A Room of Ones Own af Virginia Woolf

Resumé
"A Room of Ones Own" eller "Eget Værelse" skrevet af Virginia Woolf i 1928, handler om em hovedpersonen Marys søgen efter sandheden bag ordene "kvinder og skønlitteratur". Vi følger hende og hendes tanker i tre dage. Tre dage, hvor hun kun beskæftiger sig med ovenstående emne. Vi møder hende første gang på plænene foran Oxbridge University, hvor hun sidder ved bredden af en å og spejder efter fisk og andre ting. En collegebetjent viser hende væk fra plænen, da kun studerende og undervisere ved unoversitetet har ret til at betræde græsset - og som kvinde er hun tydeligvis hverken det ene eller det andet. hun skal spise frokost på universitetet, men det er der et stykke tid til, og da hun ikke kan sidde på plænen, vil hun undersøge universitetets bibliotek med alle dets originaludgaver af klassiske tekster. Men også biblioteket er forment adgang for kvinder. Derefter følger en lang beskrivelse af luksuriøse frokost med mange spændende retter, som serveres for Mary på Oxbridge og morskaben over en haleløs kat, som vandrer over plænen. Efter den lange frokost går turen til Frenham College, et universitet for kvinder, hvor Mary skal spise en meget simpel middag sammenlignet med frokosten på Oxbridge. Mary taler med en anden mary om forskellen på Oxbridge og Fernham og finder ud af, at forskellen skyldes, at mænd i århundreder har testamenteret stakkevis af guld og sølv til Oxbridge, mens kvinder aldrig har haft en øre at give til de kvindelige universiteter, som kun har et halvt århundredes historie bag sig.

Næste dag hjemme i london beslutter Mary sig for at undersøge, hvorfor kvinder er så fattige. Hvorfor de aldrig har givet penge til universiter. På British Musem finder hun bunker af bøger skrevet om kvinder af mænd. Og hun finder frem til ,at kvinden gennemsyrer litteraturens indhold, men sjældendt dukker op blandt forfatterne. hun er omdiskuteret som biologisk fænomen og fremstillet i digte og skuespil, men har aldrig selv sagt noget. Mary finder biologiske fakta om kvinden, udtalelser og meninger om kvinden, men intet, der kan fortælle hende hvorfor kvinder er fattigere end mænd og hvorfor de kun har skrevet ganske få bøger. Hun må gå tomhændet hjem efter en halv dags læsning på British Museum. Det eneste brugbare, hun tager med sig er sin egen opdigtning af Shakespeares søster, som havde et ligeså stort talent som sin bror, men som blev sindsyg af ikke at kunne udfolde det og tog livet af sig som ganske ung. Da Mary kommer hjem kaster hun sig over sin bogreol og klatlæser i de få kvindelige forfatteres bøger på hylderne og nogle af de mandliges for at søge forskelle og ligheder.

Hun finder frem til, at det ikke drejer sig om hvorvidt det er mænd, der skriver, eller kvinder, der skriver. Men om at begge køn kan skrive og skal have muligheden for det. Muligheden for at skrive ligger i økonomisk uafhængighed. Så hvis kvinder får mulighed for at tjene penge til sig selv, så de kan bo for sig selv, vil de have muligheden for at skrive. Dette er grunden til, at vi har mange mandlige forfattere og få kvindelige. Kvinder har aldrig haft et uforstyrret værelse, hvor talentet kunne udfoldes. Men denne erkendelse af behovet for eget værelse og 500 pund om året er også en opfordring til, at kvinder kommer i gang med at skrive, da der nu ikke er nogle hindringer - selvfølgelig skal værelset og de 500 pund skaffes, men muligheden foreligger.

Mary
"Eget værelse" er et udvidet essay, oprindeligt skrevet til en række forelæsninger på Newnham College og Girton College, to britiske universiteter for kvinder i 1928. Det blev udgivet et år senere. I dette essay beskrives kapitel for kapitel hvilke rum, kvinder bebor med størst vægt på det rum, kvinder har brug for til at skrive litteratur. Denne blog er et rum, hvori jeg beskæftiger mig med bogens fortæller, Mary, og hendes budskab. Hvem er hun? Hvad vil hun? Hvad skal hun? Hvorfor hedder hun ikke Virginia?

Når man åbner bogen første gang og læser første side, er det meget nærliggende at tro, at det er bogens forfatter, der taler. Især når man i forvejen ved, at hun i efteråret 1928 holdt seks foredrag på hvert af de to universiteter for kvinder, som fandtes i England på det tidspunkt. Emnet for disse foredrag var "Kvinder og skønlitteratur". Den omfangsmæssigt lille, men indholdsmæssigt store, roman starter sådan her:

Jamen, vil man sige, man bad Dem tale om kvinder og skønlitteratur - hvad har det med eget værelse at gøre? Det skal jeg forsøge at forklare. Da de bad mig tale om kvinder og skønlitteratur, satte jeg mig ned ved bredden af en flod og begyndte at spekulere over, hvad det ville sige.

Hun er blevet påæagt dette emne og med hendes egne ord er hun nedbøjet af emnets vægt. Som en Jomfru Maria er hun blevet pålagt at nedkomme med sandheden. Efter et par pvervejelser præsenterer fortælleren sig selv:

Her var jeg så (kald mig Mary Beton, Mary Seton, Mary Carmichael eller hvad De vil - det har ingen betydning) på bredden af en flod for et par uger siden i smukt oktobervejr i dybe tanker.

Hun hedder mary, denne kvinde, som fortæller os om alle sine tanker, som undrer sig over denne forskel, denne ulighed man støder på, når man læser alle de store, klassiske værker, som udgør verdenslitteraturen. Og hvorfor næsten ingen af forfatterne er kvinder og ikke mindst hvorfor kvinderne i disse værker ikke blot blev set af det ene køn, men set i forhold alene til det andet køn. Hun støder hele tiden på denne opdeling. Som da hun sidder ved åen på plænen ved Oxbridge - før hun bliver jaget væk:

Til højre og venstre lyste buske af forskellig art op, gyldne og højrøde, glødende farver, syntes endda forbrændte af varme, af ild. På den modsatte bred græd piletræerne i evig sorg, med håret nede ad nakken.

Denne opdeling af to diamentrale modsætninger, som deles af floden er en foregriben på de forskellige oplevelser, det er for Mary Beton at besøge først Oxbridge og derefter Fernham. Den udsøgte frokost på Oxbridge, den overflod af særlige uniformer, særlige møbler, særlige lokaler, som skla bruges ved særlige lejligheder sar overfor den simple mad og de små og praktisk indrettede lokaler på Fernham. Denne følelse af, at det var bedre på Oxbridge, at Oxbridge er et bedre sted end Fernham, diskuterer Mary Beton med Mary Seton, som er en veninde, en studine eller en underviser på Fernham. Hun kan forklare, at det var svært at rejse penge til rejsningen af kvindeuniversitetet, som også Ray Strachey skriver i "The Cause":

Hver en øre, der blev skrabet sammen, blev lagt til side til byggeformål og bekvemmelighederne måtte vente.

Det var en kamp at få det lidt, de har nu, forklarer Mary Seton. Mary Seton er måske den unge studine, som Mary beton tænker på, når hun skriver: Det man mangler (...) og hvorfor kan en dygtig studine fra Newnham eller Girton ikke komme med det? - er et væld af oplysninger. - Og e andre gange, Mary Beton mener, at vi mangler en uddannet kvindes mening om dette og hint indenfor emnet kvinder og skønlitteratur. Mary Seton er, hvad enten hun er veninde, studine eller underviser, en kvinde indenfor universitetsverdenen. En kvinde, som nu efter alle anstrengelserne har muligheden for at blive oplært på næsten lige fod med mændene.

Mary Beton er også navnet på hovedpersonens tante. Denne tante døde og efterlod takker være en nyere lov om kvinders ejendomsret Mary 500 pund om året. Den ældre Mary Beton kunne altså, modsat kvinderne før hende, eje og testamentere. Det, at hun testamenterer sine penge, som udbetales årligt til niecen, giver den unge Mary en frihed. En frihed til at leje et værelse, hvor hun uforstyret kan være alene med sine tanker, sine læsninger og sine skriverier. Hun har sine egne penge til mad, tøj, logi og tænkning. Den ældre Mary Beton hører til den første genration af kvinder, som kunne eje på lige for med mændene og derfor gøre med pengene og testamentere dem, som hun ville. Den unge Mary Beton hører til den første generation af kvinder, som kan nyde godt af den tidligere generations økonomiske frihed.

Mary Carmichael er navnet på en ung, debuterende forfatter, som Mary Beton læser i femte og næstsidste kapitel af "Eget værelse". Hun starter med at læse Lady Winchilsea og Margeret of Newcastle, begge adelige kvinder, som skrev digte i slutningen af 1600tallet og begyndelsen af 1700tallet. Derefter læser hun nogle breve skrevet af en ung kvinde i 1700tallet, som med afsky læste de to adelskvinder. Så kommer turen til Aphra Behn, som med sine digte og skuespil inspirerede andre kvinder til at skrive trods samtidens vurdering af hende som en blåstrømpe med skrivekløe. Hun viste hele verden, at en kvinde godt kan tjene penge på at skrive. Uden hende ville Jane Austen og Brontësøstrene Charlotte og Emily måske aldrig have skrevet. Og netop disse tre er de næste forfattere Mary Beton læser, inden hun starter på at læse "Life's Adventure" af Mary Carmichael. Der er noget helt nyt ved denne Mary Carmichael og den måde hun skriver på. Mary Beton læser:

"Chloe holdt af Olivia" læste jeg. Og så slog det mig hvilken vældig forandring der lå deri. Chloe holdt af Olivia måske for allerførste gang i verdenslitteraturen. Cleopatra holdt ikke af Octavia. Hvor anderledes ville "Antony and Cleopatra" ikke have været, hvis hun havde! Som sagerne står, tænkte jeg, og lod uheldigvis mine tanker vandre lidt bort fra "Life's Adventure" (...) Alle forholdene mellem mænd og kvinder, tænkte jeg, og genkaldte mig hastigt det strålende galleri af litteraturens kvinder, er for enkle. Der er udeladt så meget, så meget er ladt uprøvet. (...) Derfra stammer måske kvindens besynderlige fremtoning i litteraturen: Hendes yderpunkter af skønhed og rædsel, hendes skiften imellem himmelsk godhed og djævelsk lastefuldhed - for sådan vil en elsker se hende eftersom hans kærlighed tiltog eller aftig, var stærk eller ulykkelig.

Måden at fremstille kvinder på i den fiktive Mary Carmichaels debutroman er nuanceret og mangfoldig. På samme måde som mændene i verdenslitteraturen altid har været mere end elskere - de har været venner, soldater, konger, tiggere, professorer og mange andre ting - skal kvinder nu også være andet end elskerinder. Hun lader Chloe og Olivia holde af hinanden og hun lader dem arbejde i et laboratorium. Mary Carmichael er den første kvinde, som skriver om kvinder set i forhold til kvinder. Den unge Mary Beton præsenterer læseren for disse Mary'er som er udbryderdronninger på hver deres punkt. Alle fire kæmper de en kamp som vindes. Tolv sider før "Eget Værelse" slutter står der:

Her holder Mary Beton inde. Hun har fortalt Dem, hvordan hun nåede til sit resultat - den prosaiske slutning - at det er nødvendigt at tjene fem hundrede pund om året og have et værelse med lås på døren, for at man skal kunne skrive litteratur eller poesi. Hun har forsøgt at blotlægge de tanker og indtryk, der førte hende til den slutning. hun har bedt Dem om at følge hende i sammenstød med en College-betjent, til frokost hist, middag her, læsning af tilfældige bøger fra hylden, kig ud af vinduet.

Mary Beton stopper og en anden tage over. Det kan være Mary Seton tager over; den Mary Seton, som er den unge studine fra newnham eller Girton, som skal udfylde nogle af de tomrum, Mary Beton er stødt på undervejs. Eller det er den Mary Seton, som er underviser på Fernham og kender til den slidsomme historie, der førte til kvinders mulighed for at blive uddannet. Det kan også være Mary Carmichael, der skriver en ny bog eller det kan være hendes debutroman. Det kan være den unge Mary Beton, som tager over efter den ældre Mary Beton, eller den ældre mary Beton, som efter den unge Mary Betons udmattende stykke arbejde giver en hånd med.

Som Mary siger, da hun præsenterer sig, kald mig Mary Beton, Mary Seton, Mary Carmichael - det har ingen betydning. Mary er den kvinde, som har muligheden for at skrive, fordi mary Seton kæmpede for at oprette en uddannelsesinstitution for kvinder, fordi Mart Seton er underviser der, fordi Mary Seton er studerende der, fordi Mary Carmichael skriver romaner, som ændrer måden, kvinder fremstilles i litteraturen, fordi mary Carmichael skaber bedre balance i antallet af kvindelige og mandlige forfattere, fordi Mary Beton efterlod 500 pund om året til sin niece og fordi Mary Beton har fortalt om, hvad der skal til for at kunne skrive, kan Mary nu gå ind på sit eget værelse og skrive sig ind i verdenslitteraturen.

Mermaid Parade 2007

Vejret var hverken for varmt eller koldt, og de mørke skyer gjorde aldrig alvor af deres trusler, så det var en god dag til en gay pride parade!

Der var proppet på Rådhuspladsen, da jeg kom derind med min cykel. Der var ikke et eneste sted den kunne parkeres, så jeg måtte trække den rundt blandt de mange mange mennesker og de fine boder. En lille, blond DJ stod helt alene på den kæmpemæssige scene, som var sat op foran rådhuset. Hele pladsen foran hende rockede i takt til de toner, hun valgte at spille.

Jeg gik rundt med min cykel et kvarters tid blandt opstemte teenagere med vild make-up, forældre med barnevogne, mænd med jakkesæt, kvinder med fjälräve og alle mulige andre glade mennesker. Da lyden af sambafløjter nærmede sig, stimlede de forventningsfulde folk sammen om Vester Voldgade og kiggede på de mange åbne lastbiler, som kørte forbi med forskellige temaer som pirater, engle og naturligvis en del med brasiliensk karneval som tema. Der blev danset og vinket til tilskuerne fra laddene og mellem bilerne vandrede smukke drag queens, sailors og en masse feststemte mennesker med store balloner og flag. En bar et skilt hvorpå der stod "Garanti for behandlig af hetero-teens NU!" - Det måtte jeg grine højt over.

Det var ikke helt så spektakulært, som det nogle år er. Men der var alligevel masser af glimmer og glitter. F.eks selveste DQ, som sad i et åbent dollargrin og sang sit melodi grand prix hit "Drama Queen".

Men det var en af de bedste parader, jeg har set! For der var mange flere kvinder, end der plejer at være. Jeg tror næsten det var 50-50. Normalt er det The Dykes On Bikes i starten af paraden, som udgør de fleste kvinder. Men i år var der flere vogne med kvinder. Og jeg så også enkelte drag kings. Det var skønt at se!

Jeg cyklede derfra let og glad til mode, og besluttede lige at købe ind til weekeden på vej hjem inden Netto lukkede. Da mine varer blev kørt igennem, snakkede vagten med manden ved kassen. "Hvorfor er der så meget politi?" spurgte vagten og pegede ud på gaden, "De plejer tit at patruljere her på Nørrebro" svarede manden ved kassen, "Men er det ikke om torsdagen der er ballade med ungdomshuset?" spurgte vagten, "Det ved jeg ikke noget om" sagde manden, mens han kiggede på den lange kø bag mig. "Det er nok fordi der er Gay Pride Parade" sagde jeg, inden jeg kørte mit dankort igennem. "A hva' er der?" spurgte vagten. "Der er bøsseparade" sagde jeg. "Øærwww" sagde vagten, og så ud som om han lige havde trådt i en hundelort. "Det er da noget mærkeligt noget" tilføjede han efter et halvt minuts tid og rystede på hovedet. Jeg prøvede at lyde lidt frisk og frejdig da jeg sagde "Jeg synes nu det er meget festligt" men det kom til at lyde højere og mere skingert end jeg ville have det til.

Da jeg cyklede hjem ærgede jeg mig over, at jeg ikke havde en rainbowbalon eller et banner på min cykel for at vise min holdning. Oh well - det kan jeg jo have de næste 364 dage indtil næste parade...

Stakkels skilsmisseunger vs. kernesunde børn

Jeg har netop genlæst Thøger Birkelands meget roste bøger om den stakkels Lasse. I den første bog, Lasse Pedersen, møder vi far, mor og Lasse i den ellers så idylliske Havnby. Far er arbejdsløst men forsøger sig med at starte egen køreskole op og mor hakker og hakker på far og driver ham lige lukt i armene på en yngre og meget mere smilende kvinde. Skilsmissen indtræffer og Lasse og mor flytter til hovedstaden, hvor der vrimler med uvorne skilsmissebørn, som lokker Lasse i kriminelt og alkoholiseret fordærv. De næste to bøger Anden bog om Lasse og Tredje bog om Lasse, beretter om, hvor galt det kan, skal og må gå, når der er skilsmisser og storbyer i et barns liv.

Jeg genlæste disse konservatistiske forsøg på socialrealisme fra 1970erne fordi mit møde med dem i 5. klasse i 1990erne ikke var godt. Jeg følte mig marginaliseret som skilsmissebarn - oven i købet en tilflyttet en af slagsen fra Århus til den lille midtjyske by Give. Jeg er sikker på, at min dansk- og klasselærer satte os til at læse disse bøger af et godt hjerte - så alle kunne lære hvor forfærdeligt det er, at være skilsmissebarn. Men den håndfuld skilsmissebørn, som var i klassen, blev i høj grad socialt stigmatiseret pga. bogens lighedstegn mellem skilsmisse og kriminalitet. Især de af os, hvis mødre ikke flux havde fundet en ny mand at lappe skaderne sammen med. Den postmoderne, fragmenterede kernefamilie er jo efterhånden accepteret, som en rigtig familie.

Thøger Birkeland er lige så kendt for sine glade fortællinger om den kry kernefamilie Krumborg - også kaldet krummerne - som han er for sine Lasse-bøger. Stemningen i krummerne er let og fyldt med juleferie og sommerferie og andet hygge. Far og mor og krumme og storesøster og lillebror. De hygger sig, gør de! Måske forældrene er liiiidt pinlige nogle gange, og det kan også være ret besværligt for Krumme med pigerne i skolen, som faktisk er ret søde. Men hyggeligt, det er det!

Men Lasse! Stakkels Lasse! Og Lasses, tynde, storrygende hårdtarbejde mor! De hygger sig ikke! Der er koldt og nusset i den lille lejlighed! Arbejd, arbejd, arbejd er det eneste i morens liv - og Lasse, som jo ellers havde potentiale til at være en dygtig elev og god søn, tvinges simpelthen ud i kriminalitet. Af andre skilsmissebørn. Sådan er det!

Genlæsningen bekræftigede mig i det, jeg oplevede som 11-årig: At være skilsmissebarn er ikke rigtigt noget liv. Det er en hård og permanent tilstand, som tivnger barnet og den stakkels mor ud i alt muligt. Da bøgerne blev udgivet i 1970erne var skilsmisserne ikke så hyppige, som de var, da jeg var på Lasses alder i 1990erne. I dag er det temmelig almindeligt at blive skildt. Endda op til flere gange. Men marginaliseringen og stigmatiseringen finder stadig sted. Den fraskildte mor må og skal da finde sig en ny mand, så en så-godt-som-kernefamilie kan blomstre op og dække alle de huller, der jo må være i en familie med en forælder.

I børnelitteraturen i dag møder vi heller ikke skilsmissebørn, som blot er børn ligesom alle andre børn. Skilsmissen er i de nyere fortællinger stadig hele omdrejningspunktet i disse børns liv. De render ikke rundt og oplever som den kække Krumme - hvis de er forelskede i en sød pige eller dreng fra klassen, er det en lille bi-ting ved siden af den store, sorte skilsmisse, som altid ville fylde enormt i de små børnehoveder. Senest har vi i Danmark set det i pigen Karla i René Toft Simonsens igen meget roste tre bøger om et skilsmisseoffer.

Jeg glæder mig til den dag, jeg støder på en børnebog, som handler om en pige eller en dreng, som tilfældigvis kun bor sammen med sin mor eller sin far, og som har en masse gode legekammerater, måske en kæreste, og som oplever alt muligt sjovt såvel som irriterende i skolen, og som hver anden weekend er på besøg hos den forælder hun eller han ikke bor sammen med. Og det hele er naturligt og selvfølgeligt - fuldstændig ligesom det er, når vi læser om børnene i kernefamilierne.

Er lesbiske for farlige til prime time?

Ja - åbenbart!

Hvorfor er det ok at sende Sex And The City i den bedste sendetid mens The LWord skal vises midt midt om natten?

I Sex And The City følger vi 4 heteroseksuelle kvinder, som dater en masse mænd, har sex med dem, køber dildoer og mødes for at snakke om alt dette. Og så snakker de også om shopping...

I The L Word følger vi homoseksuelle kvinder - par såvel som enlige. De har sex, de snakker om sex - og om parforholdsproblemer, utroskab, fester, karriere, at få børn m.m.

Ikke fandens til forskel fra alle andre serier. Bortset fra at der ikke er så mange mænd med...


Dette kunne være en hvilken som helst serie hvis hver anden person var af hankøn

Og hvorfor skal denne serie så kriminaliseres ved at sendes soft-porn-sendetiden? Det er en kvalitetsserie med skuespilpræstationer i topklasse og fantastiske plots og karakterer ligesom f.eks. Desperate Housewives, Ugly Betty, Friends og Sex And The City. Men ikke særlig mange får mulighed for at se følge med i dette. De nævnte serier sendes om og om igen i sendetiden 17-23 mens denne serie sendes kl 03.00.

Jeg er vred over denne kategoricering af serien! Det er en serie om at være karrierekvinde, storbymenneske, at være i parforhold/at være single, at træffe valg, at lære sig selv at kende. Og at være lesbisk. DET ER OM HELT NORMALE TING! LAD VÆRE MED AT GØRE DET TIL NOGET FORBUDT!

En længe ventet film

Damn it! If it aint that sweet it makes sugar taste like salt!

Kender I den følelse? Man sidder i biografmørket og venter på Quentin Tarantinos nye lækkerbidsken... Det gjorde jeg denne sommer:


Det er en af de allerbedste følelser; at sidde der i biografmørket og vide, at lige om lidt SÅ SKAL MAN SE DEN NYE TARANTINO!!

Det er en fantastisk film - as always! Han leverer gang på gang varen - han er vor tids største filmgeni efter min mening! Sammenlignet med meget af det, filmindustrien lukker ud, er Death Proof en sublim perle af aktion, smukke kvinder, lækre dialoger og one-liners - og ikke mindst en hirstorie om at retfærdigheden sejrer - as almost always. Som altid er æstetikken og sound tracket en udsøgt snack til øjne og ører.

Den er dog ikke på samme høje niveau som Reservoir Dogs, Pulp Fiction og Kill Bill. Men absolut seværdi i biografen og must have på DVD som Jackie Brown og From Dusk Till Dawn. Og der er små hilsner til alle hans film i den nye perle i rækken.

For alle som elsker motor genren - skynd jer i biffen. For alle som elsker slasher og horror - kom afsted!

To film, jeg vil anbefale at se inden eller i hvert fald efter Death Proof, er:

og


Der er scener næsten taget direkte fra disse to film. Herlige klassikere!

God fornøjelse :-)

Mit livs bedste koncert

Den 24. juni var jeg til den vildeste koncert, jeg nogensinde har oplevet, i Madison Square Garden! Kl 19 blev dørene åbnet - og da det er så ufatteligt stort, som det er, tog det os over en halv time at komme til vores gate og finde vores sted. Og så skulle der loades up på cracker jackers og budweiser.

Ca kl 20:20 gik et 7 mand stort band på scenen med cowboy hatte. "You all came here to hear som rock'n'roll - but now you're gonna hear some hill billie music". Der blev spillet et par vel swingende countrynumre og jeg kiggede mig rundt i den gigangtisk hall og undrede mig over, at der ikke en gang var 1/8 fyldt. Efter tre-fire numre viste det sig at forsangeren slet ikke var forsangeren - for nu blev en 80+årig mand hjulpet ind på scenen. En hjælper ved hver arm, op foran mikrofonen, på med guitaren og så stod han ellers der den næste times tid uden nogen problemer med at synge godt til, indtil han blev nærmest båret ned fra scenen. Man kunne vel godt kalde ham den mandlige udgave af Dolly Parton - blåt, skindende palietsuit med et ligeså skindende rødt slips. Men han kunne synge - det var fed country!

Da den gamle mand og det store band var kommet væk fra scenen blev lyset i Madison Square Garden tændt. Jeg blev mere og mere forventningsfuld - hvorfor var der dog ikke flere mennesker? Vi snakkede om at 1/6 fyldt i dette lokale jo faktisk er ret mange mennesker og der nåede da også at komme flere til i løbet af de næste 20 minutter uden musik. Vi var yderst imponerede over lyden - hvordan mon de bar sig ad? Så god lyd på så stort et sted? Et mysterium...

Og så! 21.41 kom Grinderman på. Et par udsyrede Jesus lignende musikere stod og jammede de samme to akkorder om og om igen mens lyset blev dæmpet og folk blev mere og spændte. Ind trådte Nick Cave og en ung kvinde ved siden af mig skreg "ROCK'N'ROLL, NICK!!" Og det var rock'n'roll - Grinderman er den forløsning, man har ventet på i Bad Seeds årene. OH YEAH! Den bliver trykket af. Der er ikke den store variation, men der er liv og nerve hele vejen igennem. Der blev spillet igennem i en times tid, og bagefter var vores lille flok lidt uenige om præstationen - halvdelen var skuffede, men den anden halvdelen (inkl undertegnede) var godt tilfredse med den nye vrede rock om selvstændighed, som kan lægges i forlængelse af de mange års Weltschmerz med The Bad Seeds.

Nu var der begyndt at være godt fyldt. Der var nok 3/4 fyldt og de mange tusind mennesker summede af forventning og spændning. Hvor lang tid mon det ville tage... Skulle man købe sig en øl mere - NEJ! Det kunne jo være man skulle ud at tisse midt i det hele. Skulle man chance den og gå toilettet nu. Åhhhh!! Spændende spændende spændende!

Efter ca 20 minutter gik tre smukke unge mænd iklædt sorte bukser, rød skjorte, sort vest og hat på scenen og satte guitarer op, mikrofoner, keyboard, trommer, monitors - alt i røde, hvide og sorte farver. Folk begyndte at råbe. Det tog omkring 5 minutter og derefter blev scenens sorte bagklæde revet væk og en knaldrød scenografi - en stofbeklædt væg med tre stiger - kom til syne under den vildeste hylen og skrigen.

Ind kom Meg og Jack White!! Alle gik fuldstændig amok og lige pludselig var hele det gigantiske stadion proppet med mennesker. Meg satte sig bag trommerne og Jack tog sin guitar på. Icky Thump for fuld udblæsning! Efter er par sange fra det nye album fik naturligvis Jolene! Helt ufatteligt smukt! Jack ejede det hele! Jeg har aldrig set noget lignende. Et lille vink med håndleddet og hele Madison Square Garden brølede. To små mennesker - den ene iklædt sorte bukser og rød bluse, den anden røde bukser og rød tee, med et sæt trommer, et keyboard og en guitar. MAGI!!!

De har jo nogle af verdens bedste sange, de har deres stramme æstetik, de har et fedt lysshow! Men de har altså også noget magisk!! Noget uforklarligt!! Jacks energi. Jeg var hæs af at råbe "YOU'RE FUCKING AWESOME!!!!" hver gang han vinkede lidt. Hvordan kan én mand forføre 40.000 mennesker?? Han spiller guitar som Jimi Hendrix, han synger som Mick Jagger og han skriver tekster som Jim Morrison. Med al respekt for min elskede Meg, så er det Jack som er på scenen som alle de tre store personligheder på én gang.

Det er den mest storslåede scenebevinhed, jeg nogensinde har været vidne til! Jeg har været til stede i et historisk øjeblik! Vi var enige om at vi har været vidner til en legendarisk koncert! Gåsehud trods de mange varmegrader. Bagefter var jeg ved at græde af overvældelse - eller som jeg hørte en anden koncertgænger udtrykke det: "Fuck! Det var så godt at jeg skulle styre mig for ikke at ornanere midt i det hele" - temmelig poetisk! Men han havde jo ret!

Det var den største koncertoplevelse, som jeg muligvis nogensinde kommer i nærheden af. Jeg hungrer efter min næste oplevelse med The White Stripes. Næste koncert, næste plade... YOU'RE FUCKING AWESOM!!!!

Baconhår og (h)viskelædersmulder...

Der var engang en mand, som i alle sine vågne timer lukkede så meget stinkende lort ud, at alle var ved at brække sig og fik lyst til at råbe SÅ SÆT DOG EN PROP I!! så højt man overhovedet kunne.

Men sagen var den, at denne mand ikke havde hårvækst på samme måde som de fleste andre mennesker. Han havde bacon der hvor andre havde hår. Og når det så var varmt og han svedte, så smeltede noget af hans hovedbacon og fedtet løb ned af ansigt og nakke og andre steder, hvor der var bacon og blandede sig med sveden. Noget af baconfedtet løb ind i ørerne - og der er jo det med baconfedt, at når det stivner igen, så er det temmelig lydisolerende. Så manden kunne overhovedet ikke høre, når andre folk snakkede eller råbte.

Der var nogen, som overhovedet ikke havde tid til at tage sig af det, for de havde så travlt med at diskutere forskellige menneskers ret til brug af viskelædre. Dog var en anden flok ved at finde ud af hvordan man kunne bruge smulderet fra viskelædret til at lave noget nyt og måske endnu bedre.

Og sådan var der så meget...

(Ovenstående billede er udført af kunstneren Peter Johansson)

Vold er ikke skadeligt...

...når det foregår i film!

Fiktiv vold i sig selv er ikke farligt. Film kan godt have skadelig indflydelse, men det er ikke volden i sig selv - det er budskabet med volden. At se Uma Thurman smadre den japanske mafia eller se Jerry smide ambolt i hovedet på Tom er ikke årsagen til vold i vores samfund. Det er den had og diskremination, man kan møde i den virkelige verden - og budskaber om had, man kan møde i filmens verden. Men selve volden og filmblodet gør forvolder ingen skade.

Der foregår ufatteligt mange stunts på film, som ikke kan lade sig gøre i IRL. Romantiske dates, hvor det forelskede par lige pludselig sidder helt alene på resaturenten, som ellers var propfuld. Strygersymfonien og fyrværkeriet når de ligger i sengen første gang. Man kan godt have den følelse - mend det sker ikke i virkeligheden. Man kan også være lige så vred som Kiddo i Kill Bill - men man går ikke ud slagter over 100 mennesker med et samuraisværd.

Quentin Tarantino bruger megen vold i sine film. En af dem har titlen Pulp Fiction - det siger jo alt. Det er fiktion som måske handler om at slå folk til plukfisk (beat someone to a pulp), men det er ikke den virkelige verden.

I hans seneste film - Kill Bill og Death Proof - beskæftiger han sig med den kvindelige hævner. Typisk at det overproblematiseret, når det er kvinder, som har sværd og pistoler - meget mere end når det er mænd. Volden i disse film skal ikke opfordre kvinder til at gå på massakre, men den viser publikum en retfærdig voldelig massakre, som de har været udsat for fordi de er kvinder. (I Kill Bill, måtte Kiddo ikke gå, fordi Bill var forelsket i hende/havde ejerfornemmelser - Michael Madsen's karakter, var jo fri til at gå, da han ikke ville være håndlanger længere - og i Death Proof er der tale om en seksuel forbrydelse rettet mod kvinder).

Den filmiske vold i disse film (og i 70er klasseiken I Spit On Your Grave, som Tarantino er stærkt inspireret af) får seerne følelse af magt og sejrsrus, når forbryderne straffes. Den slags er film og litteratur perfekt. Der er tale om indlevelse - ikke opfordring.

Og det ved biografgængerne godt! De få mennesker, som inspireres af voldelige film til at opføre sig voldeligt, ville gøre det alligevel af andre årsager. Den slags kan man aldre gardere sig mod.

Film er film! Fiktion er fiktion! Og virkelighed er virkelighed - omend pretty fucked up til tider...

Forstokkede stereotyper som man ofte finder i fx noirfilm er meget mere skadelige (ikke de skuddramer, den type film ellers er så berømt for) - men det bliver en blogg på et tidspunkt...

Sponsorbørn

Ulighed skaber ikke dynamik, se f.eks. på de mange trailer parks i USA - ikke særlig dynamisk, vel? Uligheden er alt for stor i Danmark, Eurapa og resten af verden. Især Afrika har brug for den hånd, som mange danske sangere lovede tilbage i 80erne.

Ja, men hvad kan jeg gøre udover at sætte et X hver fjerde år, tænker man måske. Der kører ofte mange kampagner i tv, aviser på netfora: "Du kan gøre en forskel i 2007 bliv fadder hos SOS-BØRNEBYERNE". I flere år har jeg sponsoreret en dreng i Afrika ved navn Mario gennem Børnefonden (www.bornefonden.dk). Posten har lige været her med et brev fra ham, hvor han skriver mange tak for julegaven (ja, der er temmelig meget forsinkelse på vores korrespondance). Udover at jeg sender ham penge hver måned, skriver vi sammen om alt muligt. Han spørger til Danmark og jeg spørger til Santiago (en ø ved Afrikas vestkyst), han er begyndt at spørge meget til de fattiges situation i Danmark og hvordan landet ledes - og nu, da han er teenager, er han begyndt at spørge, hvad jeg synes han skal gøre, for at blive kærester med den sødeste pige i skolen (det er bare SÅ sødt!!!).

Hvis alle danskere, svenskere, nordmænd og andre, som har deres på det tørre (det drejer sig om 180 kroner om måneden) hjalp ét barn i Afrika - så ville vi virkelig nå langt! Som fadder eller sponsor sikrer man et barns skolegang og ikke mindst mad på familiens bord (hvis de har et bord)! Og alt efter, hvor meget man lægger i det, kan to individer fra forskellige verdensdele, af forskellige aldre nærme sig hinanden og gør verden bedre for hinanden!

Skynd jer at komme i gang! :-)

Reproduktion og nedrivning i sommerbiffen.

Jeg har tilbragt mange af sommerens timer i biografen. Er det for varmt, for koldt, for blæsende? Det er lige meget - det er altid den samme temperatur i den mørke biografsal. Jeg bruger den samme undskyldning om vinteren. Og også når det er efterår og forår. For jeg elsker film!

BioCity er en stor kæde med biografer i Esbjerg, Herning, Hillerød, Odense, Taastrup, Aalborg og Århus. Denne sommer har de vist en række forskellige film: Pirates of The Caribbean: Ved verdens ende, Ocean's 13, Harry Potter og Fønixordenen, Becoming Jane, Die Hard 4.0, Kunsten at græde i kor, Spiderman III og Death Proof. Det er - med lidt variation fra by til by - de film som danskerne har haft mulighed for at opleve i sommeren 2007.

Lærredet er et spejl, en drømmeverden, et sted hvor man kan møde mennesker som ændrer ens liv. Skjult af mørket kan man grine og græde, væmmes og fornøjes og blive klogere på sig selv og verden. Mange filmteoretikere har forsøgt at definere den identifikationsprocess som finder sted mens der bliver skudt, bedraget og elsket for øjnene af os. Mange af dem er enige om at vi oplever det som hovedpersonerne oplever, føler det som de føler. Empati er nemlig det som gør os mennesker anderledes end andre dyr; evnen til at føle andres smerte og glæde. Og vi tager følelserne med os, lagret i vores underbevidsthed ligesom handlingen er lagret i vores hukommelse, når vi forlader biografen.

Feministiske filmteoretikere har siden 1970erne diskuteret denne - stadigvæk - mandsdominerede branches produkter. Der er forskellige vinkler på forskellige genrer, men én ting er der enighed om: Filmen er et effektivt medie, når det gælder om at fastholde kønsroller og kønsmønstre - men også når det gælder det modsatte: At tilbyde alternative mønstre og roller, at vise hvordan man slipper ud og væk fra de gamle regler. Hvordan er den kvindelige hovedrolle - hvordan opfører hun sig, hvordan indordner hun sig eller gør oprør. Og det samme gælder de mandlige hovedroller. Birollerne har ikke helt den samme værdi i denne sammenhæng, da vi som regler ikke kommer til at kende dem særlig godt.

Med tanken om at film kan reproducere eller nedrive gamle kønsmønstre gik jeg i biografen og så filmene nævnt ovenfor. Jeg fik nogle gode overraskelser! Men jeg vil ikke afsløre for meget af filmenes handling, da overraskelser er noget af det bedste ved at se film.

Pirates of the Carribean og Harry Potter er klassiske action-eventyrsfilm. Der er masser af effekter og situationer man aldrig vil komme ud for i virkeligheden. Alligevel fremkalder filmene vores empati og vi lever os ind i de magiske og eventyrlige universer. Piratfilmen foregår i "gamle dage", vi får ikke et årstal og det er heller ikke nødvendigt for filmens fortælling. Selvom Harry Potters historie udpiller sig i vores samtid, er det piratfilmen som tilbyder et brud med kønnenes hierarki og regler. Kvinden reder sin elskede på samme måde som han også reder hende. Der kan ikke spores nogen passivgøren af kvinden, hun er fuldt ud lige med manden. De er sammen lige og frie mennesker med evne til at kæmpe for deres eget liv og kærlighed til hinanden.

Harry Potter og hans venner tilbyder sjovt nok ikke helt den samme magt og frihed for begge køn. Det er en tradtiotionel heltehistorie om en ung mand, som må redde verden fra det onde. Når det virkelig brænder på, henter han hjælp fra sin rektor og sin gudfar. Magten bliver på mandlige hænder. Det er en af de film, som feministiske filmteoretikere vil være uenige om. Nogle vil mene at der ikke er identifikationsmuligheder for det kvindelige publikum, da birollerne i form af Harrys veninder ikke er med i de afgørende scener. Andre teoretikere vil mene at vores empati går krydser kønnene og at vi føler med Harry uanset hvem vi er. Jeg følte i hvert fald med Harry! Men bagefter følte jeg mig lidt snydt. Især fordi Harry Potter er en film, som ses af næsten alle vestlige unge. Og netop i dette magiske univers er der for alvor mulighed for at udfordre vores ikke-magiske kønnede hierarki. Men selvom Rowling har udtænkt monstre, plots, tricks, magi og nye ord udover det sædvanelige, har hun ikke kunnet sætte sig udover det klassiske eventyrs opdragende roller med den passive prinsesse som redes af den heltemodige ungersvend. Ærgerligt at pottergenerationen ikke fik den med - nu da det var så oplagt i et fjernt parallelt univers!

Becoming Jane er biografisk film om Jane Austins liv. En kvinde hvis liv minder uendeligt meget om hendes følelsladede romaner. Hun er godt portrætteret af den naturligt smukke Anne Hathaway. Det er på høje tid at få skildret Jane Austins liv og hyldet hende på det store lærrede! Og heldigvis er det gjort smukt og sympatisk, ligesom Austins eget forfatterskab. Vi kan leve os ind i både Janes tanker og følelser såvel som Toms - hendes livs kærlighed.

Kunsten at græde i kor er en af de sjældne, skæve danske film, som kan vende op og ned på det hele. Mand, kvinde, offer, gerningsmand - der rodes rundt og vores empati fremkaldes af forskellige mennesker uanset køn. Et lille mesterværk!

Tilbage er der nu de typiske actionfilm: Die Hard 0.4, Spiderman III, Ocean's 13 og Death Proof. Die Hard og Spiderman er der ikke så meget at sige om; helten redder hele verden og får pigen til sidst. Ocean's 13 er utraditionel i den forstand at der ikke er mere end én eneste kvindelig birolle, mens der er fire mandlige hovedroller og ti mandlige biroller. Mændene er skurke, helte og kan i det hele taget klare sig fint uden nogen kvinder. Ikke just opbyggende, når vi taler nye regler for kønnene.

Den bedste film har jeg gemt til sidst: Death Proof! Her er der nye boller på suppen! Jeg har aldrig set en film gøre så konsekvent op med kvinderollen som offerrolle. Filmen er delt op i to. I første halvdel følger vi en flok veninder, som støder på en pervers psykopat. Han nyder at lege katten efter musen med de unge kvinder. I den anden halvdel følger han efter en ny flok veninder, men hvad gør katten, når musene sagtens kan forsvare sig? Se den og find ud af det! God fornøjelse.



Becoming Jane(billede), instr. Julian Jarrold. Ocean's 13, instr. Steven Soderbergh. Die Hard 4.0, instr. Len Wiseman. Spiderman 3, instr. Sam Raimi. Kunsten at græde i kor, instr. Peter Schønau Fog. Death Proof instr. Quentin Tarantino. Harry Potter og Fønexordenen instr. David Yates. Pirates of the Carribean: Ved verdens ende, instr Gore Verbinski.