Jelne og Kaiser (og Henrik og Sara og Henriette)

Jeg sidder i lufthavnen. Jeg skal til Berlin. For en time siden fulgte Henrik mig til Terminal 2 og sagde "God tur" og "Jeg elsker dig" og jeg følte mig velsignet. Men det er ikke det jeg tænker på nu. Om fem timer sidder jeg i Saras lejlighed, som engang har haft Berlinmuren i sin baghave, og hyggesnakker med hende og Ask. Sara, som jeg altid sagt skulle melde sig til Americas Next Top Model. Det er bare for sjov. Men hun kunne have gjort det, hvis hun havde villet. Men det er ikke det jeg tænker på. Jeg tænker på at jeg da ikke skal sidde her i lufthavnen og græde. Jeg er 13 sider inde i en roman. En pige, der hedder Jelne (sikke et sært navn) hælder billeder ud på gaden. Hun smider dem ikke. Hun hælder dem. Kasper er sammen med en, der hedder Lise og Jelne hælder billeder af sig selv og Kasper ud på gaden. På Nørrebrogade. Dér i starten af gaden ved bageren og kiosken og posthuset, hvor Henrik boede, da jeg mødte ham for fem og et halvt år siden. Jeg har læst 13 sider, men det er måske allerede efter 13 ord jeg var grædefærdig. Jeg er overrasket og tænker, at jeg hellere må samle mig. Easyjet venter jo ikke fordi Jelne er blevet alene igen, som hun selv siger det ud i luften til sin morfar.
Jeg har aldrig læst i en flyver før nu. Ligesom jeg aldrig plejer at læse i en bil eller en bus. Det fandt jeg ud af som barn, at jeg skulle lade være med. Jeg blev så køresyg, at jeg måtte kaste op i grøften flere gange, fordi jeg 8 år gammel ikke kunne lade være med at læse i Det lille hus på prærien på bagsædet i min mors røde peugout. Eller nej, det var nok en af de senere bøger i serien. Jeg vælger at trodse kvalmen og bliver hos Jelne i flyveren. Hun slås også med kvalme og med ikke at græde, når hun går rundt om juletræet. Jeg har også prøvet det. At et billede af mig og en anden én blev revet midt over. Lige midt i julen og december og alt, hvad der burde være hyggeligt. Og man tror, at man aldrig bliver glad igen. Ligesom når det regner i stride strømme, så tror man aldrig at solen vil skinne igen. Det sagde Lilian, da jeg var til specialemøde et par dage efter jeg var kommet hjem fra Berlin. Vi mødtes en fredag hvor himlen var revnet og man blev så gennemblødt, at man aldrig troede man skulle blive tør igen. Der sagde Lilian: "Når det regner så meget, virker det som om solen aldrig vil skinne igen."
Men det vil den jo, solen. Og jeg vil have at den skal skinne på Jelne. Jeg ville ønske, hun skulle til Berlin og besøge én, der er lige så sød som Sara. Og at Jelne sad og glædede sig i flyveren i stedet for at sidde med ryggen mod radiatoren i Kaspers lejlighed, som før var deres. Jeg holder vejret, for Henriette E. Møller tvinger mig til at læse langsomt. Det gør ondt med alle de langsomme ord, og jeg kommer til at synge lidt inde hovedet, for der er sange flettet ind i sætningerne. Men jeg er bekymret for Jelne. Jeg når til side 45 og ånder lettet op, for dér er der nogle tanker, som er faldet på plads for Jelne.

Første maj aftalte Sara og jeg et par dage i juni, hvor jeg skulle komme til Berlin og besøge hende. Så skulle jeg holde pause fra specialet, se min tidligere kollega, som jeg plejede at se så mange gange om ugen og så skulle hun vise mig sit Berlin. Og ugen efter skulle jeg være specialefri på Bornholm sammen med Henrik. Det kunne godt være lidt panikfremkaldende at planlægge to uger væk fra skriveriet. Men man skal nyde livet.
Derfor bestilte jeg to romaner på biblioteket. Åhhh... To romaner! For første gang i et halvt år, skulle jeg læse noget, som jeg ikke skulle skrive om eller på anden måde stå til regnskab for bagefter. Først fik jeg en mail og en sms om at den ene bog var klar til afhentning. Et par dage efter kom der sms og mail om den anden bog. Jeg blev ved med at udskyde det. Jeg skulle lige skrive et afsnit færdigt. Jeg skulle lige til vejledningsmøde. Så dejligt det altid er at være til vejledningsmøde hos Lilian Munk-Rösing. Så fokuseret jeg bagefter er. Jeg skulle lige skrive lidt mere.
Mandag den 8. juni var jeg stresset om morgenen. Jeg havde ikke pakket. Jeg skulle snart til Berlin. Jeg havde ikke hentet mine bøger. Og den første af dem skulle have været hentet i lørdags. Henrik gik over til biblioteket på Blågårds Plads med mit sygesikringsbevis og kode. De var der heldigvis begge to, og Henrik (min evige redningsmand) overrakte mig de to skatte. Som når man på den første bryllupsdag skal have en papirgave.
"Jelne" står der på den ene. Og det er rammet ind med en rød kant. Som et diplom. Coveret er blændet af lyset fra et åbent vindue med et blafrende gardin. "Kaiser" står der på den anden. Det er understreget. Som en signatur eller fordi nogen virkelig mener det. Der står to kufferter i en lysstråle. De er måske klar til at komme med på tur. Med til Berlin. Eller de er måske lige blevet sat der. Måske har de stået der længe. Og så var der en, som lige fik øje på dem. Eller også er de blevet helt glemt. Ovenover "Jelne" står der Henriette E. Møller. Alle bogstaverne har den samme grå farve. Ovenover "Kaiser" står der Henriette E. Møller med den samme røde farve, som indrammer ordet "Jelne" på den anden bog. Navnet Jelne. Det passer godt på det, der inden i. Hvis man byttede navnene Kaiser og Jelne ud, ville det også passe godt. Kaiser kunne godt være et diplom og et åbent vindue. Og Jelne kunne godt være en signatur eller noget nogen virkelig mente med rejseklare kufferter nedunder. Men det ved jeg ikke endnu, når jeg står med bøgerne i hånden for første gang.

Jeg er overrasket over hvor meget Jelne fylder i mine tanker, men/og jeg er nødt til at lade hende være, dér, hvor hun er. På side 45. Det er et godt sted. Dér hvor man har besluttet sig for noget. Og Sara og jeg spiser dejlige middage, dejlig cheesecake, dejlig brunch. Vi ser på masser af kunst. Vi snakker om det valg, der lige har været, om vores gamle arbejdsplads (som nok ikke kan undvære os), om fremtiden, om Berlin, om København, om vores kærester og jeg fortæller om Jelne. Den bog vil Sara også læse. Hun har den faktisk. I København. "Det er et underligt navn, Jelne" siger Sara. "Ja, det er" siger jeg. Og så snakker vi om navne. Sara synes, at Hassel og Ene er pæne navne, men måske bliver man ene og alene, hvis man hedder Ene? På det tidspunkt ved vi ikke, hvad Jelne betyder.
Hun er med i tasken, Jelne. Tasken er med på gallerier, restaurenter og jeg tager et billede af Sara, Jelne og mig udenfor K.W. Om onsdagen tager Sara mig med på arbejde og jeg ser "hendes" galleri. Det er et dejligt sted. Det ligger tæt på Check Point Charlie. Da jeg skal hjem, tager jeg U-Bahn fra Friedrich Strasse ved check point'en til Oranien Burger Strasse og derfra S-Bahn til Schönefeld. Jeg har været Berlin tro. Nu kan jeg rette mig mod Jelne igen. Vores billeder, som er blevet revet over, og Jelne, som også flyttede skole et par år inde i skoleforløbet. Og Jelnes morfar, som forklarer mig hvad Jelne betyder.
Henrik henter mig i Kastrup, og jeg elsker ham højere end nogensinde, selvom jeg er nødt til at læse færdigt, når vi er hjemme. For torsdag den 11. skal jeg samle mine tanker og fredag den 12. skal jeg mødes med Lilian i regnvejr. Og så kan Jelne ikke spøge.

Jeg beslutter mig for at skrive noget om Jelne. Det første gang i 6 mdr. jeg læser noget, jeg ikke skal skrive om. Men jeg er nødt til det. Jeg vil lægge det ud på min blog, som nogen måske vil læse. Det skal ligge der som en anbefaling. Det skal ligge der som en hilsen til Henrik, til Sara og Henriette. Henriette, som jeg mødte i september i 2004 på KUA, hvor vi fulgte fagene Kulturlivets insitutioner og Kulturjournalistik. Jeg kan sagtens huske hendes skriftlige præsentation: I gymnasiet, hvor hun "døde af ulykkelig kærlighed en gang om ugen." Det gjorde jeg ikke. Men det gjorde jeg næsten, da jeg var blevet færdig med gymnaiset. Og det var lige så alvorligt som Jelnes dødsfald. Heldigvis er det ikke kun katte, som har flere liv. Det har mennesker også. Ligesom bøger og tv-serier. Når Jelne tænker "sådan dør jo alle" om sin morfar, der har fået hjertestop, så får Ingeborg Skjern et ekstra liv. Og når Daniel troede, at det var to twisters og ikke to drifters i Moonriver, så liver Carrie og Mr. Big's kærlighed op igen. Deres kærlighed har mange liv. Også et i Kaiser. Og sådan kan Henriette give gamle karakterer nyt liv.
Jeg elsker Sex and The City og jeg elsker Matador. Det gør Henriette også, kan jeg se. Og Americas Next Top Model. Vi skriver nogle gange beskeder til hinanden om Top Model på Facebook. Det er bare for sjov. Men så bliver Henriette igen flettet ind i mit liv. Ligesom på KUA for 5 år siden. Dengang var det heller ikke de alvorligste emner. Jeg kunne godt lide hende. Hendes venlige stemme og roligt observerende øjne bag brillerne under pandehåret. Og hendes repportage var den bedste blandt alle de mange ivrige skribenter på holdet. Hun havde været til bingo. Eller hedder det banko? Der var en til bingo, som var glad for ikke at vinde noget, for så var det ikke sikkert, man nåede bussen bagefter. Og jeg blev glad, da der også var lidt bingo med i bogen. Tænk, så mange minder, oplevelser, tanker, følelser man rummer. Ting, der er sket, som man havde glemt at man huskede, men som får nyt liv engang imellem.

Søndag den 14. tager Henrik og jeg til Bornholm. Vi kører forkert i Sverige men når heldigvis færgen fra Ystad til Rønne. Det er et af de smukkestes steder i verden, Bornholm. Det synes jeg lige nu. Men det så jeg ikke på lejrskolen i 7. klasse. Vi bor i et lille, gult hus med rødt bindingsværk og en stor grøn have fuld af krogede frugttræer. Det heder Enghuset, og ligger på Bobbevej lige ned til havet. Det er den skønneste plet på Bornholm. 2 km nord for Gudhjem. Det er den sødeste by på hele øen. Og jeg er her sammen med Henrik.
Ind i mellem kærlighed, historie, natur, kultur og folkeskoleklasser, som minder mig om hvor ene og alene og jelne, jeg følte mig dengang, læser jeg om Ida og Agnete og Ebba og Albert, som alle hedder Kaiser til efternavn. Og igen er det som om Henriette skriver om mig og til mig. Da min morfar døde var der også en mærkelig lugt og mærkelige følelser. Og han så anderledes ud. Min mor er også uddannet sygeplejerske og var meget professionel. Hun ordnede meget. Sådan kan man håndtere livet og døden. Hun ville måske se sig selv i Agnete. Jeg kan i hvert fald se noget af hende i Idas mor, Agnete. Og min mormor, som både blomstrede op og ikke helt forstod, at han døde. Hun har stadig hans navn på hendes dør. Og Ida, som efter mange år på KUA bakser med specialet (og savner Jelne). Og Agnete, som skal gennem Check Point Charlie i 1983.
Jeg ved ikke om det er den fantastiske natur på Bornholm, en hel uge væk fra specialet (jeg har ikke engang skrevet på det i hovedet), de 8-10 skoleklasser, vi er stødt på (heldigvis hurtigt og smertefrit) eller Jelne i sidste uge og Kaiser i denne uge - uanset hvad det er, så har jeg drømt flere drømme i løbet af ugen på Bornholm end jeg har i hele 2009. Jeg har drømt om tid, familie, situationer, personer, ting, der er sket, ting, der kunne være sket, ting, som for håbentlig kommer til at ske - og ikke ske. Ting, som har formet mig - og som i deres fravær har været mindst lige så identitetsdannende for mig, for Jelne, for Ida, for morfædre, mødre og mange, mange andre.
Nu sidder jeg fredag den 19. juni og skøjter hen over de sidste 12 dage i mit liv. Udsigten her fra Enghuset ned gennem haven og ud over Østersøen har ikke været smukkere. Om lørdagen er den endnu smukkere. Og søndag er den allersmukkest og så skal vi hjem. Vi har haft solskin alle dage. Så snart vi er kommet i havn i Ystad begynder det at regne. Så er vi snart hjemme. Og det er tørvejr, når vi kører over broen til Danmark. Himlen er lyserød om aftenen på Nørrebro. Den har måske ikke være smukkere. Og nu er det mandag den 22. juni. Jeg kigger ud fra lejligheden på Rantzausgade, ud forbi altanen over til muren, hvor nogen har skrevet ELSK med store. Der er masser af blå himmel og solskin. Jeg har oplevet de sidste to uger én gang til. Og jeg vil snart aflevere bøgerne på biblioteket. Jeg vil lade bogmærkerne være i. Et Tageskart fra Berlin i Jelne og kvitteringen fra Østerlars Kirke i Kaiser. Det er mine små hilsner til Jelne, familen Kaiser og kommende læsere.