaling. Det skal ligge der som en hilsen til Henrik, til Sara og Henriette. Henriette, som jeg mødte i september i 2004 på KUA, hvor vi fulgte fagene Kulturlivets insitutioner og Kulturjournalistik. Jeg kan sagtens huske hendes skriftlige præsentation: I gymnasiet, hvor hun "døde af ulykkelig kærlighed en gang om ugen." Det gjorde jeg ikke. Men det gjorde jeg næsten, da jeg var blevet færdig med gymnaiset. Og det var lige så alvorligt som Jelnes dødsfald. Heldigvis er det ikke kun katte, som har flere liv. Det har mennesker også. Ligesom bøger og tv-serier. Når Jelne tænker "sådan dør jo alle" om sin morfar, der har fået hjertestop, så får Ingeborg Skjern et ekstra liv. Og når Daniel troede, at det var to twisters og ikke to drifters i Moonriver, så liver Carrie og Mr. Big's kærlighed op igen. Deres kærlighed har mange liv. Også et i Kaiser. Og sådan kan Henriette give gamle karakterer nyt liv.
Jeg elsker Sex and The City og jeg elsker Matador. Det gør Henriette også, kan jeg se. Og Americas Next Top Model. Vi skriver nogle gange beskeder til hinanden om Top Model på Facebook. Det er bare for sjov. Men så bliver Henriette igen flettet ind i mit liv. Ligesom på KUA for 5 år siden. Dengang var det heller ikke de alvorligste emner. Jeg kunne godt lide hende. Hendes venlige stemme og roligt observerende øjne bag brillerne under pandehåret. Og hendes repportage var den bedste blandt alle de mange ivrige skribenter på holdet. Hun havde været til bingo. Eller hedder det banko? Der var en til bingo, som var glad for ikke at vinde noget, for så var det ikke sikkert, man nåede bussen bagefter. Og jeg blev glad, da der også var lidt bingo med i bogen. Tænk, så mange minder, oplevelser, tanker, følelser man rummer. Ting, der er sket, som man havde glemt at man huskede, men som får nyt liv engang imellem.

Søndag den 14. tager Henrik og jeg til Bornholm. Vi kører forkert i Sverige men når heldigvis færgen fra Ystad til Rønne. Det er et af de smukkestes steder i verden, Bornholm. Det synes jeg lige nu. Men det så jeg ikke på lejrskolen i 7. klasse. Vi bor i et lille, gult hus med rødt bindingsværk og en stor grøn have fuld af krogede frugttræer. Det heder Enghuset, og ligger på Bobbevej lige ned til havet. Det er den skønneste plet på Bornholm. 2 km nord for Gudhjem. Det er den sødeste by på hele øen. Og jeg er her sammen med Henrik.
Ind i mellem kærlighed, historie, natur, kultur og folkeskoleklasser, som minder mig om hvor ene og alene og jelne, jeg følte mig dengang, læser jeg om Ida og Agnete og Ebba og Albert, som alle hedder Kaiser til efternavn. Og igen er det som om Henriette skriver om mig og til mig. Da min morfar døde var der også en mærkelig lugt og mærkelige følelser. Og han så anderledes ud. Min mor er også uddannet sygeplejerske og var meget professionel. Hun ordnede meget. Sådan kan man håndtere livet og døden. Hun ville måske se sig selv i Agnete. Jeg kan i hvert fald se noget af hende i Idas mor, Agnete. Og min mormor, som både blomstrede op og ikke helt forstod, at han døde. Hun har stadig hans navn på hendes dør. Og Ida, som efter mange år på KUA bakser med specialet (og savner Jelne). Og Agnete, som skal gennem Check Point Charlie i 1983.
Jeg ved ikke om det er den fantastiske natur på Bornholm, en hel uge væk fra specialet (jeg har ikke engang skrevet på det i hovedet), de 8-10 skoleklasser, vi er stødt på (heldigvis hurtigt og smertefrit) eller Jelne i sidste uge og Kaiser i denne uge - uanset hvad det er, så har jeg drømt flere drømme i løbet af ugen på Bornholm end jeg har i hele 2009. Jeg har drømt om tid, familie, situationer, personer, ting, der er sket, ting, der kunne være sket, ting, som for håbentlig kommer til at ske - og ikke ske. Ting, som har formet mig - og som i deres fravær har været mindst lige så identitetsdannende for mig, for Jelne, for Ida, for morfædre, mødre og mange, mange andre.
Nu sidder jeg fredag den 19. juni og skøjter hen over de sidste 12 dage i mit liv. Udsigten her fra Enghuset ned gennem haven og ud over Østersøen har ikke været smukkere. Om lørdagen er den endnu smukkere. Og søndag er den allersmukkest og så skal vi hjem. Vi har haft solskin alle dage. Så snart vi er kommet i havn i Ystad begynder det at regne. Så er vi snart hjemme. Og det er tørvejr, når vi kører over broen til Danmark. Himlen er lyserød om aftenen på Nørrebro. Den har måske ikke være smukkere. Og nu er det mandag den 22. juni. Jeg kigger ud fra lejligheden på Rantzausgade, ud forbi altanen over til muren, hvor nogen har skrevet ELSK med store. Der er masser af blå himmel og solskin. Jeg har oplevet de sidste to uger én gang til. Og jeg vil snart aflevere bøgerne på biblioteket. Jeg vil lade bogmærkerne være i. Et Tageskart fra Berlin i Jelne og kvitteringen fra Østerlars Kirke i Kaiser. Det er mine små hilsner til Jelne, familen Kaiser og kommende læsere.

Splatterfilm: Den forhadte filmgenre og det oversete kønsperspektiv

Jason Voorhees er genopstået med sin hockeymaske for 10. gang. Fredag den 13.-serien har fået endnu en splattet efterfølger. Desværre er det ikke alle, som har opdaget, at genren har udviklet sig. Den har ellers grænsesøgende kønsroller, 35 år, nye heltetyper, Quentin Tarantinos taknemmelighed og bunkevis af film på den blodplettede samvittighed.

(For en kortere gennemgang af slasherfilmen læs min kronik i Information fra den 13/3-09 http://www.information.dk/185249 )

Slasher er en genre, som fra starten blev regnet for at være en vulgær bastardefterfølger til gyserfilmen. Men efter godt 35 år er det på høje tid at tage den seriøst. Fredag den 13. - det sidste nye skud på den blodige stamme lægger sig solidt op af rødderne fra 1970erne og ’80erne, samler op på de elementer der er blevet tilføjet genren undervejs og byder på nye trends, som vi højst sandsynligt vil komme til at se mere til. Fredag den 13. er en slasherfilm. De første af slagsen så dagens lys – eller rettere nattens mulm og mørke - i midten af 1970erne og bar titlerne Black Christmas, Halloween og The Texas Chainsaw Massacre. I ’80erne fik genren et boom – ikke mindst pga. den første Fredag den 13. som spredte uhygge i biograferne i 1980. Udover den monstrøse morder handler slasherfilmene om piger og drenge i slutningen af teenageårene eller starten af tyverne. De unge er som regel taget på weekend i naturen eller er af andre årsager væk fra civilisationen, hvor de eksperimenterer med rusmidler og sex. Ofte er de, der eksperimenterer mest, de første som bliver slået ihjel. Morderen er en outsider af få eller ingen ord, som alene med sit udseende skræmmer de unge fra vid og sans. Våbnene er ofte gammelt rustent værktøj, som ikke var designet til at dræbe med, hvilket gør mordene meget smertefulde og langsomme med meget store blodtab.

Stærke, svage og splattede køn
Fælles for slasherfilmene har i mange år været, at ofrene er mange og ikke tilfældige: De unge, smukke og seksuelt aktive mænd og kvinder myrdes. Den eneste overlevende er den pige, der gennem filmen oplever mest smerte og angst; hun er vidne til sine venners brutale udslettelse, hun flygter, skriger og beder for sit liv. Hun personificerer håbløs fortvivlelse, men er ikke desto mindre den, der slutteligt vender sig imod og tilintetgør monsteret. Denne karakter "the final girl" er mindre eller ofte absolut uinteresseret i sex i modsætning til sine seksuelt aktive venner og veninder. Hun har ofte et drengenavn som Alex, Sam eller Charlie, og hun er en bogorm, tekniknørd eller spejdertypen. The final girl repræsenterede en ny karaktertype, en "victim-hero". Med undtagelse af sin seksuelle inaktivitet er hendes øvrige karakteristika traditionelt maskuline og hun fremstår på mange måder drenget.

Slasherfilmenes køn er ikke altid sort-hvide, forstået på den måde, at morderen og the final girl ikke nødvendigvis repræsenterer det henholdsvis "mandlige" og "kvindelige". Identifikationer er ikke entydige, men flydende og delte, spændt ud mellem flere og forskellige aktører. Final girl-karakteren tilbyder det mandlige publikum identifikation på flere niveauer: Den smerte og lidelse, hun personificerer, tilbyder på fantasmatisk niveau, den mandlige tilskuer en masochistisk identifikation, så han lystfuldt kan lide og pines. Derudover er der den sadistiske nydelse ved at se en kvinde lide. Undersøgelser af publikumrespons viser, at den mandlige seer skifter frem og tilbage mellem masochismen og sadismen. Identifikationen kan kun realiseres gennem et kvindeligt identifikationsobjekt, da det, i det traditionelle patriarkalske samfund, er uacceptabelt for mænd at udtrykke angst og magtesløshed. På et andet plan identificerer det mandlige publikum sig med 'en af deres egne', fordi the final girl er maskuliniseret, ikke blot af ydre, men også af indre. Den aktivt kæmpende kvinde er så tilstrækkeligt maskulin, at hun ikke forstyrrer forestillingen om maskulin kompetence. Hun bliver næsten intetkønnet, og kan derfor bruges som identifikationsobjekt af alle seere.

Det er ikke kun the final girl, som er kønsmæssigt flertydig, med også den mandlige morder: Slasher -filmens psykopatiske seriemorder er outsider, ofte maskeret eller deform og i besiddelse af en nærmest umenneskelig styrke. Fælles for størstedelen af de psykopater, man møder både i de psykologiske horrorfilm og slasherfilmene, er, at de - på en eller anden måde - er seksuelle afvigere. Mordet i sig selv, idet morderen borer et udpræget fallossymbol - en kniv, syl, motorsav eller økse - dybt ind i sit skælvende offer, repræsenterer et udbrud af den undertrykte maskuline seksualitet. Samtidig er morderens manglende maskulinitet i traditionel forstand - i kraft af hans udprægede seksuelle forstyrrelse - indiskutabel. Det er transvestitter, transseksuelle og frustrerede mænd fastlåst i barndommen, som repræsenterer en begrænset, perverteret maskulinitet, en udpræget kønsforvirring – de er feminiserede. Hitchcock-klassiskeren PSYCO er blevet en klassiker indenfor den psykologiske horrorfilm, fordi morderen netop er et monster, der rummer alle disse elementer af perversitet, fastlåsthed i barndommen og feminisering.

Morderen og the final girl er altså både i besiddelse af en iboende maskulinitet og en iboende feminitet. Skurken rummer på negativ vis projicering af begge køn, som man kender det fra de klassiske gyserfilm, mens helten tilbyder identifikationsmuligheder for begge køn på positiv vis. Slasherfilmen er ikke just progressiv når det kommer til skurken, som stadig må tækkes med den gamle angst for seksuelt afvigende mænd. Til gengæld har filmene fabrikeret en ny kvindetype - en stærk, selvstændig, modig kvinde personificeret i the final girl, hvis maskuline kompetencer resulterer i hendes overlevelse, og slutteligt hendes tilranelse af fallos, da hun griber monstrets motorsav eller syl.

Nye kødboller på blodsuppen
I Fredag den 13., som passende havde premiere fredag den 13. februar i år, er historien og karaktererne ikke skåret over præcis samme læst. Den er dog meget tro mod genren, og der er absolut mange genkendelige elementer. En gruppe feststemte unge er taget på telttur i nærheden af en forladt og forfalden lejrskole ved Chrystal Lake. En af de unge kender en vandrehistorie om lige præcis denne sø og denne lejrskole. Historien handler om de unge lejrskolelærere, som ikke var i stand til at redde et af børnene fra at drukne. Den druknede drengs mor hævner sig ved at myrde de unge ansatte i lejren. Men drengen mistede ikke livet i søen, og efter ønske fra moren fortsætter han hendes ærinde ”Kill for mommy”. Ingen af de tilhørende rundt om bålet tager vandrehistorien alvorligt, og vælger i stedet at tilbringe aftenen to og to eller på enmandshånd i den mørke skov.

Efter de første 10 minutter, som er beskrevet ovenfor, plejer det ikke at være svært at regne ud præcis hvordan den kommende halvanden time ser ud – hvis man har set nogle af de tidligere slasherfilm. Men sådan var det ikke med den nye Fredag den 13. De beskrevne 10 minutter er blot optakten til filmen – og optakten giver publikum præcis det, som de forventer – et typisk teltturs-setup, men det er ikke de camperende unge, som filmen kommer til at handle om. Til læseren, som vil i biografen for at se Fredag den 13. og ikke har lyst til at kende hele handlingen og slutningen, bør du stoppe din læsning her.

The final girl er ikke den eneste, som overlever. Hun er rent faktisk slet ikke med i filmen. Jason er den egentlige hovedrolle i filmen. Det er ham, som det hele handler om – eller rettere: Det er den angst, som breder sig blandt menneske på det hvide lærred og gyset, som efterfølgende plantes blandt menneskene i den mørke biograf. Generelt er biroller sjældent de mest komplekse karakterer, men i den nyeste Fredag den 13. har skuespillerne mere at gøre med end i de traditionelle slasherfilm. Filmens røvhul er den arrogante Trent, som har inviteret en flok unge med på weekend i en jagthytte. Det er hans fars hytte – og det er ganske forståeligt at han ikke ønsker, at de andre unge skal smadre møblerne og brække sig på tæpperne i løbet af deres druklege. Karaktererne er stereotypiske – men det er ikke de samme stereotyper, som for 30 år siden. Dengang ville den jomfruelige Jenna have overlevet. Hvis hun havde været mere drenget og ikke var kærester med Trent, vel at mærke. Whitney, som ikke protesterer, når hendes kæreste snakker om sex, ville ikke have overlevet – men hun viser ikke sin nøgne krop, og derfor ville hun have været blandt de sidste, som blev myrdet i et meget detaljeret blodbad. Clay er en dreng – og derfor ville han helt sikkert være blevet slået ihjel – han er en af the good guys og derfor ville vi ikke se de smertefulde pinsler blive trukket i langdrag.

Kønnene er mere sort-hvide end i de traditionelle slasherfilm. Drengene er drenge og pigerne er piger. Og måske lige lovligt stereotypiske, hvad det angår. Men det er ikke den mest maskuliniserede dreng og den mest feminiserede pige, som står tilbage som helte. Machomanden og den blonde babe må vige pladsen for det følsomme søskende par – og på den måde går slasherfilmen endnu engang mod de traditionelle kønsroller i mainstreamfilmen. Det er personer, som er genkendelige fra den virkelige verden. De er unge og smukke, ja, men de har også en fortid - de har ligesom Jason mistet deres mor alt for tidligt – hvilket gør hele fortællingen mere menneskeligt nærværende end tidligere.

Det er ærgrerligt, at Danmarks mange filmanmeldere ikke har set noget af dette i den nye Fredag den 13. Filmen har generelt kun høstet sløje anmeldelser – og Information ar slet ikke anmeldt den. Politkens anmelder slet ikke har set noget af dette. I 1996 dekonstruerede filmen Scream slashergenren ved at lave en splattet film med udpræget – og absolut frivillig komik. En af hovedpersonerne af har tygget sig igennem alle de klassiske blodbad og afskårne lemmer indenfor genren. Han ved derfor hvordan man overlever en monstrøs massemorder, som den, der hærger hans skole. Filmen fungerede fint som gyser og samtidig som forelæsning om genren tilsat vanvittig kirkegårdshumor. Scream blev et Blockbusterhit. I dette årtusind har man så småt kunne opleve en ny trend – nemlig sammensætningen af unge, som er anderledes end tidligere. Og ikke mindst de heldige overlevende, som ikke alle sammen passer ind i på de samme hylder. Den nye trend har med Fredag den 13. fundet sin egne ben at løbe panisk rundt på, og vil nu kunne regnes for et nyt element i den efterhånden gamle genre.

Seriøsitet og splat
”Splatterspekulanter” stod der i anmeldelsen i Politiken fredag den 13. februar. Der spekuleres altid i film – i alle genrer. Især når filmen henvender sig til unge. Det er slashergenren ikke ene om. Men hvad denne type film heller ikke er ene om – og heldigvis for det, da det i virkeligheden er det, som får filmhjulene til at køre rundt – er der både kolde spekulanter og ivrigt bankende hjerter bag de blodklistrede film. Genren har en trofast fanskare og en stor gruppe biografgængere, som gerne springer på med mellemrum, når nye gys sendes på gaden. Der er heller ingen tvivl om at mange af de medvirkende skuespillere, instruktøren og producerholdet bag den biografaktuelle fortælling om Jason hører til blandt massakre-entusiasterne. Ligesom den prisbelønnede manuskriptforfatter og instruktør Quentin Tarantino, der står i taknemmeligheds gæld slashergenren hvad angår den voldelige æstetik.

En taknemmelighedsgæld, som indfries med intertekstuelle referencer i hans film – som f.eks. i Pulp Fiction da Butch(Bruce Willis) lister ovenpå mens Marcellus Wallace bliver voldtaget Zed. Indsmurt i blod griber Butch fat i flere forskellige falliske våben indtil han vælger sværdet, som han på bedste final girl-vis opsøger voldtægtsmanden med. Og ikke mindst i Death Proof, hvor han dekonstruerer the final girl og gør hende til ”the final girls”. Tarantinos taknemmlighed udtrykker han ikke kun til filmkendere i forskellige scener, men siger interviews højt og tydeligt, at den såkaldte B-film er hans foretrukne film og største inspiration. De danske anmeldere var dog ikke inspireret af Fredag den 13. – i Berlingske Tidende og Ekstra Bladet fik den ligesom i Politiken 2 stjerner, Jyllands Posten var helt nede på 1, mens den i B.T. fik 4 stjerner af anmelderen, som forsikrede læseren om at han bestemt syntes det var en hjernedød film om end ganske underholdende.

Slasher er en undergenre til gyserfilmen, som bør tages seriøst. Fordi den siden 1974 har haft et fantastisk greb det om unge publikum. Det har den stadig – og har bevaret mange af sine trofaste fans gennem de sidste 35 år. At kunne levere et gys er ligeså værdigfuldt som komedien der kan levere et grin – og derfor har den sin egen genremæssige plads i biograflandskabet. Udover det er der den opdragende effekt i filmene – som i alle andre kulturprodukter. Filmene har åbnet en helt ny verden af muligheder for identifikation på tværs af køn ved at lade the final girl være både dreng og pige på én gang. Nu sætter filmen de typiske maskuliniserede og feminiserede filmhelte på prøve på en ny måde, ved at lade en ny drenge- og pigetype overleve massakren. Den slags sætter sig i underbevidstheden hos det store filmpublikum, og kan med tiden afkaste nye måder at agere på. Ikke kun hvis vi skulle møde en kæmpestor eneboer med en maske for ansigtet eller en motorsav i hånden – men i vores generelle opfattelse af rigtigt og forkert indenfor køn og identitet.

Herskab og tjenestefolk

Mit favoritteater, Camp X, har endnu engang sat en varm kartoffel på menuen. Denne gang gælder det au pair piger og importeret omsorg. Det er et emne, som har fået lov at fylde lidt i TVAvisen og for et års tid siden blev der lavet et dokumentarprogram om sydøstasiatiske au pair pigers kummerlige forhold hos velhavende danske familier. Et par af de landsdækkende aviser har behandlet emnet og formiddagsbladene har haft afsløringer på forsiderne om at sex kunne være en del af den service, som manden i huset forventede af den unge pige.

Selvom det har haft nogle forsider og et program i den bedste sendetid, er det stadig et tabuiseret emne. Og hvordan skal man behandle det for at komme hele vejen rundt om emnet. Det er ganske sympatisk, når DR eller BT sætter sig for at afsløre de danske familier, som udnytter den udenlandske arbejdskraft. Og det er bestemt også nødvendigt, at det afsløres! Men det er ikke fremmende for en nuanceret debat om det at importere arbejdskraft på den måde. Journalistikken vil altid behandle de historier, hvor pigerne skal sove på gulvet og ingen fritid har under deres ophold i Danmark. Historien om askepot på forsiden sælger aviser. Samtidig gør den slags historier det alt, alt for nemt for alle de danske familier, som har ansat en au pair pige, og sørget for at hun har sit eget værelse og gjort det klart, at hun ikke skal arbejde mere end 8 timer om dagen, at distancere sig fra historierne om de kummerlige forhold. Det er selve idéen om det at hente folk til landet fordi der er arbejde vi ikke selv vil udføre, som skal under debat.

Teater er måske lige det, vi manger i denne debat, som i medierne enten koger over eller er gået helt ud af kog. Som regel det sidste. Camp X lader med Hush Little Baby en historie om et typisk dansk, tidspresset ægtepar udfolde sig for øjnene af publikum. Samtidig fortælles det, at kvinderne, som rejser fra deres lande for at drage omsorg for danske familer, må forlade deres egne familier. De kan sende penge hjem til mad og skolegang, men al deres praktiske omsorg går til den familie, som nu betaler for det. Undervejs i forestillingen bliver publikum serviceret af tjenstvillige piger fra Filippinerne.

Her er hvad Camp X skriver om stykket:

Far, mor, barn og au pair ”Jeg bruger 2½ time hver dag på at samle ninja turtles sammen og kravledragter”, sukker ægtemanden (Henrik Prip) i HUSH LITTLE BABY. Han synes, at familien skal have en au pair-pige. Det er nemlig hårdt arbejde at få ambitioner, helse, ligestilling og kærlighed til at balancere midt i en stresset hverdag. Hans kone (Anne Louise Hassing) stritter først imod, for hvor mærkeligt vil det ikke være at have en fremmed i huset. Men måske bliver au pair-pigen netop den faktor, der redder parrets ægteskab, når de gennem en årrække har au pairs til at hjælpe sig med børnene, madlavning, rengøring og en trøstende skulder. Filippinske kvinder rejser væk fra deres egne familier for at give deres familier et bedre liv med skolegang og mad på bordet. Og indtager en rolle i vestlige familier som frelsende engel, ligestillet hushjælp eller bare fremmed og billig arbejdskraft?

Socialpoetisk forestilling om menneskelige dramaer HUSH LITTLE BABY er en socialpoetisk forestilling om de menneskelige dramaer omkring en global problemstilling. Gennem hele forestillingen opfylder fire filippinske kvinder publikums behov – intet ønske er for stort, for nært, for pinligt, for grænseoverskridende eller for småt… eller er det?

Fredag den 13. er der ganske passende premiere på en ny film...

Der er liv i den gamle gyserserie igen! Jason Voorhees med ishockeymasken og myterne om lejrskolen ved Chrystal Lake er genopståede; Fredag den 13.-filmene har fået endnu en splattet efterfølger. Filmen er ren guf for den trofaste fanskare af Jason, som har fuldt ham siden 1980. Nye seere kan med fordel begynde her.

En gruppe feststemte unge er taget på telttur i nærheden af en forladt og forfalden lejrskole ved Chrystal Lake. En af de unge kender en vandrehistorie om lige præcis denne sø og denne lejrskole. Historien handler om de unge lejrskolelærere, som ikke var i stand til at redde et af børnene fra at drukne. Den druknede drengs mor hævner sig ved at myrde de unge ansatte i lejren. Men drengen mistede ikke livet i søen, og efter ønske fra moren fortsætter han hendes ærinde ”Kill for mommy”. Ingen af de tilhørende rundt om bålet tager vandrehistorien alvorligt, og vælger i stedet at tilbringe aftenen to og to eller på enmandshånd i den mørke skov.

Så langt så godt. Denne type film plejer at være meget forudsigelig. Efter de første 10 minutter, som er beskrevet ovenfor, plejer denne anmelder at have regnet ud præcis hvordan den kommende halvanden time ser ud. Glæden ved at se filmen færdig består i at få tesen bekræftet mens de mange chokeffekter rejser nakkehårene gang på gang. Sådan var det ikke med den nye Fredag den 13. Dog med undtagelse af de mange gys, som absolut er til stede med tilpas ujævne mellemrum. De beskrevne 10 minutter efterfølges af et twist, som ikke bør ødelægges for biografgængeren af for mange af sløringer.

Fredag den 13. hører til i en underkategori af gyserfilmen, som kaldes slasher. De første slasherfilm så dagens lys i midten af 1970erne og bar titlerne Black Christmas, Halloween og The Texas Chainsaw Massacre. I 1980erne fik genren et boom – ikke mindst pga. den første Fredag den 13. som ramte biograferne i 1980. Udover den monstrøse morder handler filmene om piger og drenge i slutningen af teenageårene eller starten af tyverne. De unge er som regel taget på weekend i naturen eller er af andre årsager væk fra civilisationen, hvor de eksperimenterer med rusmidler og sex. Ofte er de, der eksperimenterer mest, de første som bliver slået ihjel. Morderen er en outsider af få eller ingen ord, som alene med sit udseende skræmmer de unge fra vid og sans. Våbnene er ofte gammelt rustent værktøj, som ikke var designet til at dræbe med, hvilket gør mordene meget smertefulde og langsomme med meget store blodtab.

Slasher er en genre, som fra starten blev regnet for at være en vulgær bastardefterfølger til gyserfilmen. Men efter 35 år fortjener den at blive taget seriøst. Det sidste nye skud på denne blodige stamme lægger sig solidt op af rødderne fra ’70erne og ’80erne, samler op på de elementer der er blevet tilføjet genren undervejs og byder på nye trends, som vi højst sandsynligt vil komme til at se mere til. Skuespil, effekter, fotografering og lydspor er af solid kvalitet og historien er gennemtænkt fra start til slut.

Jason er tilbage…

Ny skinnende animationsperle

Makkerparret Disney og Pixar har med Bolt skabt endnu et mesterværk til perlerækken af animationsfilm. En hund, en kat og en hamster tager biografgængeren med gennem James Bond’ske actionscener, rørende roadmovie elementer og en børneudgave af Jim Carrey-klassikeren, The Truman Show. Filmen kan (og bør) ses i biograferne fra den 6. februar.

Der er langt fra den nuttede Bambi til den cool Bolt i filmen af samme navn - selvom det er en fantastisk sød animeret hund, som kan logre med halen og blinke med sine store hundeøjne. Bolt er tv-stjerne, men ikke selv klar over det. Han tror, at det er virkelighed, når han gang på gang redder pigen Penny ud af livsfare. Han er en moderne Lassie med blår i øjnene. Ligesom Buzz Lightyear troede, at han var en rigtig superhelt, og ikke et stykke legetøj i filmen Toy Story fra 1995, må Bolt midt i filmen indse, at han er en helt almindelig hund. Og ligesom hovedrollen i Peter Weir’s The Truman Show fra 1998 tager Bolt kampen op mod tv-stationens net af løgne.

Bolt er spækket med fantastiske karakterer i form af dyr og mennesker. Hovedrollerne består af de tre finurlige musketerer hunden Bolt, katten Mittens og hamsteren Rhino (rhino betyder næsehorn). Bolt tror, at han besidder overnaturlige kræfter, som skal bruges til at bekæmpe det onde. Mittens er en forladt huskat, der før mødet med Bolt lever et liv som nådesløs baggårdskat. Rhino tilbringer det mest af sin tid med at løbe rundt i en kugle, han er fan af tv-serien om Bolt og drømmer om et at komme ud på egne action-eventyr. Sammen rejser de tre dyr tværs over USA fra New York til Hollywood for at redde pigen Penny, som Bolt har spillet sammen med i tv-serien om superhunden. Som i alle roadmovies opbygges under turen et venskab, og med hjælp fra hinanden finder de tre personager sig selv. Der er bl.a. en meget underholdende scene, hvori Mittens lærer Bolt at være en rigtig hund, og forklarer om alle kattes hundekomplex. Blandt de andre figurer i fortællingen skal de vanvittigt sjove duer nævnes, fordi de på bedste fuglemanér personificerer den stereotype indbygger i New York, Hollywood og på bøhlandet.

Filmen om Bolt er en fornem videreførelse af en tradition, som startede i 1995 med Toy Story: Disneys brug af ikke-menneskelige karakterer i fortællinger om basale menneskelige problemstillinger flettet sammen med Pixars fantastiske computeranimerede fantasiverdener. I mellemtiden har partnerskabet fremtryllet bl.a. Græsrødderne, Biler, Find Nemo og Ratatouille. Film for børn bliver i dette selskab taget meget seriøst, og de fleste vil blive underholdt af dette nye skud på stammen. Actionscenerne kan i dette computerskabte univers sammenlignes med James Bond og Mission Impossible. Musikken til disse scener er skabt af John Powel, som lavede musikken til actionbraget Bourne-trilogien. Resten af musikken er ligesom resten af animationen lige i øret og i øjet.

Fjernsyn til rigtige mænd og rigtige kvinder

Danmark har fået en ny tv-kanal. Den satser på ét køn, og præsenterer sig således: ”6’eren er skræddersyet til den moderne mand med et mix af biler, sport, comedy, fight night, sci-fi og film.” Skal kvinder være nøgne for at kunne inkluderes i kanalen – eller må vi også være med på en kigger?

Blå og pink tv-kanaler
Blå er en drengefarve og pink er en pigefarve. Det er meget praktisk, at SBS, som er en del af Europas næststørste tv-net, har valgt at lade deres nye tv-kanal have et blåt logo. Kanal 4, som henvender sig til kvinder har et hvidt firetal i en pink firkant i øverste venstre hjørne. Så er den sidste tvivl ryddet af bordet, hvis der skulle herske nogen form for kønsforvirring. På 6’eren er der emmy- og goldenglobenominerede serier, film med kultstatus som f.eks. boksefilmene om Rocky Balboa med Sylvester Stalone i hovedrollen, The Girls Next Door – et realityshow om Hugh Hefners tre kærester, som nu kører på tredje år og dokumentarprogrammer om bl.a sorte huller i rummet.

På kanal4 dominerer Kaare Sand, som står bag De unge mødre, Singleliv og Reportagen. Programmerne De unge mødre og Singleliv sendes hver aften, og handler om hvordan det er at være, ja, ung mor og single. Reportagen sendes en gang om ugen, og handler ligesom de førstenævnte udsendelser om hverdagslivet - dog med forskelligt fokus fra gang til gang, f.eks. overvægt eller autisme. De er klippet sammen, så personerne ofte siger det samme mange gange i løbet af en udsendelse. Der bliver på ingen måde disket op med mange forskellige emner eller vinkler på de sparsomme emner.

Blåt og pink læsestof
Engang købte jeg et Eurowoman og Euroman – der var et ”køb to - betal for et”-tilbud. Mønstret var det samme i de kønsopdelte blade, som det nu er i de farveopdelte tv-kanaler. Der var en alsidighed i Euroman; et ottesiders interview med filminstruktøren Lars von Trier, en artikel om biler, et par billeder af letpåklædte kvinder, en artikel om et par iværksættere med gode råd til læseren, som selv ville i gang. Derudover havde man bedt en politisk kommentator skrive en artikel om et selvvalgt emne og der var selvfølgelig stadig plads til en modeliste over det, som var hot og not.

I Eurowoman handlede det næsten udelukkende om mode; modereportager, som bestod af billeder med billedtekst, en gennemgang af markedets mest populære øjenskygger og fifs til hvordan læseren selv lægger den perfekte øjenskygge efter at have identificeret sin egen øjenform. Interviews var kun med designere, make-up artister og arrangører af events på Danish Fashion Institute. Det er virkelig ikke meningen, at kvinder interesserer sig for særlig meget. Trods den stående påstand om at kvinder bedre kan multitaske end mænd, forventes det ikke, at der er en lyst til at læse om mere end et emne eller at vi vil se tv-programmer, som breder sig ud over forskellige genrer.

Blå + pink = lilla
Men jeg blev glad, da jeg for et par dage siden klikkede ind på Eurowomans hjemmeside. Jeg har kun haft enkelte møder med dette blad siden jeg faldt for før nævnte tilbud. Jeg blev glad fordi der nu er følgende emner, som brugeren kan klikke sig ind på og læse mere om: Mode, skønhed, shopping, second hand, KULTUR, blog, eurowoman-tv, galleriet, magasiner og kalender. Alle de andre emner handler om mode – men kulturlinket fører faktisk videre til små noter om billedkunst, musik, bøger og film. Hvad der gjorde mig endnu mere glad var et læserbrev fra en tidligere læser, som nu havde sagt sit abonnement op. Hun syntes, det var for overfladisk med et blad, som kun handler om mode. Hun ville også gerne læse om politik og andre interessante emner. Jeg blev også glad, da jeg erfarede, at der sendes reklamer for menstruationsbind på 6’eren. Danmarks nye tv-kanal for mænd, har altså ikke helt droppet kvinderne.