Fredag den 13. er der ganske passende premiere på en ny film...

Der er liv i den gamle gyserserie igen! Jason Voorhees med ishockeymasken og myterne om lejrskolen ved Chrystal Lake er genopståede; Fredag den 13.-filmene har fået endnu en splattet efterfølger. Filmen er ren guf for den trofaste fanskare af Jason, som har fuldt ham siden 1980. Nye seere kan med fordel begynde her.

En gruppe feststemte unge er taget på telttur i nærheden af en forladt og forfalden lejrskole ved Chrystal Lake. En af de unge kender en vandrehistorie om lige præcis denne sø og denne lejrskole. Historien handler om de unge lejrskolelærere, som ikke var i stand til at redde et af børnene fra at drukne. Den druknede drengs mor hævner sig ved at myrde de unge ansatte i lejren. Men drengen mistede ikke livet i søen, og efter ønske fra moren fortsætter han hendes ærinde ”Kill for mommy”. Ingen af de tilhørende rundt om bålet tager vandrehistorien alvorligt, og vælger i stedet at tilbringe aftenen to og to eller på enmandshånd i den mørke skov.

Så langt så godt. Denne type film plejer at være meget forudsigelig. Efter de første 10 minutter, som er beskrevet ovenfor, plejer denne anmelder at have regnet ud præcis hvordan den kommende halvanden time ser ud. Glæden ved at se filmen færdig består i at få tesen bekræftet mens de mange chokeffekter rejser nakkehårene gang på gang. Sådan var det ikke med den nye Fredag den 13. Dog med undtagelse af de mange gys, som absolut er til stede med tilpas ujævne mellemrum. De beskrevne 10 minutter efterfølges af et twist, som ikke bør ødelægges for biografgængeren af for mange af sløringer.

Fredag den 13. hører til i en underkategori af gyserfilmen, som kaldes slasher. De første slasherfilm så dagens lys i midten af 1970erne og bar titlerne Black Christmas, Halloween og The Texas Chainsaw Massacre. I 1980erne fik genren et boom – ikke mindst pga. den første Fredag den 13. som ramte biograferne i 1980. Udover den monstrøse morder handler filmene om piger og drenge i slutningen af teenageårene eller starten af tyverne. De unge er som regel taget på weekend i naturen eller er af andre årsager væk fra civilisationen, hvor de eksperimenterer med rusmidler og sex. Ofte er de, der eksperimenterer mest, de første som bliver slået ihjel. Morderen er en outsider af få eller ingen ord, som alene med sit udseende skræmmer de unge fra vid og sans. Våbnene er ofte gammelt rustent værktøj, som ikke var designet til at dræbe med, hvilket gør mordene meget smertefulde og langsomme med meget store blodtab.

Slasher er en genre, som fra starten blev regnet for at være en vulgær bastardefterfølger til gyserfilmen. Men efter 35 år fortjener den at blive taget seriøst. Det sidste nye skud på denne blodige stamme lægger sig solidt op af rødderne fra ’70erne og ’80erne, samler op på de elementer der er blevet tilføjet genren undervejs og byder på nye trends, som vi højst sandsynligt vil komme til at se mere til. Skuespil, effekter, fotografering og lydspor er af solid kvalitet og historien er gennemtænkt fra start til slut.

Jason er tilbage…

Ny skinnende animationsperle

Makkerparret Disney og Pixar har med Bolt skabt endnu et mesterværk til perlerækken af animationsfilm. En hund, en kat og en hamster tager biografgængeren med gennem James Bond’ske actionscener, rørende roadmovie elementer og en børneudgave af Jim Carrey-klassikeren, The Truman Show. Filmen kan (og bør) ses i biograferne fra den 6. februar.

Der er langt fra den nuttede Bambi til den cool Bolt i filmen af samme navn - selvom det er en fantastisk sød animeret hund, som kan logre med halen og blinke med sine store hundeøjne. Bolt er tv-stjerne, men ikke selv klar over det. Han tror, at det er virkelighed, når han gang på gang redder pigen Penny ud af livsfare. Han er en moderne Lassie med blår i øjnene. Ligesom Buzz Lightyear troede, at han var en rigtig superhelt, og ikke et stykke legetøj i filmen Toy Story fra 1995, må Bolt midt i filmen indse, at han er en helt almindelig hund. Og ligesom hovedrollen i Peter Weir’s The Truman Show fra 1998 tager Bolt kampen op mod tv-stationens net af løgne.

Bolt er spækket med fantastiske karakterer i form af dyr og mennesker. Hovedrollerne består af de tre finurlige musketerer hunden Bolt, katten Mittens og hamsteren Rhino (rhino betyder næsehorn). Bolt tror, at han besidder overnaturlige kræfter, som skal bruges til at bekæmpe det onde. Mittens er en forladt huskat, der før mødet med Bolt lever et liv som nådesløs baggårdskat. Rhino tilbringer det mest af sin tid med at løbe rundt i en kugle, han er fan af tv-serien om Bolt og drømmer om et at komme ud på egne action-eventyr. Sammen rejser de tre dyr tværs over USA fra New York til Hollywood for at redde pigen Penny, som Bolt har spillet sammen med i tv-serien om superhunden. Som i alle roadmovies opbygges under turen et venskab, og med hjælp fra hinanden finder de tre personager sig selv. Der er bl.a. en meget underholdende scene, hvori Mittens lærer Bolt at være en rigtig hund, og forklarer om alle kattes hundekomplex. Blandt de andre figurer i fortællingen skal de vanvittigt sjove duer nævnes, fordi de på bedste fuglemanér personificerer den stereotype indbygger i New York, Hollywood og på bøhlandet.

Filmen om Bolt er en fornem videreførelse af en tradition, som startede i 1995 med Toy Story: Disneys brug af ikke-menneskelige karakterer i fortællinger om basale menneskelige problemstillinger flettet sammen med Pixars fantastiske computeranimerede fantasiverdener. I mellemtiden har partnerskabet fremtryllet bl.a. Græsrødderne, Biler, Find Nemo og Ratatouille. Film for børn bliver i dette selskab taget meget seriøst, og de fleste vil blive underholdt af dette nye skud på stammen. Actionscenerne kan i dette computerskabte univers sammenlignes med James Bond og Mission Impossible. Musikken til disse scener er skabt af John Powel, som lavede musikken til actionbraget Bourne-trilogien. Resten af musikken er ligesom resten af animationen lige i øret og i øjet.