Begejstring & Brutalitet

Ekstern lektor i Kulturjournalistik ved Københavns Universitet siden 1995. Teaterkritiker ved Dagbladet Information siden 1995 og ved Børneteateravisen.dk siden 2004. Medlem af juryen bag Årets Reumert siden 2008. Forfatter Anne Middelboe Christensen har en erfaring med teater og anmelderi, som ingen kan betvivle.

Derfor var forventningerne i top, da denne anmelder kastede sig over den lille bog Begejstring & Brutalitet – en guide til anmelderens rolle, som skulle være et indspark i en debat om kulturkritik og anmeldergenren – en guide til anmelderens skriverier og til alle andre kulturinteresserede om hvad anmelderen skal bruges til. En god og lovende titel, som også alle andre anmeldere har påpeget.

Men bogen var desværre en skuffelse. Den havde været en god blog for venner og bekendte, studerende og fans, som gerne vil følge med i Middelboes tanker om hendes professionelle liv. Den mildest talt løseligt komponerede bog, ville have været gode som blogindlæg med den røde tråd, at de handler om anmelderi på den ene eller anden måde. F.eks. kapitlet 'Hvorfor kører anmeldere på cykel?', som handler om at anmeldere ikke tjener godt, men er en særlig skare af hyperaktive kulturfreaks med liden løn og storladen passion.

Der er en form for hverdags-rock-n-roll-romantik i Middelboes portræt af sit og sine kollegers liv som anmeldere. De suser fra teaterpremiere til teaterpremiere og giver fanden i penge. For de er anmeldere. Vaskeægte anmeldere. Og livet som kritiker ved Information er så fuld af magi, at det må deles ned i detaljen, som f.eks. med denne sætning fra førnævnte kapitel: ”Jeg kører på cykel og tager næsten selv kaffe med til pausen. Men hvorfor kører jeg på cykel, når det regner? Fordi Information har nogle vidunderlige sadelbeskyttere, som man kan få sig et billigt grin over, når regnen vælter ned. 'Læses med den anden ende', står der hen over sadlen.”

Udover disse betragtninger fra anmeldedernes fabelagtige liv, der er fattigt på penge men rigt på kultur, er der også en lidt fjollet opdeling af 'De syv anmeldertyper', som inkluderer den bedrevidende, den selviscenesættende, den spørgende, den overstrømmende, den passionerede, den tandløse og den anarkistiske anmelder. Der er også en definition på seks-stjerner-skalaen, som flere af anmelderne af denne bog, undertegnede inklusiv, ikke helt kan nikke genkendende til. Udlægningen af denne skala, er, at det egentlig kun er 6 stjerner, der kan modtages med et smil af kunstneren bag det bedømte værk. 5 stjerner er 'nærigt eller køligt' og 4 stjerner er 'øv'.

Nuvel, bogen består ikke kun af muntre betragtninger fra et vidunderligt anmelderliv med stjerner, anmeldertyper og cykelsadler. Der er også argumentation for hvorfor anmeldelsen er så vigtig. Og det er svært at være uenig i, at der er brug for eksperter, der konsumerer store mængder kultur og som skal udtale sig om samtidskunsten, inden den går ind i kulturhistorien.

Men hvor bogen virkelig fejler, er der, hvor den argumenter for den ægte anmelder; den anmelder, der er ansat ved en ægte papiravis. Med mindre det som Børneavisen.dk har været en rigtig papiravis engang og nu kun findes på nettet. Eller som gregersdh.dk har været en anmelder på en rigtig papiravis og nu har en blog på nettet. Al anden form for kulturformidling på nettet er intet værd.

Internettet er faktisk en skraldespand, mener Middelboe. Usynlighed og tilfældighed hersker. Ikke alene bliver anmeldelserne på nettet aldrig læst, mens tilfældige klik surfer henover deres overflader - de er også ureflekterede, fordi der nu ikke længere arbejdes med en deadline på samme måde som på avisen. Netanmeldelser ryger nemlig på, lige så snart teaterstykket er færdigt. Der er ingen tid at tænke i, fordi en anmeldelse kan sættes så hurtigt op. Middelboe glemmer, at bare fordi man kan handle uendeligt hurtigt, er det ikke sikkert man gør det. Faktisk giver nettet længere tid til fordybelse, da der er færre instanser anmeldelsen skal forbi inden den 'bliver trykt'.

Og mht. tilfældighed og usynlighed, må jeg lige komme med et eksempel fra en af mine internetbaserede anmelder-kollegers velbesøgte sider. De seneste tal fra Filmz.dk (og de er formentlig vokset siden da) siger 150.000 unikke brugere og 4 millioner sidevisninger - om måneden. Derudover downloades Filmz Tv, deres fremragende Web TV-magasin, 130.000 gange om måneden. Der findes mange andre filmhjemmesider, der også bliver læst lige så grundigt eller grundigere end gammeldags papiraviser. Der til kommer litteratursiderne, teatersider, musiksiderne og de sider, der rummer det hele. Og mht. netanmeldelernes professionelle værktøjer... så er mange af dem jo skolet i Kulturjournalistik fra Københavns Universitet.

Anne Middelboe Christensen: Begejstring & Brutalitet – En guide til anmelderens rolle

Informations Forlag, 142 sider

ISBN: 9788775143597

Ny filmpris - Årets Ole

Den 19. februar uddeles en ny stor filmpris

Gennem 17 år har Ole 'Bogart' Michelsen guidet os gennem amerikansk action, franske forførelser og østeuropæisk socialrealisme i filmprogrammet Bogart. Den 19. februar uddeles en ny stor filmpris - opkaldt efter den legendariske vært Ole Michelsen. USA har Oscar, Danmark har Ole. SOF - Sammenslutningen af Online Filmjournalister har besluttet at hædre dansk film med den nystiftede pris Årets Ole. Prisen er opkaldt efter Ole 'Bogart' Michelsen. Manden, som gennem tre årtier satte sit elegante og signifikante præg på dansk filmanmelderi og blev synonymt med filmprogrammet Bogart.

Filmens fagre verden

Foreningen SOF er stiftet af seks danske online filmmedier, Cinemazone/Metroxpress, Film-nyt, Filmnoter på Den2radio, Filmz, Kultunaut og Onfilm. Tilsammen når de ud til 1.595.000 lyttere, læsere og seere hver eneste måned og dækker filmens mangfoldige verden kærligt og seriøst i tekst, tv og radio. Formanden for SOF, Morten Vejlgaard Just udtaler: "Tilsammen giver medierne i SOF en komplet dækning af filmens fagre verden. Vi er aktive på alle platforme og i alle formater. Den vidende anmeldelse, det nyeste gossip, det levende interview og den grundige baggrund. Derfor er det kun naturligt, at de levende onlinemedier nu også hædrer dansk film med en årlig pris opkaldt efter et levende filmjournalistisk forbillede Ole 'Bogart' Michelsen."

Årets Ole - alle tiders Bogart

Med et bord, en håndfuld film og et hav af hatte guidede Ole Michelsen seerne gennem de nyeste stjernestunder og store filmoplevelser og var i mange år ugens højdepunkt for filmfreaks. Og nu lægger han altså også navn til en filmpris. Selv siger Ole Michelsen: "Det er en meget stor ære at lægge navn til sådan et projekt. Hold da kæft!"

Prisoverrækkelsen bliver naturligvis transmitteret på net-tv og kan findes på SOFs hjemmeside: www.onlinefilmjournalister.com.

------------------------------------------------

Tid & Sted: 19. februar, kl 12.00 på hjemmesiden: www.onlinefilmjournalister.com På hjemmesiden kan du også læse mere om SOF og Årets Ole.

------------------------------------------------

De nominerede til Årets Ole er:

Bedste film:

En familie

Melancholia

SuperClásico

Bedste kvindelige hovedrolle:

Frederikke Dahl Hansen (Frit fald)

Kirsten Dunst (Melancholia)

Lene Maria Christensen (En familie)

Bedste mandlige hovedrolle:

Jesper Christensen (En familie)

Mads Brügger (Ambassadøren)

Nikolaj Lie Kaas (Dirch)

Bedste kvindelige birolle:

Adriana Mascialino (SuperClásico)

Charlotte Gainsbourg (Melancholia)

Marta Holm (Skyskraber)

Bedste mandlige birolle:

Lars Ranthe (Dirch)

Pilou Asbæk (En familie)

Sebastian Estevanez (SuperClásico)

Bedste udenlandske film:

Black Swan

Drive

Oslo, 31. august

Countryduoen HUSH har sammen med guitaristen Rune Kjeldsen turneret det ganske land tyndt i november og december. Er man heldig at befinde sig i nærheden af Hadsten d. 10. december, kan man opleve turnéens sidste koncert.

I februar udsendte de deres fjerde studiealbum Dark Horse, som blev rost til skyerne af musikanmeldere. I BT kunne man bl.a. læse denne erklæring: Det fås ikke bedre øst for Tennessee. Har man som undertegnede en forkærlighed for country – men af uforklarlige årsager ikke allerede har stiftet bekendtskab med HUSH – er det bare om at komme i gang!

Den melodiske og dragende blanding af folk, pop og country mestrer Dorthe Gerlach og Michael Hartmann til fulde – og mere til! Aldrig har man kunne nyde så vidunderlig country made in Denmark. Miss B Haven og Darleens kan sætte sig til rette på skolebænken og lytte opmærksomt med, når HUSH på sine fire albums udfolder den inderlighed, som er kendetegnende for ægte country.

Der er masser af hjertesmerte i duoens tekstunivers, og Dorthe Gerlach, som muligvis er en af landets allerbedste sangerinder, har sin helt egen sublime skønhed, som svæver ud gennem højtalerne med en lethed, der uden mindste besvær holder country-tristessen oppe.

HUSH har en dybt forankret musikalitet og personligt udtryk, som blev et af de største aktiver på Værsgo 2 (2005). Hyldestpladen til Kim Larsens album Værsgo (1973) bød på forskellige danske kunstneres fortolkninger af de 17 folkekære sange. Men finest er HUSH' udgave af ”Maria”, som blev til en smuk, lille country-kuriositet i hænder på Hartmann og Gerlach. Dorthe Gerlachs spinkle og yndefulde stemme flyttede ”Maria” fra at være denne lytters mindst-favorittede Værsgo-sang til absolut yndlingsnummer på Værsgo 2.

Sikkert og vidst er det, at HUSH gør sig umådeligt godt på countryhylden ved siden af Dolly, Parton, Tammy Wynette, Lee Hazlewood og de andre store amerikanere.

Du kære, gamle julemand. Her har du et godt råd: læg masser af HUSH i din gavesæk og fordel musikken blandt dem, der elsker country og dem, der endnu ikke ved, at de elsker country, men som sætter pris på skønhed, tristesse og kærlighedssange. Og ikke mindst til alle dem, der har brug for at få varmet den vinterfrosne sjæl af en musikgenre, som er alt for overset her i det kolde nord.

HUSH: A Lifetime (2004) kan købes som cd og download

HUSH: For all the right reasons (2007) kan købes som cd og download

HUSH: Backroads (2008) kan købes som cd og download

HUSH: Dark Horse (2011) kan købes som cd og download

HUSH m.fl.: Værsgo 2 (2005) kan købes som cd og download

DreamJockey

Bandet med det vidunderlige navn DreamJockey udgiver på fredag deres andet album. Under titlen Earthquakes, Religion and Heartaches huserer nøgleordet frihed på flere forskellige niveauer. De to drømmejockeyer Kristian Hartling (guitar, vokal) og Mads Belding (trommer) ønsker at placere sig som modvægt til tidens buzz words karrierecoaches, businessplaner, strømlining og pengemaskiner. De er musikere. De laver muik - og ikke livsstilsprodukter. De følsomme drømmere lader følelserne flyde frit i et kreativt lydunivers uden faste rammer. Fokus er musisk udfoldelse fremfor salgbarhed.

Den sensitive vokal tillader sig at svinge sig ud i metatekster som i 3. track Hurrah og det mere klichéfyldte sprog i 5. track Christiania Girl, og nuancerer sig i forskellige former for håb og tilståelser gennem pladen. Rytmerne leger lystigt men samtidig næsten dystert, som man kan møde det hos en ung Tom Waits, og sangene forsvinder nogle gange ud i legesyge lydmontager. Det bevæger sig på grænsen til det overproducerede fra tid til anden, men det er på helstøbt måde fordi det er to musikere i fri leg.

De mange indie-kashmirske-jungle-drømme ville gøre sig godt på radiokanalernes tracklister. Men hvis tilliden til radiofoniens musiksammensætning svigter, kan man fra på 29.04.2011 anskaffe sig Earthquakes, Religion and Heartaches. Coveret er i sig selv et lille kunstværk, som visuelt er drømmende, foruroligende og naivt med inspiration fra barokken og de psykedeliske tider, så der er en rigtig god grund til at få det på vinyl.

http://www.dreamjockey.com/

http://www.divine-records.com/

Bitterfissens stormfulde modtagelse

Den 16. maj 2008 skrev jeg et blogindlæg om bogen Bitterfissen. De sidste par måneder er indlægget blevet spammet med pornolinks og reklamer for viagra. Det må jo være ordet 'fisse', som er skyld i det. Men jeg tager chancen og poster bitterfissebloggen én gang til med samme overskrift:

For over et år siden udkom Maria Svelands feministiske roman Bitterfittan i Sverige. Den blev possitivt modtaget og har allerede solgt over 60.000 eksemplarer. Nu er den blevet oversat til dansk og den 8. marts udkom den i Danmark under titlen Bitterfissen. Modtagelserne har mildest talt været meget blandede; den er både blevet kaldt velskrevet og fornyende og samtidig blevet beskyldt for at gå patriarkatets ærinde og for slet ikke at være en roman eller i hvert en meget dårlig en af slagsen. Det vildeste denne bog og dens forfatter har kunnet fremmane i debattens saglige navn, var at få den ellers så nydelige Adam Holm til at råbe KNÜLLA KNÜLLA KNÜLLA i en ellers helt almindelig Deadline på DR2 kl 22.30.

Hvad er det så, der er med den roman? Den fastslår, at det ikke er nemt at være kvinde, som føder børn og har en karriere. Det er der vel ikke noget nyt i? Næææ, såmænd ikke - det kan vi jo læse i Alt for damerne eller Ugebladet Søndag uge efter uge. Men det som denne bog gør, og som jo ligger meget eksplicit i titlen, er at den ikke bare indrømmer, at man meget nemt kan gå hen og blive bitter af at skulle det hele som kvinde. Den udråber det - på trods af eller på grund af. at bitter altid har været et skældsord. Det er efterhånden ved at være en svensk tradition, at feministerne tager skældsordene på sig og vender dem til noget stærkt. Det gjorde Skugge, Olsson og Zilg med Fittstimm i 2000 - på dansk Fisseflokken - og nu Sveland med Bitterfittan. »Ja, jeg er en bitterfisse, fordi jeg ved for meget om kvinders undertrykkelse til ikke at være sur. Alle kvinder i verden har ret til at være pokkers tossede. Vi vil eksistere på sammevilkår som mændene og ikke bare i teorien.« Har Sveland sagt til JyllandsPosten.

Det er interessant at så hvor forskellige reaktioner, denne bog har medført. Anette Dina Sørensen skrev i sin anmeldelse i Politiken: "I romanen 'Bitterfissen' tager Maria Sveland fat dér, hvor uligestillingen gør allermest nas i det daglige. Hvordan får vi nogensinde ligestilling, når vi ikke engang kan finde ud af at leve ligestillet med den, vi elsker (...) Sveland tager fuldstændig uforfærdet det personlige afsæt, dér hvor hovedparten af læserne kan mærke noget, hvis de ellers tør." Denne kønsforsker var altså yderst tilfreds med denne roman, og skrev i slutningen af sin anmeldelse: "Sjældendt er ambivalenserne omkring forældreskab, parforhold og selvrealisering diagnositceret med så smertefuld genkendelighed."

Anderledes er tonen i feminist Leonora Christina Skovs anmeldelse i Weekendavisen: "En grundbitter januarmorgen sidder 30-årige Sara på et charterfly til Tenerife omgivet af den store heterolykke. Ikke sin egen, forstås. Den knækkede sammen under hende to år tidligere, da hun fik sit første barn, og resterne af den (manden og sønnen) har hun ladet blive i Stockholm. Hun må tænke sig om. Det er efterhånden på høje tid. ”Jeg er allerede halvvejs inde i min forvandling til bitterfisse. Det er en proces, der forekommer uundgåelig, når vi nu lever i et samfund som diskriminerer, voldtager, mishandler og krænker piger og kvinder,” reflekterer hun, imens hun fordyber sig i Erica Jongs Luft under vingerne. Hun fortsætter: ”Mens hun kunne bolle løs, gå i analyse, tage stoffer til fester, være venstreorienteret og med i en stor, fed kvindebevægelse, måtte jeg være teenager i de antifeministiske, angste 80ere, hvor alting var mørkeblåt, selv mascaraen.” Det er så hovedhistorien, jeg netop har genfortalt", skriver Skov. Jeg er ikke enig i, at Sara er omgivet af den store heterolykke - det er hun netop ikke, da det ikke kun er hendes eget ægteskab, hvor det halter med ligestillingen.

Men jo, romanen handler om en ung mor, som rejser væk en uge for at samle sine tanker, tage lange bade og slappe af. Undervejs bliver læseren indviet i Saras tanker og observationer omkring ligestilling eller mangel på samme i hendes udvikling fra barn til voksen. Skov, mener ikke at, der "nødvendigvis kommer stor skønlitteratur ud af at bruge sin romans nutidsplan som springbræt for enhver tænkelig uret, der nogensinde er overgået kvinder i almindelighed og hoverpersonen i særdeleshed." Nej, tænker jeg, men der kommer vel heller ikke nødvendigvis dårlig skønlitteratur ud af det.

Heller ikke kønsteoretiker og litteraturforsker Lilian Munk Rösing mener, at Bitterfissen er romanbetegnelsen værdig, men burde være blevet skrevet som en debatbog i stedet. Derudover mener hun, at bogen går patriarkatets ærinde ved at fastholde jeg-fortælleren på "et eller andet tøsestadie" og fortsætter: "Den eneste redning af bogen er at forestille sig, at det hele er ironisk ment - en ironisk udstilling af en kvindebevidsthed på afveje. Det findes der desværre ikke umiddlebart fortælleteknisk belæg for."

Munk Rösings anmleldse, som blev bragt i Information den 6. marts med overskriften "Klynkekussen", fik Elisabeth Møller Jensen til at indrykke artiklen "Til forsvar for klynkekussen" på Kvinfos forum den 11/3. Møller Jensen skrev, at det er en bog, som handler om "en ung kvinde, der tager sin bitterhed og sin vrede på sig og råber den ud, uskøn og skinger, sådan som vrden som regel er. (...) Svelands roman såvel som reaktioner på den minder også om, at når det rykker på ligestillingsfronten, gør det ondt i det private."

Berlingske Tidende bragte dagen før Bitterfissen udkom en anmeldese af Jens Andersen, der skrev at Maria Sveland elsker at hade mandekønnet. "Jeg holder ellers meget af mandehader-bøger", fortsatte han, "især hvis forfatteren har humor. Det savner Maria Sveland, der ikke engang kan de det tragikomiske i at hun hele tiden forsøger at projicere sin egen bitterhed over at være så bitter en bitterfisse over på alt andet og alle andre end sig selv." Det første Jens Andersen-citat minder mig om ærkeracisternes udtalelser, som ofte startes med et "Jeg er ikke racist, men..." og det næste citat understreger, at når vrede, unge mænd skriver om deres negative følelser kan det sagtens være stor litteratur, men når bitre, unge kvinder gør det, så er det ikke specilet vedkommende for nogen som helst.

Til gengæld mente Jyllands Postens anmelder, Sofie Engberg Sonne, at Bitterfissen er en "øjenåbner", som både er "veloplagt og velksrevet med mange gode iagtagelser og referencer til fraværende fædre og overgreb på kvinder overalt i vores kultur. (...) Den rabiate og hidsigt rødstrømpe-klingende titel stemmer ikke overens med romanens fint nuancerede og følsomme skildring af et helt almindeligt kvindeliv." Sjovt nok er Engberg Sonne ikke glad for titlen, som var det eneste possitive Leonora Christina Skov og Lilian Munk Rösing kunne finde i Maria Svelands bog.

Selv var jeg meget glad for at læse Bitterfittan. Jeg læste den på svensk før den udkom i Danmark, og så undrende til mens de oprørte følelser fløj rundt i avisspalterne og på tv-skærmene. Med bøger som Fisseflokken og Pikstormerne bag os, troede jeg ikke, at Bitterfissen med sin titel alene kunne forarge nogen. Som en lille pocket-roman på 222 sider - ikke verdens mest velskrevne roman, som på nogen måde fornyer sproget, men en ganske velstruktureret lille sag, som hen mod slutningen bliver rigtig spændende (for hvad gør Sara mon efter at have samlet sine tanker) - kunne jeg heller ikke forstå, at den kunne skabe så megen debat om den litterære komposition. Jeg havde dog regnet med, at det ville skabe debat, når en ung mor i en roman ikke bare indrømmer, at det ikke er 100% fantastisk at være mor, men også kræver er ferie fra moderskabet på en hel uge. En uge hvor ligestilling mellem kønnene er det eneste, den unge mor vil tænke på.

Jeg havde dog ikke troet, at den nydelig nyhedsoplæser på DR2, Adam Holm, ville kunne blive så provokeret af den rolige Maria Sveland, at han i afmagt over ikke at få hende til at indrømme, at det at være bitter er noget, kvinder skal skynde sig at komme af med, mans han stædigt fastholdt, at biologien former os som forældre. "Jamen mænd ér bare anderledes indrettet end kvinder. Mænd vil bare KNÜLLA, KNÜLLA, KNÜLLA!" Og de sidste tre ord - på dansk kneppe, kneppe, kneppe - blev råbt, mens han bankede i bordet foran den upåvirkede Maria Sveland. Hendes bog havde jo også været på gaden i Sverige i over trekvart på på det tidspunkt, så hun var nok blevet vandt til lidt af hvert.

Jeg vil varmt anbefale alle at læse romanen Bitterfissen, Forlaget Modtryk, 200 kr. Derefter vil jeg anbefale, at man går ind på www.dr.dk/deadline og finder den sene udsendelse fra 8. marts.

God fornøjelse.

Tøselitteratur eller hardcore feministisk power propaganda?

Det er næsten ikke til at bære, at endnu en 8. marts står for døren og stadigvæk sidder jeg her med min klumme og stiller min computer det samme spørgsmål, som jeg så tit har gjort: Hvorfor er kulturprodukter skabt af og/eller for kvinder mindre værd end dem, som har mænd som afsendere og modtagere?


Irlands bedst sælgende forfatter hedder Marian Keyes. I 1995 debuterede hun med romanen "Vandmelonen". I 2000 fik hun sit internationale gennembrud med "Sushi for begyndere". Sidste år udkom "The Brightest Star In The Sky", som i år bliver oversat til bl.a. svensk og hebræisk. Hvis man ikke kan vente til den på et eller andet tidspunkt udkommer på dansk, findes den engelske udgave både i danske boghandlere og på biblioteket. Selv står jeg i kø til den og kan få lov at låne den om et halvt års tid.


Keyes er placeret i den litteraturkategori som på nydansk kaldes "chik lit" - tøselitteratur. Når en forfatter først er placeret der - og oven i købet regnes for at være en af verdens største indenfor dette felt - så er der per definition ikke særlig meget opmærksomhed fra andre end de matchende tøsemedier. Der kommer ikke foromtaler eller anmeldelser i aviserne, "Smagsdommerne" på DR2 vil ikke diskutere den seneste bog og der bliver ikke forsket i det på universiteterne - ikke så meget som skyggen af et bachelorprojekt på litteraturvidenskab handler om Marian Keyes eller hendes nære kolleger. Og det er en skam, for man kunne jo godt argumentere for vigtigheden i at belyse den litteratur, som appellerer til en kæmpe kvindeskare verden over. Det er oplagt at sammenligne med Dan Brown, der som krimiforfatter også befinder sig i det man kan kalde den lettere del af litteraturen, og som også gerne lader kønsproblematikker fylde godt i de tykke bøger. Brown har skrevet 5 romaner, hvilket kan synes af lidt sammenlignet med Keyes 12 bestsellers. Alligevel er han blevet budt indenfor af anmeldere i aviser, litteraturtidsskrifter og andre medier verden over, mens Keyes må nøjes med anmeldelser i mode- og dameblade. Og så er det nu, jeg lige må pointere, at jeg ved af erfaring at mænd kan sætte lige så meget pris på Marian Keyes som på Dan Brown. Jeg blev anbefalet "Vandmelonen" for 10 år siden af en meget læsende mand, som syntes den var både sjov og intelligent.


Hver eneste dag bliver Keyes læst af titusindvis - og er blevet det nonstop i løbet af de sidste 10 år. En Keyesbog kan nå helt op over 700 og det ser ikke ud til at skræmme læserne. Hvis ikke det var for den førnævnte kategoriske placering, ville mange andre forfattere blegne af misundelse. Hovedpersonen eller hovedpersonerne er ofte kvinder i slutningen af tyverne eller et sted i tredverne, de ser tit godt ud, har et ganske prestigefuldt job og kan gode lide sko og tasker. Denne kvindetype er ikke noget særsyn - vi møder hende faktisk hele tiden. Hun er både med i tv-serier om læger, advokater, desperate husmødre og singler i New York. Hun er også med i krimier, romantiske komedier, dogmefilm og Go' Aften Danmarks fredagspanel.


Men i Keyes skrevne universer, når læseren længere ind i sjælen på denne stereotype power-kvinde. Der bliver taget elegant hånd om tabubelagte emner som alkoholisme, hustruvold, depression og det er helt OK at være nybagt mor og ikke have overskud til at amme. Overordnet set handler romanerne om kærlighed - som regel både den lykkelige og den ulykkelige slags. Men disse mere eller mindre fortærskede fortællinger om utroskab eller uskrevne dating regler, bliver brugt til at vise en masse kvindeskæbner, som måske ved første øjekast ser ud til at være en masse alener af et stykke, men som er vidt forskellige mennesker, der ligger under for og kæmper mod de samme besnærende kønskonstruktioner. Især de seneste romaner emmer af eksplicit og intelligent feminisme. F.eks. "Tre sider af samme sag", som på overfladen handler om utroskab i tre forskellige parforhold og prestige indenfor forlagsbranchen. På blideste og hysterisk sjov vis messer bogen søstersolidaritet af den gode gammeldags slags. "En charmerende mand" er efter min mening hovedværket i Keyes forfatterskab. Med den kommer læseren med rundt om mediernes forskellige behandling af mandlige og kvindelige politikere, transvestitisme og hustruvold ved at fortælle om stylisten Lola, der lige er kommet ud af et forhold.


Det er imponerende at kunne skrive legende let med benhård sarkasme og silkeblød empati og fastholde sin stil, sit budskab og sine læsere gennem 15 år og sammenlagt 6000 sider. Og det er deprimerende at en forfatter kan have sådan en karriere og stadig ikke blive opfattet som en del af det gode selskab fordi hovedpersonen oftest er en kvinde, der ser godt ud og har en svaghed for håndtasker.

Hallo, der er jul!

DR har udgivet en hel del julekalenderklassikere på DVD. I år er turen kommet til Hallo, det er jul! fra 1995. Den henvender sig til de 5-12årige børn, som interesserer sig for gamle dage og de helt små, som kan grine af drillenisserne. Teenagerne og de voksne kan nok finde noget mere interessant at tage sig selv i løbet af de 24 afsnit.

I 1979 havde Danmarks Radio succes med Jul i Gammelby. Den var optaget i Den Gamle By i Århus, foregik i midten af 1800-tallet og hvert afsnit blev introduceret af Poul Thomsen, som snakkede lidt om gamle dage. Handlingen var noget tynd, og i gensynets lys ser tv-kalenderen noget forældet ud. Bedre står det til med opfølgeren Hallo, det er jul! som kom 16 år senere. Den er også optaget i Den Gamle By, den foregår i 1919 og hvert afsnit bliver introduceret af Søren Ryge, som snakker lidt om gamle dage. Fælles for de to julekalendere er, at de voksne skuespillere taler som om de var med i et teaterstykke, hvor der skal artikuleres så man også kan høre det på de bagerste rækker, mens børnene snakker som om de var med i en Malmros-film.

Handlingen i den nyere kalender består af forskellige små plots, som sindrigt er flettet sammen til en større historie. Der er Baron von Gullasch, som vil industrialisere byen, den fattige træskomager og hans datter, som ikke må være med i årets julespil. Der er kulturkamp, kvindekamp, værdikamp og radikalisme hos avistrykkeren og hans kone og der er sladder, som kommer fra den venlige telefonoperatør. Samtidig med at handlingen udfolder sig præsenteres forskellige begreber, opfindelser og krige fra den del af det 20. århundrede. Den er underholdende og undervisende på samme tid, og det gør at man sagtens kan se flere afsnit i træk i modsætning til f.eks. Jul i Gammelby, hvor der ikke er meget variation i afsnittene. Filmens nisser, en sætternisse og en telefonnisse, som driller menneskene med teknikken, er dog ikke synderligt integrerede i fortællingen og virker en anelse påklistrede. Men det giver de allermindste noget at grine, mens de større børn bliver revet med af historien om fattigdom, jazz, børnehjem, nyopfundet teknik og revolution i både Rusland og Gammelby.

Man kan undre sig over, at Søren Ryge fortæller om sin barndom i introduktionen til afsnittene. Han kan umuligt huske tilbage til 1919. Men han fortæller alligevel medrivende om hvordan han legede med dampmaskiner og hvordan man skulle huske at ringe af, når man havde talt i telefon, så telefonoperatøren vidste, at linjen ikke længere var optaget. Den præsentation han giver af telefonen, skrivemaskinen og grammofonpladen er i sig selv en historisk introduktion til nutidens børn, idet han sammenligner det gamle med 1995-udgaver af mobiltelefonen, den bærbare pc’er og cd’en, som det allernyeste indenfor moderne teknik. Det giver julekalenderen lidt ekstra charme. Til gengæld er der en ikke særlig charmerende computergrafik, som ruller hen over skærmen mens intro-melodien spiller ved hvert afsnit. Animationen, som forestiller Den Gamle By er grim og klodset (også for noget fra halvfemserne), og det er mærkeligt, at man har valgt den slags billeder frem for optagelser af Den smukke Gamle By, som udgør en fantastisk kulisse i alle 24 afsnit.

Selvom den er primitivt filmet og halvdelen af replikkerne er alt for træge, er Hallo, det er jul! en rigtig fin julekalender for børn op til tolvårsalderen med et fint soundtrack og en god portion julestemning.