A Room of Ones Own af Virginia Woolf

Resumé
"A Room of Ones Own" eller "Eget Værelse" skrevet af Virginia Woolf i 1928, handler om em hovedpersonen Marys søgen efter sandheden bag ordene "kvinder og skønlitteratur". Vi følger hende og hendes tanker i tre dage. Tre dage, hvor hun kun beskæftiger sig med ovenstående emne. Vi møder hende første gang på plænene foran Oxbridge University, hvor hun sidder ved bredden af en å og spejder efter fisk og andre ting. En collegebetjent viser hende væk fra plænen, da kun studerende og undervisere ved unoversitetet har ret til at betræde græsset - og som kvinde er hun tydeligvis hverken det ene eller det andet. hun skal spise frokost på universitetet, men det er der et stykke tid til, og da hun ikke kan sidde på plænen, vil hun undersøge universitetets bibliotek med alle dets originaludgaver af klassiske tekster. Men også biblioteket er forment adgang for kvinder. Derefter følger en lang beskrivelse af luksuriøse frokost med mange spændende retter, som serveres for Mary på Oxbridge og morskaben over en haleløs kat, som vandrer over plænen. Efter den lange frokost går turen til Frenham College, et universitet for kvinder, hvor Mary skal spise en meget simpel middag sammenlignet med frokosten på Oxbridge. Mary taler med en anden mary om forskellen på Oxbridge og Fernham og finder ud af, at forskellen skyldes, at mænd i århundreder har testamenteret stakkevis af guld og sølv til Oxbridge, mens kvinder aldrig har haft en øre at give til de kvindelige universiteter, som kun har et halvt århundredes historie bag sig.

Næste dag hjemme i london beslutter Mary sig for at undersøge, hvorfor kvinder er så fattige. Hvorfor de aldrig har givet penge til universiter. På British Musem finder hun bunker af bøger skrevet om kvinder af mænd. Og hun finder frem til ,at kvinden gennemsyrer litteraturens indhold, men sjældendt dukker op blandt forfatterne. hun er omdiskuteret som biologisk fænomen og fremstillet i digte og skuespil, men har aldrig selv sagt noget. Mary finder biologiske fakta om kvinden, udtalelser og meninger om kvinden, men intet, der kan fortælle hende hvorfor kvinder er fattigere end mænd og hvorfor de kun har skrevet ganske få bøger. Hun må gå tomhændet hjem efter en halv dags læsning på British Museum. Det eneste brugbare, hun tager med sig er sin egen opdigtning af Shakespeares søster, som havde et ligeså stort talent som sin bror, men som blev sindsyg af ikke at kunne udfolde det og tog livet af sig som ganske ung. Da Mary kommer hjem kaster hun sig over sin bogreol og klatlæser i de få kvindelige forfatteres bøger på hylderne og nogle af de mandliges for at søge forskelle og ligheder.

Hun finder frem til, at det ikke drejer sig om hvorvidt det er mænd, der skriver, eller kvinder, der skriver. Men om at begge køn kan skrive og skal have muligheden for det. Muligheden for at skrive ligger i økonomisk uafhængighed. Så hvis kvinder får mulighed for at tjene penge til sig selv, så de kan bo for sig selv, vil de have muligheden for at skrive. Dette er grunden til, at vi har mange mandlige forfattere og få kvindelige. Kvinder har aldrig haft et uforstyrret værelse, hvor talentet kunne udfoldes. Men denne erkendelse af behovet for eget værelse og 500 pund om året er også en opfordring til, at kvinder kommer i gang med at skrive, da der nu ikke er nogle hindringer - selvfølgelig skal værelset og de 500 pund skaffes, men muligheden foreligger.

Mary
"Eget værelse" er et udvidet essay, oprindeligt skrevet til en række forelæsninger på Newnham College og Girton College, to britiske universiteter for kvinder i 1928. Det blev udgivet et år senere. I dette essay beskrives kapitel for kapitel hvilke rum, kvinder bebor med størst vægt på det rum, kvinder har brug for til at skrive litteratur. Denne blog er et rum, hvori jeg beskæftiger mig med bogens fortæller, Mary, og hendes budskab. Hvem er hun? Hvad vil hun? Hvad skal hun? Hvorfor hedder hun ikke Virginia?

Når man åbner bogen første gang og læser første side, er det meget nærliggende at tro, at det er bogens forfatter, der taler. Især når man i forvejen ved, at hun i efteråret 1928 holdt seks foredrag på hvert af de to universiteter for kvinder, som fandtes i England på det tidspunkt. Emnet for disse foredrag var "Kvinder og skønlitteratur". Den omfangsmæssigt lille, men indholdsmæssigt store, roman starter sådan her:

Jamen, vil man sige, man bad Dem tale om kvinder og skønlitteratur - hvad har det med eget værelse at gøre? Det skal jeg forsøge at forklare. Da de bad mig tale om kvinder og skønlitteratur, satte jeg mig ned ved bredden af en flod og begyndte at spekulere over, hvad det ville sige.

Hun er blevet påæagt dette emne og med hendes egne ord er hun nedbøjet af emnets vægt. Som en Jomfru Maria er hun blevet pålagt at nedkomme med sandheden. Efter et par pvervejelser præsenterer fortælleren sig selv:

Her var jeg så (kald mig Mary Beton, Mary Seton, Mary Carmichael eller hvad De vil - det har ingen betydning) på bredden af en flod for et par uger siden i smukt oktobervejr i dybe tanker.

Hun hedder mary, denne kvinde, som fortæller os om alle sine tanker, som undrer sig over denne forskel, denne ulighed man støder på, når man læser alle de store, klassiske værker, som udgør verdenslitteraturen. Og hvorfor næsten ingen af forfatterne er kvinder og ikke mindst hvorfor kvinderne i disse værker ikke blot blev set af det ene køn, men set i forhold alene til det andet køn. Hun støder hele tiden på denne opdeling. Som da hun sidder ved åen på plænen ved Oxbridge - før hun bliver jaget væk:

Til højre og venstre lyste buske af forskellig art op, gyldne og højrøde, glødende farver, syntes endda forbrændte af varme, af ild. På den modsatte bred græd piletræerne i evig sorg, med håret nede ad nakken.

Denne opdeling af to diamentrale modsætninger, som deles af floden er en foregriben på de forskellige oplevelser, det er for Mary Beton at besøge først Oxbridge og derefter Fernham. Den udsøgte frokost på Oxbridge, den overflod af særlige uniformer, særlige møbler, særlige lokaler, som skla bruges ved særlige lejligheder sar overfor den simple mad og de små og praktisk indrettede lokaler på Fernham. Denne følelse af, at det var bedre på Oxbridge, at Oxbridge er et bedre sted end Fernham, diskuterer Mary Beton med Mary Seton, som er en veninde, en studine eller en underviser på Fernham. Hun kan forklare, at det var svært at rejse penge til rejsningen af kvindeuniversitetet, som også Ray Strachey skriver i "The Cause":

Hver en øre, der blev skrabet sammen, blev lagt til side til byggeformål og bekvemmelighederne måtte vente.

Det var en kamp at få det lidt, de har nu, forklarer Mary Seton. Mary Seton er måske den unge studine, som Mary beton tænker på, når hun skriver: Det man mangler (...) og hvorfor kan en dygtig studine fra Newnham eller Girton ikke komme med det? - er et væld af oplysninger. - Og e andre gange, Mary Beton mener, at vi mangler en uddannet kvindes mening om dette og hint indenfor emnet kvinder og skønlitteratur. Mary Seton er, hvad enten hun er veninde, studine eller underviser, en kvinde indenfor universitetsverdenen. En kvinde, som nu efter alle anstrengelserne har muligheden for at blive oplært på næsten lige fod med mændene.

Mary Beton er også navnet på hovedpersonens tante. Denne tante døde og efterlod takker være en nyere lov om kvinders ejendomsret Mary 500 pund om året. Den ældre Mary Beton kunne altså, modsat kvinderne før hende, eje og testamentere. Det, at hun testamenterer sine penge, som udbetales årligt til niecen, giver den unge Mary en frihed. En frihed til at leje et værelse, hvor hun uforstyret kan være alene med sine tanker, sine læsninger og sine skriverier. Hun har sine egne penge til mad, tøj, logi og tænkning. Den ældre Mary Beton hører til den første genration af kvinder, som kunne eje på lige for med mændene og derfor gøre med pengene og testamentere dem, som hun ville. Den unge Mary Beton hører til den første generation af kvinder, som kan nyde godt af den tidligere generations økonomiske frihed.

Mary Carmichael er navnet på en ung, debuterende forfatter, som Mary Beton læser i femte og næstsidste kapitel af "Eget værelse". Hun starter med at læse Lady Winchilsea og Margeret of Newcastle, begge adelige kvinder, som skrev digte i slutningen af 1600tallet og begyndelsen af 1700tallet. Derefter læser hun nogle breve skrevet af en ung kvinde i 1700tallet, som med afsky læste de to adelskvinder. Så kommer turen til Aphra Behn, som med sine digte og skuespil inspirerede andre kvinder til at skrive trods samtidens vurdering af hende som en blåstrømpe med skrivekløe. Hun viste hele verden, at en kvinde godt kan tjene penge på at skrive. Uden hende ville Jane Austen og Brontësøstrene Charlotte og Emily måske aldrig have skrevet. Og netop disse tre er de næste forfattere Mary Beton læser, inden hun starter på at læse "Life's Adventure" af Mary Carmichael. Der er noget helt nyt ved denne Mary Carmichael og den måde hun skriver på. Mary Beton læser:

"Chloe holdt af Olivia" læste jeg. Og så slog det mig hvilken vældig forandring der lå deri. Chloe holdt af Olivia måske for allerførste gang i verdenslitteraturen. Cleopatra holdt ikke af Octavia. Hvor anderledes ville "Antony and Cleopatra" ikke have været, hvis hun havde! Som sagerne står, tænkte jeg, og lod uheldigvis mine tanker vandre lidt bort fra "Life's Adventure" (...) Alle forholdene mellem mænd og kvinder, tænkte jeg, og genkaldte mig hastigt det strålende galleri af litteraturens kvinder, er for enkle. Der er udeladt så meget, så meget er ladt uprøvet. (...) Derfra stammer måske kvindens besynderlige fremtoning i litteraturen: Hendes yderpunkter af skønhed og rædsel, hendes skiften imellem himmelsk godhed og djævelsk lastefuldhed - for sådan vil en elsker se hende eftersom hans kærlighed tiltog eller aftig, var stærk eller ulykkelig.

Måden at fremstille kvinder på i den fiktive Mary Carmichaels debutroman er nuanceret og mangfoldig. På samme måde som mændene i verdenslitteraturen altid har været mere end elskere - de har været venner, soldater, konger, tiggere, professorer og mange andre ting - skal kvinder nu også være andet end elskerinder. Hun lader Chloe og Olivia holde af hinanden og hun lader dem arbejde i et laboratorium. Mary Carmichael er den første kvinde, som skriver om kvinder set i forhold til kvinder. Den unge Mary Beton præsenterer læseren for disse Mary'er som er udbryderdronninger på hver deres punkt. Alle fire kæmper de en kamp som vindes. Tolv sider før "Eget Værelse" slutter står der:

Her holder Mary Beton inde. Hun har fortalt Dem, hvordan hun nåede til sit resultat - den prosaiske slutning - at det er nødvendigt at tjene fem hundrede pund om året og have et værelse med lås på døren, for at man skal kunne skrive litteratur eller poesi. Hun har forsøgt at blotlægge de tanker og indtryk, der førte hende til den slutning. hun har bedt Dem om at følge hende i sammenstød med en College-betjent, til frokost hist, middag her, læsning af tilfældige bøger fra hylden, kig ud af vinduet.

Mary Beton stopper og en anden tage over. Det kan være Mary Seton tager over; den Mary Seton, som er den unge studine fra newnham eller Girton, som skal udfylde nogle af de tomrum, Mary Beton er stødt på undervejs. Eller det er den Mary Seton, som er underviser på Fernham og kender til den slidsomme historie, der førte til kvinders mulighed for at blive uddannet. Det kan også være Mary Carmichael, der skriver en ny bog eller det kan være hendes debutroman. Det kan være den unge Mary Beton, som tager over efter den ældre Mary Beton, eller den ældre mary Beton, som efter den unge Mary Betons udmattende stykke arbejde giver en hånd med.

Som Mary siger, da hun præsenterer sig, kald mig Mary Beton, Mary Seton, Mary Carmichael - det har ingen betydning. Mary er den kvinde, som har muligheden for at skrive, fordi mary Seton kæmpede for at oprette en uddannelsesinstitution for kvinder, fordi Mart Seton er underviser der, fordi Mary Seton er studerende der, fordi Mary Carmichael skriver romaner, som ændrer måden, kvinder fremstilles i litteraturen, fordi mary Carmichael skaber bedre balance i antallet af kvindelige og mandlige forfattere, fordi Mary Beton efterlod 500 pund om året til sin niece og fordi Mary Beton har fortalt om, hvad der skal til for at kunne skrive, kan Mary nu gå ind på sit eget værelse og skrive sig ind i verdenslitteraturen.