The Breakfast Club som den burde være

Til den 1. december kan man opleve forestillingen NORMAL på Camp X Rialto. Det er et fantstisk stykke doku-teater frembragt af dokumentaristisk materiale fra interviews, blogs, chats, communities, artikler, ungdomsfilm og musik samt den svenske prisvinende dramatiker Farnaz Arbabi og dramaturg Ib Tunby Guldbransen.

Vi er vidne til en eftersidning, hvor fire meget forskellige gymnasieelver fortæller om hvordan et er at være dem. Om at være usikker, om hvordan man skal være som dreng og som pige, om seksualitet og om hvad de vil i fremtiden. Denne opbygning minder meget om 80er klassiskeren The Breakfast Club, som den ene af de to drenge i stykket, da også kommenterer. Det er nogle fantastiske portrætter, der leveres af de fire unge. Ikke mindst pga. skuespillerne, som alle gør det fremragende; Tilde Maja Fredriksen, Mads Riisom, Patricia Schumann og Alexandre Willaume.

Et par gange afbrydes fortællingen om gymnasieeleverne, fordi skuespillerne kommer ind på scenen klædt ud som kønsorganer, og fortæller om hvordan man skal ornanere rigtigt. Hylende morsomt!

Igen sætter Camp X fokus på hvordan de konstruerede kønsroller er hæmmende, og hvordan man kan bryde dem - ved simpelthen at være sig selv. Jeg er stadig forelsket i Camp X - København er bliver et bedre sted af dette teater!

Piger, drenge og motorsave

Slasher-film er den populære biografbetegnelse for film som "Fredag den 13."-filmene, "The Texas Chain Saw Massacre"-serien og de mange "Halloween"-film. Fælles for slasher-filmene er, at ofrene er mange og ikke tilfældige: De unge, smukke og seksuelt aktive mænd og kvinder myrdes, men mændene dør prompte i modsætning til kvinderne, hvis død trækkes ud og visuelt ikke overlader noget til fantasien. Den eneste overlevende er den pige, der gennem filmen oplever mest smerte og angst; hun er vidne til sine venners brutale udslettelse, hun flygter, skriger og beder for sit liv. Hun personificerer håbløs fortvivlelse, men er ikke desto mindre den, der slutteligt vender sig imod og tilintetgør monsteret.

Denne karakter "the final girl" er mindre eller ofte absolut uinteresseret i sex i modsætning til sine seksuelt aktive venner og veninder. Hun har ofte et drengenavn som Alex, Sam eller Charlie, og hun er en bogorm, tekniknørd eller spejdertypen. The final girl repræsenterer hermed en ny karaktertype, en "victim-hero". Med undtagelse af sin seksuelle inaktivitet må hendes øvrige karakteristika betragtes som værende traditionelt maskuline og hun fremstår på mange måder drenget.

Slasher filmenes køn er ikke altid sort-hvide, forstået på den måde, at morderen og the final girl ikke nødvendigvis repræsenterer det henholdsvis "mandlige" og "kvindelige". Som Anne Jerslev har sagt: "Identifikationer er ikke entydige, men flydende og delte, spændte ud mellem flere og forskellige aktører, hinanden modsigende lystformer". Final girl karakteren tilbyder det mandlige publikum identifikation på flere niveauer: Den smerte og lidelse, hun personificerer, tilbyder på fantasmatisk niveau, den mandlige tilskuer en masochistisk identifikation, i hvilken han lystfuldt kan lide og pines. Derudover er der den sadistiske nydelse ved at se en kvinde lide. Undersøgelser af publikumrespons viser, at den mandlige seer skifter frem og tilbage mellem disse. Denne identifikation kan kun realiseres gennem et kvindeligt identifikationsobjekt, da det, i det traditionelle patriarkalske samfund, er uacceptabelt for mænd at udtrykke emotioner som angst og magtesløshed. På et andet plan identificerer det mandelige publikum sig med 'en af deres egne', idet the final girl er maskuliniseret, ikke blot af ydre, men også af indre. Anne Jerslev forklarer det således: "Der er tale om identifikation med et underlæggende masochistisk scenarie samtidig med, at den aktivt kæmpende kvinde er så tilstrækkeligt maskulin, at hun ikke forstyrrer forestillingen om maskulin kompetence".

Det er ikke kun the final girl, som er kønsmæssigt flertydig, med også den mandlige morder: Slasher -filmens psykopatiske seriemorder er en emfatisk outsider, ofte maskeret eller deform og i besiddelse af en nærmest umenneskelig styrke. Fælles for størstedelen af de psykopater, man møder både i de psykologiske horrorfilm og slasherfilmene, er at de - på en eller anden måde - er seksuelle afvigere. Mordet i sig selv, idet morderen borer et udpræget fallossymbol - en kniv, syl, motorsav eller økse - dybt ind i sit skælvende offer, repræsenterer et udbrud af den undertrykte maskuline seksualite. Samtidig er morderens manglende maskulinintet i traditionel forstand, i kraft af hans udprægede seksuelle forstyrrelse, indiskutabel. Det er transvestirrer, transseksuelle og frustrerede mænd fastlåst i barndommen (clover 47-50), som repræsenterer en begrænset, perverteret maskulinitet, en udpræget kønsforvirring og kan således siges at være feminiserede. Hitchcock-klassiskeren "PSYCO" er netop blevet en klassisker indenfor psykologiske horrorfilm, fordi morderen netop er et monster, der rummer alle disse elementer af perversitet, fastlåsthed i barndommen og feminisering.

Morderen og the final girl er altså både i besiddelse af en iboende maskulinitet og en iboende feminitet. Skønt slasher-filmene har fabrikeret en ny kvindetype - en stærk, selvstændig, modig kvinde personificeret i the final girl, indikerer en nøjere analyse, at eftersom hendes maskuline kompetencer resulterer i hendes overlevelse, og slutteligt hendes tilranelse af fallos, da hun griber motorsaven, sylen eller en anden slags fallossymbol, som monsteret har på sig - i den sidste ende er the final girl ikke andet end en forklædt mand. Den manglende fallos, kastrationen, er en traumatisk forestilling for det mandlige publikum, så slasher-filmene løser problemet ved at udslette kvinden, ofrene i første del af filmen, for derefter at udruste the final girl med fallos. Symbolikken bliver klar i slutfrekvensen, idet the final girl tilintetgør morderen, og tragedien for morderren er, faminiteten nu er total, da the final girl har taget det falliske værktøj og bruger det på ham og dermed i symbolsk forstand kastrerer ham.

Film Noir

La femme fatale - den dødbringende kvinde (billedet er fra filmen Double Indemnety, instrueret af Billy Wilder, 1944, USA)

Film Noir er en elsket og respekteret genre eller bevægelse indenfor film. Noir-filmen opstod i USA efter anden verdenskrig - en periode, hvor den vestlige verden var i forandring. Mange amerikanske mænd var rejst ud i verden fra at slås for traditionelle værdier, og vendte hjem for at opleve et samfund, hvor kvinderne havde overtaget mange pladser i det arbejdsliv, som eller tilhørte ham. Utrygheden ved et samfund i forandring blev grobunden for denne nye type film.

Filmene forgår ofte i storbyen, i regnvåde gader om aftenen. Der er brugt en bestemt lyssætning, der giver lange skygger, og det udtrykte verdenssyn er gennemsyret af en følelse af håbløshed. De personer, som oftest går igen er den hårdkogte politibetjent eller privat detektiv og beregnende femme fatale. De gennemgående temaer er mord og kriminalitet, manglende moral og storbyens negative indflydelse på individet.

Mandens møde med femme fatale karakteren er omdrejningspunkt i mange noir-film. Hun er sensuel, forførende farlig og genkendes på sit lange hår, sin kraftige make-up, prangende smykker og lange, velformede ben. Udover disse feminine symboler har hun som regel også en lang cigaret mellem fingrende og en pistol i håndtasken.

Hun er mere end blot en kriminel. Hun er et symbol, hvis største synd ikke er hendes kriminelle handlinger, men det faktum, at hun tænker på sig selv og sin egen vinding, fremfor mandens velbehag. Hun vil have penge eller smykker, og forfører manden for at opnå det. Pga. hende udfører han lyssky gerninger - kun pga. hende! Han ville jo aldrig selv have gjort det.

I langt de fleste noir-film slipper hun da heller ikke godt fra det, men myrdes eller fængsles. Han indser i slutningen af filmen, hvor egoistisk hun er, og hvad hun har rodet ham ud i - og vender i retfærdighedens navn pistolen mod. Filmteoretikere som Janey Place og Linda Williams tolker denne straf som patriarkatets måde at genskabe sig selv som sanfundets altdominerende magtindehaver. Hendes upassende aggresivitet, ambition og tydelige seksualitet truer de traditionelle patriarkalske værdier, og må derfor undertrykkes.

Kvinden i de tidligere film var oftest forbundet med intimsfæren. Familien blev fremhævet som den vigtigste institution i samfundet, og den vigtigste funktion for filmkvinden var at være hustru og moder.Det hierarki, der blev præsenteret i filmfamilien, hvor faderen var 'leder', var et billede på samtidens samfundsmæssige hierarki, hvor traditionelle, patriarkalske værdier også dominerede. Med film noir brydes denne familiestruktur. I disse film er der som regel ingen lukkelig, lille familienhed, eller også spille den kun en meget lille rolle i historien.

Den uskyldige kvinde spiller dog stadig en afgørende rolle i mange noir-film. Den hårdkogte mand kan også møde en varm og omsorgsfuld kvindefavn at falde i. Hendes blide og altopofrende væsen står som skærende modsætning til den beregenende og egoistiske femme fatale. Hun har en passiv rolle, og ønsker ikke andet end at vente på manden med åbne arme.

Det kan ikke være tilfældigt, at hovedpersonen i disse film altid er en mand, eller at personen vil snyde næsten altid er en kvinde. Hele filmen igennem kan den sexede kvinde styre manden - og derigennem det mandlige publikum - men i sidste øjeblik indser han hvad der foregår. Filmen legitimerer på denne måde fascinationen af den stærke, sensuelle kvinde samtidig med at den forbeholder sig retten til moralsk at fordømme og dræbe hende. Hun må lide døden for sine kriminele, egoisitske handlinger, mens han har retten til at straffe hende, selvom han også selv er på kant med loven.

Noir'ens femme fatale-figuren går igen og lever og dræbes stadig i bedste velgående i nyere film. Et ny-klassisk eksempel er Glen Close som den sexede og krævende Alex Forrest i Fatal Attraction fra 1987. Efter en kort affære med Dan Gallagher spillet af Michael Douglas, vil Alex have mere. Dan, som er en god familiefar ønsker ikke at ødelægge sit ægteskab og afviser hende. Hun kræver hævn og vil ødelægge den sunde kernefamilie, men i sidste øjeblik skyder Dan hende og opretter den gode ro og orden. Blandt mange andre kan også nævnes Disclosure fra 1994 med Demi Moore og Michael Douglas og Basic Instinct fra 1996 med Sharon Stone og Michael Douglas, som fik en efterfølger i 2006, Basic Instinct 2 - dog uden Michael Douglas.

Længe leve skævheden!

Det gør mig glad! At der i lille København lige nu er hele to teaterforestillinger, som stiller spørgsmålstegn ved kønsroller og -normer. På Nørrebro Teater kan man se Anders W. Berthelsen som den kønskifteopererede diva Hedwig i rockmusicalen Hedwig and The Angry Inch. Og på det vissionære Camp X Aveny kan man opleve forestillingen Queer med bl.a. Ulla Henningsen og Andrea Wagn Jensen.

Det er nogle rigtig gode teaterstykker, som både i indhold og form adskiller sig fra mangt og meget på den danske teaterscene. Her bliver det det anderledes og skæve - det som på engelsk kaldes 'queer' - italesat, udstillet og hyldet. Man kan ikke undgå at tage stilling til kønspolitik efter at have set disse stykker. Stykkerne er meget forskellige, og begge anbefalelsesværdige. Men jeg synes, at Camp X kommer længere med Queer end Nørrebro Teater gør med Hedwig.

Camp X versus Nørrbro Teater
På Camp X er der tænkt stort. Det er ikke "kun" teaterforestillinger, der appelleres til mennesker via forskellige medier, og det er ikke kun teatergængere, som Camp X forsøger at nå ud til. Med work shops, installationer og happenings er der lagt op til det helt store. Både direktøren Mette Hviid Davidsen og kuratoren Ditte Maria Bjerg nærmest undskylder deres heteronormativitet. Selvom fast ejendom, fast parforhold og børn er en del af deres verdener, så understreger de, at de ikke mener, at normalitet er et succeskriterium for livet. "Jeg er i en lille hetero-kernefamilie, men føler mig ikke særlig 'normal' af den grund", som Ditte Maria Bjerg har sagt. Omvendt bliver Hedwig, som i sin transseksualitet føler smerte og vrede, gjort til et symbol. Det handler ikke om den fiktive karakter Hedwig og hvordan der ude i den virkelige verden findes andre som hende. Forestilinger bliver et symbol, "som vi alle kan tage til os", for vi kender jo alle sammen til at søge efter en identitet som menneske eller smerten i livet osv.

Camp X er et 'holdningsteater'. siger Mette Hvid Davidsen, som er teaterdirketær på Camp X. Teatret skal udgøre den platform, hvor det moderne menneske kan forstå sig selv og sin rolle i samfundet. "Det skal være mere end tam underholdning, og derfor baserer vi vores teater på viden, holdning og handling." Her skal virkeligheden ind på scenen og scenen sendes ud i virkeligheden. Og jeg er sikker på at forestilingen Queer virkelig gør en forskel!

De to nye teaterchefer på Nørrebro Teater Kitte Wagner og Jonathan Spang vil lave sjov teater med "noget på hjerte". Hedwigs sorte humor får da også publikum til at le, og der er da også nogen som har noget på hjerte, når man vælger at sætte denne rockmusical op. Men det er ikke den samme ud i verden-og-gøre-den-til-et-bedre-sted-entusiasme, som finder på Camp X. Katalogets mange tekster af udefrakommende skribenter forholder sig til køn, og til at føle sig anderledes, men så snart instruktøren, scenegrafen og andre skal på banen i form af interviews, er der ikke en descideret afstandtagen til normativitet, fastlåsthed og ufri kønsroller. Det handler om det enkelte menneskes søgen og smerte - det kan være hvem som helst, og det behøver ikke at have noget med skævhed at gøre. Stykkets natur undermineres af denne "hiven-det-ned-på-det-prvate-plan". En anden ting som skurede i mine øjne, var det faktum, at Anders W. Berthelsen i rollen Hedwig ikke kyssede rigtigt på det unge mandlige bandmedlem, men lod læberne være et par millimeter fra hinanden. Hvorfor kunne de ikke kysse rigtigt? Det gør skuespillere da som regel.

Hvor Camp X favner Queer, hylder det, bruger det til at nedbryde normativitetsgrænser og kaster det ud til alle sider, Lader Nørrebro Teater Hedwig fungere som et symbol, som kan overføres på alle os normale mennesker. Et sympatisk forsøg på at acceptere noget der anderledes, men ikke en nedbryden af barrieren mellem det normale og det der står udenfor og er anderledes.

Anders W. Berthelsen som trans
Der kan være en rigtig god pointe i at vælge en heteroseksuel uden sanger erfaringer til at spille en travnseksuel sangerinde. Det i sig selv kunne være med til at lukke nogle normativitetsgrænser ned. Men de bliver tvært i mod forstærket, når interviewsene med Berthelsen enten er seriøse samtaler om hvor uendeligt svært det var at gribe fat in noget, som er så uendeligt langt fra ham selv eller er en hyggelig chit chat i Go' Aften Danmark, hvor der grines, og en udtalelse som "Det forsøger jeg at fortrænge" dukke op, når der har været billeder på skærmen af Berthelsen i fuld dragkostume. Det er næppe sådan han forholdt sig til lignende spørgsmål om hvordan det har været at spille Palle i Krønniken. Afstanden opretholdes.

Men alt i alt er jeg vældig godt tilfreds. Det skæve er sat på dagsordenen, og det er med til at flytte grænser. Og det kommer nok til at gå en smule hurtigere, nu hvor Camp X er trådt til med et helt nyt tempo.

Edward D Wood, Jr.

Edward Davis Wood blev født i Pughkeepsie, New York den 10. oktober 1924 og døde den 10. december 1978 i North Hollywood, California. Det eneste han gerne ville, var at lave film, horrorfilm, og blive anerkendt som filmskaber. I stedet blev han foragtet fordi han var glad for at gå i dametøj. Jeg er sikker på, at han ville have nemmere ved at finde investorer, hvis hans første film ikke handlede om transvestitter og transseksuelle, og havde ham selv i hovedrollen som transvestit.

I 1975 blev Ed Wood kåret som verdens værste filmintruktør og hans film Plan Nine Form Outer Space blev i samme omgang kåret til at være verdens værste film. (The Golden Turkey af Harry og Michael Medved) Det førte til en kultdyrkelse af Edward i 1980erne og 90erne, som han ikke nåede at opleve, men i stedet døde fattig og alkoholiseret tre år efter udnævnelsen af hom som verdens værste filminstruktør.

Med den nye og anderledes form for kærlighed kom en sympati for de naive film. Ikke bare overbærenhed, men en descideret kærlighed for bade det komiske, det charmerende, det kiksede og det (absolut) frivilligt sjove i filmene. Undergrundsyrkelsen kulminerede i 1995 med en film om denne instruktør med titlen Ed Wood skrevet, instrueret og produceret af Tim Burton, som satte Ed Wood på mainstreammenuen. Der var en del hype om filmen blandt både Ed Woodfans og Tim Burtonfans, og pludselig var Ed Wood blevet berømt. I 1996 kom en dokumentarfilm med alle overlevende casts - og et par sønner af afdøde casts - til de amerikanske biografer (desværre ikke til de danske) med pompt og pragt og galla, og stor opmærksomhed fra de amerikanske tv shows for horror- og sci-finørder.

Michael Oppermann skiver: Wood appeared as Orson Welles' "pulp brother"; as the missing link between Tod Browning and Andy Warhol.

Det er lykkedes mig at få fingre i The Ed Wood Box - selvom det godt nok tog noget tid. Den eneholder Glen Or Glenda, Jail Bate, Bride of The Monster, Plan Nine From Outer Space, Night of The Ghouls og den før om talte dokumentarfilm fra 1996, The Hounted World of Edward D Wood, Jr. Og selve boxen har pink angoraprint, som sweateren, der bliver omgangspunkt i Glen Or Glenda. Fantastisk!

Jeg elsker hans film! Der er nogle underlige kiksere i filmene, som f.eks et par gange hvor skuespillerne kigger ind i kameraet, eller kludrer en lille smule repilkkerne. Eller som Michael Oppermann skriver: All of a sudden, Wood intercut footage from a nuclear blast with the explosion of a laboratory, thus creating an (unpurposefully funny) effect on the surreal side of life.

Han havde hverken den tid eller de penge, som er nødvendige for at skabe A-film, eller B-film for den sags skyld. Det er C-film - og de er fantastiske! De er gode historier - dog ofte med lidt underlige slutninger. Der er horror, cross-dressing og billeder i sort-hvid. Alt det, som jeg elsker! Havde han haft investorer og tid, var der helt sikkert kommet andre resultater. Han fik aldrig rigtig chancen for at vise sit talent. Han er enten født 20 år for sent til at lave primitive horrorfilm eller 45 år for tidligt til at lave crossgender film som f.eks. Oscarvinderen The Crying Game fra 1992.

I dag er han elsket for sin filmglæde, sit engagement og sin ukuelighed. Takket være denne personlighed er der skabt en vidunderlig filmkult! Lige nu går jeg og venter på at mit sidste internetfund skal komme med pakkeposten: Nogen har lavet en lille, billig indiefilm ud af Edwards sidste manus, som aldrig noget at blive optaget. Jeg føler, jeg fundet en hemmelig skat!

Og mens jeg endnu engang ser Tim Burtons biopic Ed Wood, vil jeg efterlade jer med endnu et citat fra Michael Oppermann: Being his own scriptwriter, actor and director, Wood was an early auteur; a cinema maverick whose wild and frantic style was entirely driven by a severe sense of passion. "This guy was movies, 24 hours a day," a friend recalls.

Jeg er forelsket i Camp X

Der er nye tider på de skrå og skæve brædder i København. Vi har fået et vaskeægte internationalt samtidsteater ved navn Camp X, og det holder til i det gamle Aveny T og Rialto Teatret. I denne sæson er køn og konstruktion sat på dagsordenen.

Det er flere år siden jeg har forladt et teater så propfuld af glæde. Jeg er forelsket i Camp X! I alle de mennesker, som arbejder på Camp X, og som fra nu vil vise os vores verden på en ny måde, og hjælpe os til at forstå den. I skuespillerne, som medvirker i QUEER: Ulla Henningsen, Mark Linn, Andrea Vagn Jensen, Benjamin Boe Rasmussen, Sandra Day og de skønne queerede guider, som ledte os rundt på teatret.

Den 5. oktober var der urpremiere på QUEER på Camp X Aveny. Mine forventninger var aldeles høje til dette nyoprettede teater. Teaterchef Mette Hvid Davidsen har gjort brug af nogle meget lovende ord som "udfordre teaterbegrebet", "vi skal have virkeligheden ind på scenen" og "platform, hvor det moderne mennesker kan forstå sig selv". Og jeg jeg var bestemt ikke skuffet!

Queer theory eller queertænkning hylder det skæve og anderledes. Det er ikke nyt i den akademiske verden, men det er et begreb, som endnu ikke helt har fundet ved ud af elfenbenstårnet og ind i det danske sprog. Med forestillingen QUEER er Camp X med til at bane vejen, ved at hive den queerede virkelighed ind på scenen, og i et festfyrværkeri kaste det ud i verden med et fantastisk show. Tilbage stod jeg med en fantastisk følelse af frihed. Kønsrollerne er socialt konstruerede, men de behøver ikke være en spændetrøje - de kan være en legeplads! Vær som du vil!

Og det VAR en legeplads! Eller måske nærmere et hurlumhejhus. Vi stod midt i salen, der var to scener overfor hinanden, på de to vægge mellem scenerne var der skærme, og der kom skræme ned fra loftet. Senere blev vi delt i grupper, som blev ledt rundt i gange, og op og ned ad trapper. Og i al den bevægelse og venden rundt og kiggen op, blev der sendt et sandt festfyrværkeri af sang, musik og dans, revyagtige sketches, stand up comedy, freakshow og doku-teater afsted. Det første der skete var, at Andrea Vagn Jensen opfordrede de heteroseksuelle i lokalet til at forsøge at kontrollere deres seksualitet, da det i dette forum virker stødende overfor andre. Vi så en kernefamilie med far og mor, datter og søn byttede rundt på den traditionelle opfattelse af kvindelig og mandlig opførsel. Senere var vi med til en konsultation inden en kønsskifteoperation. Der var siamesiske tvillinger, som fortale om homoseksualitet blandt 55 dyrearter og meget, meget mere. Jeg er dybt, dybt imponeret over, at skuespillerne kunne fare rundt fra sted til sted med så forskelligere kostumer, stemmeføringer osv.

Jeg kan allerede se nu, at min nyforelskelse i Camp X sagtens kan udvikle sig til et langt kærlighedsforhold. Udover teater i og udenfor teatrene vil der være forskellige happenings. Her er et lille udpluk, af noget af det jeg glæder mig:

NORMAL - På Camp X Rialto, 26. oktober - 8. december, man-fre kl 19, lør kl 16

Kvinde, kend din sangbog! - På Camp X Rialto, 11. november, kl 15-18

Den lille forskel - På Camp X Rialto, 22. november, kl 17-18.30

Landskamp i ligestilling mellem Sverige og Danmark - På Camp X Aveny, 5. december, kl 20.00

Forestillingen QUEER kan opleves på Camp X Aveny til den 24. november, man-lør kl 20.30.

Se mere på www.campx.dk