Hallo, der er jul!

DR har udgivet en hel del julekalenderklassikere på DVD. I år er turen kommet til Hallo, det er jul! fra 1995. Den henvender sig til de 5-12årige børn, som interesserer sig for gamle dage og de helt små, som kan grine af drillenisserne. Teenagerne og de voksne kan nok finde noget mere interessant at tage sig selv i løbet af de 24 afsnit.

I 1979 havde Danmarks Radio succes med Jul i Gammelby. Den var optaget i Den Gamle By i Århus, foregik i midten af 1800-tallet og hvert afsnit blev introduceret af Poul Thomsen, som snakkede lidt om gamle dage. Handlingen var noget tynd, og i gensynets lys ser tv-kalenderen noget forældet ud. Bedre står det til med opfølgeren Hallo, det er jul! som kom 16 år senere. Den er også optaget i Den Gamle By, den foregår i 1919 og hvert afsnit bliver introduceret af Søren Ryge, som snakker lidt om gamle dage. Fælles for de to julekalendere er, at de voksne skuespillere taler som om de var med i et teaterstykke, hvor der skal artikuleres så man også kan høre det på de bagerste rækker, mens børnene snakker som om de var med i en Malmros-film.

Handlingen i den nyere kalender består af forskellige små plots, som sindrigt er flettet sammen til en større historie. Der er Baron von Gullasch, som vil industrialisere byen, den fattige træskomager og hans datter, som ikke må være med i årets julespil. Der er kulturkamp, kvindekamp, værdikamp og radikalisme hos avistrykkeren og hans kone og der er sladder, som kommer fra den venlige telefonoperatør. Samtidig med at handlingen udfolder sig præsenteres forskellige begreber, opfindelser og krige fra den del af det 20. århundrede. Den er underholdende og undervisende på samme tid, og det gør at man sagtens kan se flere afsnit i træk i modsætning til f.eks. Jul i Gammelby, hvor der ikke er meget variation i afsnittene. Filmens nisser, en sætternisse og en telefonnisse, som driller menneskene med teknikken, er dog ikke synderligt integrerede i fortællingen og virker en anelse påklistrede. Men det giver de allermindste noget at grine, mens de større børn bliver revet med af historien om fattigdom, jazz, børnehjem, nyopfundet teknik og revolution i både Rusland og Gammelby.

Man kan undre sig over, at Søren Ryge fortæller om sin barndom i introduktionen til afsnittene. Han kan umuligt huske tilbage til 1919. Men han fortæller alligevel medrivende om hvordan han legede med dampmaskiner og hvordan man skulle huske at ringe af, når man havde talt i telefon, så telefonoperatøren vidste, at linjen ikke længere var optaget. Den præsentation han giver af telefonen, skrivemaskinen og grammofonpladen er i sig selv en historisk introduktion til nutidens børn, idet han sammenligner det gamle med 1995-udgaver af mobiltelefonen, den bærbare pc’er og cd’en, som det allernyeste indenfor moderne teknik. Det giver julekalenderen lidt ekstra charme. Til gengæld er der en ikke særlig charmerende computergrafik, som ruller hen over skærmen mens intro-melodien spiller ved hvert afsnit. Animationen, som forestiller Den Gamle By er grim og klodset (også for noget fra halvfemserne), og det er mærkeligt, at man har valgt den slags billeder frem for optagelser af Den smukke Gamle By, som udgør en fantastisk kulisse i alle 24 afsnit.

Selvom den er primitivt filmet og halvdelen af replikkerne er alt for træge, er Hallo, det er jul! en rigtig fin julekalender for børn op til tolvårsalderen med et fint soundtrack og en god portion julestemning.

Julekalender og julekøn

Børn er altid blevet opdraget med eventyr. Et eksempel er Rødhætte & Ulven, som siden 1600-tallet har lært børn, at de skulle gøre, hvad de voksne sagde, hvis de ikke ville udsættes for farer. Fortællinger bliver stadig brugt til at lære børn om livet og hvordan det skal håndteres. Ikke mindst hvordan kønnene optræder overfor hinanden. Julekalenderens eventyrlige underholdning er en del af vor tids kulturelle opdragelse og hvordan ser det ud med kønnene i de populære tv-serier ved juletid?

Julen er en nostalgisk tid hvor man længes tilbage til hvid jul, klejner – og nogle gange også til gamle kønsroller. 2009 ser ud til at være et godt år for den kønsbevidste jul. TV2 genudsender Jesus og Josefine(2003) om den 12årige Josefine, hvis familie er personificeret ligestilling. Moren er præst, faren er lærer og vil gerne lave en bagebog. I parallelverdenen Nazaret år 12 er der en (næsten) helt almindelig familie med en pubertetsdreng, hans stedfar Josef, som slås lidt med at finde sig tilpas med den rolle og moderen Maria, som er lidt af en hønemor. DR bringer en helt ny produktion, som hedder Pagten. Det er naturligvis ikke til at vide om der er ligestilling i universet af trolde og magi før den 24. december. Men det tegner godt, for forfatteren Maya Ilsøe stod også bag Absalon(2006) om den handlekraftige Cecilie, som gerne vil være arkæolog. Hun opklarer et 1000 år gammelt mysterium sammen med drengen Hubert. Der er masser af girlpower og ligeså meget boypower.

I ’70erne blev der produceret en mængde dukkekalendere. F.eks. Kikkebakke Boligby(1977), hvor der eksplicit blev byttet om på rollerne med en far, der er vild med at vaske op og en branddame. Nissebanden(1984) er en flok anderledes nisser med drengenpigen Pil, divaen Gemyse, kogekonen Lunte, den teaterglade Skipper og den kastrerede patriark Hr. Mortensen. Men det er langt fra alle kalendere, som er så progressive. Torvet(1981) er en stor kønskliché: Ella er moderlig, blid, omsorgsfuld og laver mad mens Karl Emil er den faderlige skikkelse fra sø og skov. Pigen er bange, drengen er modig og så er der skorstensfejeren og bagerjomfruen som i al deres feminitet og maskulinitet naturligvis må blive kærester. Jul i Gammelby(1979) er ikke meget bedre: Hovedrollerne er patriarken med masser af autoritet og hans smukke, blonde hustru. Det er ingen undskyldning at historien foregår i gamle dage. Bare se på Josefs stedfarproblematik i Jesus og Josefine.

TV2 er ikke bedre end DR. Pyrus synger i Alletiders jul(1994), at han vil have ”mere ramasjang og tjubang” - men åbenbart ikke når det gælder køn. I rigsarkivet går Josephine rundt og passer på sin lille far og sørger for at han får noget at spise mens han ordner sit arbejde – ligesom i Far til fire. I de efterfølgende Alletiders nisse, Alletiders julemand og filmen Pyrus på pletten er nissepigen Kandis kommet til. Som den fornuftige og pligtopfyldende pige hun er, passer hun på at Pyrus ikke kommer galt af sted og sørger for at han får noget at spise. Jul i Valhal(2005) slog fra første sekund kernefamilietonen an. Enebarnet er stakkels pga. sin karrierekvindemor. Og det er i det hele taget hårdt at være skilsmissebarn. Heldigvis møder den enlige mor en mand, så hun ikke længere skal være enlig. Deres konflikter i løbet af de 24 afsnit er som taget ud af bestselleren om parforhold Mænd er fra Mars Kvinder er fra Venus. Og så er der en rigtig mormor, som går hjemme og bager hele tiden og synes det er så hyggeligt at gøre rent. Til gengæld er der en parallelverden med en flok herlige nordiske guder, der leger med kønsklichéerne - nærmest som var de drag queens.

Det går lidt op og ned med kønnene op til jul. Men i samtidens kulturelle juleopdragelse, ser det ud til at der bliver flere og flere måder man kan være dreng og pige uden at være forkert. Og hvad kan man ønske sig mere af julemanden (og hans kone) end kønsmæssig frihed for julestemte, nisseglade børn?

A Christmas Carol

Det er ikke første gang Charles Dickens A Christmas Carol er blevet filmatiseret. Det er en brandgod historie om griskhed, venlighed, bitterhed og glæde, om at kigge tilbage på sit liv og fortryde og om at beslutte sig for at starte forfra. Den nye animerede udgave er tro mod den gamle historie i en moderne indpakning.

Noget, som altid er en udfordring i filmatiseringerne af Dickens bedst sælgende roman, er at fremstille den nærige, menneskehadske Scrooge efter besøget fra de tre ånder i løbet af julenat. Altså hvordan han julemorgen opfører sig. Det meste af livet har han opført sig helt og aldeles modbydeligt overfor alt og alle, og kun interesseret sig for penge. Men efter at have haft besøg fra dødsriget og fra julens ånder, er den gamle mands øjne blevet åbnede. Ofte bliver den forhenværende pengepuger ufrivilligt udstillet som om han er blevet sindssyg eller ubegavet. Det er fordi det er meget svært at vise, at han så pludseligt - i skærende kontrast til aftenen før - har fået appetit på livet og lyst til at glæde andre mennesker. Det lykkes ganske godt under Robert Zemeckis instruktion af genfortællingen om Ebenezer Scrooge. Jim Carrey, som er en sand stemmens mester, rammer den scroogeske surhed med præcision og nuancerer den svære forvandling på raffineret vis.

Der skal en hel del til for at skabe en uforglemmelig filmatisering af en julehistorie, som siden dens bogudgivelse i 1843 og filmmediets opfindelse i 1895, er blevet fortalt så mange gange, at den ser ud til at være mere kendt end juleevangeliet. Det forsøges her med et storslået computeranimeret univers af 1800tallets London og spøgelser og ånder, som man ikke har set dem før. Der gives en helt anden fornemmelse af rigtige mennesker end i andre computeranimerede film, som f.eks. den nye OP. Karakterernes måde at bevæge sig på er uhyre virkelighedstro, men engang i mellem falder den ellers så naturalistiske animation igennem. F.eks. med birollen Fezziwig, som danser på en mere unaturlig måde end i de film, der ikke engang prøver at kopiere virkeligheden. Den animerede form kan noget som live action ville blive hæmmet af med kameravinkler og special effects. Men de ubegribeligt flot lavede karakterer kan ikke gengive det glimt i øjet, som rigtige mennesker har. Det giver filmen en lidt upersonlig stemning. Til gengæld er der masser af smukke engelske julesalmer, hvilket passer perfekt til titlen og kan sprede noget tiltrængt varme i filmen.

Blandt de mange, mange filmatiseringer kan nævnes A Christmas Carol – The Musical fra 2004 med Kelsey Grammer (Fraser) i hovedrollen som en syngende Scrooge. Den er for alle dem, som elsker musicaluniverset, som man kender det fra Andrew Lloyd Webber. Scrooge fra 1970 med Albert Finney i hovedrollen. Han har af mange filmskribenter fået status som den rigtige Scrooge. I 1983 udkom den tegnede Mickey’s Christmas Carol med Joakim von And som den julefjendske Scrooge og Mickey som hans underbetalte ansatte. Denne anmelders favorit er Muppets Juleeventyr fra 1992 med selveste Michael Caine som Scrooge og alle de kendte dukker i forskellige roller. De fire nævnte film er alle meget tro mod bogen. Dertil kommer alle de julefilm for børn og/eller voksne, som er inspirerede af Dickens i stærkere eller mildere grad.

Den sidste nye Christmas Carol er også tro mod den oprindelige kilde. De officielle anbefalinger er at biografgængerne er mindst 11 år, hvilket er meget passende. For udover at være tro mod det originale plot, er den nye film også tro med den originale uhygge. Så er man 10 år eller under kan man kaste sig over de fire nævnte ældre film. Er man 11 år eller derover og endnu ikke har stiftet bekendtskab med Mr. Scrooge, så er det med at komme i gang! Og man kan meget vel starte med den nyeste af dem alle sammen.