Bitterfissens stormfulde modtagelse

Den 16. maj 2008 skrev jeg et blogindlæg om bogen Bitterfissen. De sidste par måneder er indlægget blevet spammet med pornolinks og reklamer for viagra. Det må jo være ordet 'fisse', som er skyld i det. Men jeg tager chancen og poster bitterfissebloggen én gang til med samme overskrift:

For over et år siden udkom Maria Svelands feministiske roman Bitterfittan i Sverige. Den blev possitivt modtaget og har allerede solgt over 60.000 eksemplarer. Nu er den blevet oversat til dansk og den 8. marts udkom den i Danmark under titlen Bitterfissen. Modtagelserne har mildest talt været meget blandede; den er både blevet kaldt velskrevet og fornyende og samtidig blevet beskyldt for at gå patriarkatets ærinde og for slet ikke at være en roman eller i hvert en meget dårlig en af slagsen. Det vildeste denne bog og dens forfatter har kunnet fremmane i debattens saglige navn, var at få den ellers så nydelige Adam Holm til at råbe KNÜLLA KNÜLLA KNÜLLA i en ellers helt almindelig Deadline på DR2 kl 22.30.

Hvad er det så, der er med den roman? Den fastslår, at det ikke er nemt at være kvinde, som føder børn og har en karriere. Det er der vel ikke noget nyt i? Næææ, såmænd ikke - det kan vi jo læse i Alt for damerne eller Ugebladet Søndag uge efter uge. Men det som denne bog gør, og som jo ligger meget eksplicit i titlen, er at den ikke bare indrømmer, at man meget nemt kan gå hen og blive bitter af at skulle det hele som kvinde. Den udråber det - på trods af eller på grund af. at bitter altid har været et skældsord. Det er efterhånden ved at være en svensk tradition, at feministerne tager skældsordene på sig og vender dem til noget stærkt. Det gjorde Skugge, Olsson og Zilg med Fittstimm i 2000 - på dansk Fisseflokken - og nu Sveland med Bitterfittan. »Ja, jeg er en bitterfisse, fordi jeg ved for meget om kvinders undertrykkelse til ikke at være sur. Alle kvinder i verden har ret til at være pokkers tossede. Vi vil eksistere på sammevilkår som mændene og ikke bare i teorien.« Har Sveland sagt til JyllandsPosten.

Det er interessant at så hvor forskellige reaktioner, denne bog har medført. Anette Dina Sørensen skrev i sin anmeldelse i Politiken: "I romanen 'Bitterfissen' tager Maria Sveland fat dér, hvor uligestillingen gør allermest nas i det daglige. Hvordan får vi nogensinde ligestilling, når vi ikke engang kan finde ud af at leve ligestillet med den, vi elsker (...) Sveland tager fuldstændig uforfærdet det personlige afsæt, dér hvor hovedparten af læserne kan mærke noget, hvis de ellers tør." Denne kønsforsker var altså yderst tilfreds med denne roman, og skrev i slutningen af sin anmeldelse: "Sjældendt er ambivalenserne omkring forældreskab, parforhold og selvrealisering diagnositceret med så smertefuld genkendelighed."

Anderledes er tonen i feminist Leonora Christina Skovs anmeldelse i Weekendavisen: "En grundbitter januarmorgen sidder 30-årige Sara på et charterfly til Tenerife omgivet af den store heterolykke. Ikke sin egen, forstås. Den knækkede sammen under hende to år tidligere, da hun fik sit første barn, og resterne af den (manden og sønnen) har hun ladet blive i Stockholm. Hun må tænke sig om. Det er efterhånden på høje tid. ”Jeg er allerede halvvejs inde i min forvandling til bitterfisse. Det er en proces, der forekommer uundgåelig, når vi nu lever i et samfund som diskriminerer, voldtager, mishandler og krænker piger og kvinder,” reflekterer hun, imens hun fordyber sig i Erica Jongs Luft under vingerne. Hun fortsætter: ”Mens hun kunne bolle løs, gå i analyse, tage stoffer til fester, være venstreorienteret og med i en stor, fed kvindebevægelse, måtte jeg være teenager i de antifeministiske, angste 80ere, hvor alting var mørkeblåt, selv mascaraen.” Det er så hovedhistorien, jeg netop har genfortalt", skriver Skov. Jeg er ikke enig i, at Sara er omgivet af den store heterolykke - det er hun netop ikke, da det ikke kun er hendes eget ægteskab, hvor det halter med ligestillingen.

Men jo, romanen handler om en ung mor, som rejser væk en uge for at samle sine tanker, tage lange bade og slappe af. Undervejs bliver læseren indviet i Saras tanker og observationer omkring ligestilling eller mangel på samme i hendes udvikling fra barn til voksen. Skov, mener ikke at, der "nødvendigvis kommer stor skønlitteratur ud af at bruge sin romans nutidsplan som springbræt for enhver tænkelig uret, der nogensinde er overgået kvinder i almindelighed og hoverpersonen i særdeleshed." Nej, tænker jeg, men der kommer vel heller ikke nødvendigvis dårlig skønlitteratur ud af det.

Heller ikke kønsteoretiker og litteraturforsker Lilian Munk Rösing mener, at Bitterfissen er romanbetegnelsen værdig, men burde være blevet skrevet som en debatbog i stedet. Derudover mener hun, at bogen går patriarkatets ærinde ved at fastholde jeg-fortælleren på "et eller andet tøsestadie" og fortsætter: "Den eneste redning af bogen er at forestille sig, at det hele er ironisk ment - en ironisk udstilling af en kvindebevidsthed på afveje. Det findes der desværre ikke umiddlebart fortælleteknisk belæg for."

Munk Rösings anmleldse, som blev bragt i Information den 6. marts med overskriften "Klynkekussen", fik Elisabeth Møller Jensen til at indrykke artiklen "Til forsvar for klynkekussen" på Kvinfos forum den 11/3. Møller Jensen skrev, at det er en bog, som handler om "en ung kvinde, der tager sin bitterhed og sin vrede på sig og råber den ud, uskøn og skinger, sådan som vrden som regel er. (...) Svelands roman såvel som reaktioner på den minder også om, at når det rykker på ligestillingsfronten, gør det ondt i det private."

Berlingske Tidende bragte dagen før Bitterfissen udkom en anmeldese af Jens Andersen, der skrev at Maria Sveland elsker at hade mandekønnet. "Jeg holder ellers meget af mandehader-bøger", fortsatte han, "især hvis forfatteren har humor. Det savner Maria Sveland, der ikke engang kan de det tragikomiske i at hun hele tiden forsøger at projicere sin egen bitterhed over at være så bitter en bitterfisse over på alt andet og alle andre end sig selv." Det første Jens Andersen-citat minder mig om ærkeracisternes udtalelser, som ofte startes med et "Jeg er ikke racist, men..." og det næste citat understreger, at når vrede, unge mænd skriver om deres negative følelser kan det sagtens være stor litteratur, men når bitre, unge kvinder gør det, så er det ikke specilet vedkommende for nogen som helst.

Til gengæld mente Jyllands Postens anmelder, Sofie Engberg Sonne, at Bitterfissen er en "øjenåbner", som både er "veloplagt og velksrevet med mange gode iagtagelser og referencer til fraværende fædre og overgreb på kvinder overalt i vores kultur. (...) Den rabiate og hidsigt rødstrømpe-klingende titel stemmer ikke overens med romanens fint nuancerede og følsomme skildring af et helt almindeligt kvindeliv." Sjovt nok er Engberg Sonne ikke glad for titlen, som var det eneste possitive Leonora Christina Skov og Lilian Munk Rösing kunne finde i Maria Svelands bog.

Selv var jeg meget glad for at læse Bitterfittan. Jeg læste den på svensk før den udkom i Danmark, og så undrende til mens de oprørte følelser fløj rundt i avisspalterne og på tv-skærmene. Med bøger som Fisseflokken og Pikstormerne bag os, troede jeg ikke, at Bitterfissen med sin titel alene kunne forarge nogen. Som en lille pocket-roman på 222 sider - ikke verdens mest velskrevne roman, som på nogen måde fornyer sproget, men en ganske velstruktureret lille sag, som hen mod slutningen bliver rigtig spændende (for hvad gør Sara mon efter at have samlet sine tanker) - kunne jeg heller ikke forstå, at den kunne skabe så megen debat om den litterære komposition. Jeg havde dog regnet med, at det ville skabe debat, når en ung mor i en roman ikke bare indrømmer, at det ikke er 100% fantastisk at være mor, men også kræver er ferie fra moderskabet på en hel uge. En uge hvor ligestilling mellem kønnene er det eneste, den unge mor vil tænke på.

Jeg havde dog ikke troet, at den nydelig nyhedsoplæser på DR2, Adam Holm, ville kunne blive så provokeret af den rolige Maria Sveland, at han i afmagt over ikke at få hende til at indrømme, at det at være bitter er noget, kvinder skal skynde sig at komme af med, mans han stædigt fastholdt, at biologien former os som forældre. "Jamen mænd ér bare anderledes indrettet end kvinder. Mænd vil bare KNÜLLA, KNÜLLA, KNÜLLA!" Og de sidste tre ord - på dansk kneppe, kneppe, kneppe - blev råbt, mens han bankede i bordet foran den upåvirkede Maria Sveland. Hendes bog havde jo også været på gaden i Sverige i over trekvart på på det tidspunkt, så hun var nok blevet vandt til lidt af hvert.

Jeg vil varmt anbefale alle at læse romanen Bitterfissen, Forlaget Modtryk, 200 kr. Derefter vil jeg anbefale, at man går ind på www.dr.dk/deadline og finder den sene udsendelse fra 8. marts.

God fornøjelse.

Tøselitteratur eller hardcore feministisk power propaganda?

Det er næsten ikke til at bære, at endnu en 8. marts står for døren og stadigvæk sidder jeg her med min klumme og stiller min computer det samme spørgsmål, som jeg så tit har gjort: Hvorfor er kulturprodukter skabt af og/eller for kvinder mindre værd end dem, som har mænd som afsendere og modtagere?


Irlands bedst sælgende forfatter hedder Marian Keyes. I 1995 debuterede hun med romanen "Vandmelonen". I 2000 fik hun sit internationale gennembrud med "Sushi for begyndere". Sidste år udkom "The Brightest Star In The Sky", som i år bliver oversat til bl.a. svensk og hebræisk. Hvis man ikke kan vente til den på et eller andet tidspunkt udkommer på dansk, findes den engelske udgave både i danske boghandlere og på biblioteket. Selv står jeg i kø til den og kan få lov at låne den om et halvt års tid.


Keyes er placeret i den litteraturkategori som på nydansk kaldes "chik lit" - tøselitteratur. Når en forfatter først er placeret der - og oven i købet regnes for at være en af verdens største indenfor dette felt - så er der per definition ikke særlig meget opmærksomhed fra andre end de matchende tøsemedier. Der kommer ikke foromtaler eller anmeldelser i aviserne, "Smagsdommerne" på DR2 vil ikke diskutere den seneste bog og der bliver ikke forsket i det på universiteterne - ikke så meget som skyggen af et bachelorprojekt på litteraturvidenskab handler om Marian Keyes eller hendes nære kolleger. Og det er en skam, for man kunne jo godt argumentere for vigtigheden i at belyse den litteratur, som appellerer til en kæmpe kvindeskare verden over. Det er oplagt at sammenligne med Dan Brown, der som krimiforfatter også befinder sig i det man kan kalde den lettere del af litteraturen, og som også gerne lader kønsproblematikker fylde godt i de tykke bøger. Brown har skrevet 5 romaner, hvilket kan synes af lidt sammenlignet med Keyes 12 bestsellers. Alligevel er han blevet budt indenfor af anmeldere i aviser, litteraturtidsskrifter og andre medier verden over, mens Keyes må nøjes med anmeldelser i mode- og dameblade. Og så er det nu, jeg lige må pointere, at jeg ved af erfaring at mænd kan sætte lige så meget pris på Marian Keyes som på Dan Brown. Jeg blev anbefalet "Vandmelonen" for 10 år siden af en meget læsende mand, som syntes den var både sjov og intelligent.


Hver eneste dag bliver Keyes læst af titusindvis - og er blevet det nonstop i løbet af de sidste 10 år. En Keyesbog kan nå helt op over 700 og det ser ikke ud til at skræmme læserne. Hvis ikke det var for den førnævnte kategoriske placering, ville mange andre forfattere blegne af misundelse. Hovedpersonen eller hovedpersonerne er ofte kvinder i slutningen af tyverne eller et sted i tredverne, de ser tit godt ud, har et ganske prestigefuldt job og kan gode lide sko og tasker. Denne kvindetype er ikke noget særsyn - vi møder hende faktisk hele tiden. Hun er både med i tv-serier om læger, advokater, desperate husmødre og singler i New York. Hun er også med i krimier, romantiske komedier, dogmefilm og Go' Aften Danmarks fredagspanel.


Men i Keyes skrevne universer, når læseren længere ind i sjælen på denne stereotype power-kvinde. Der bliver taget elegant hånd om tabubelagte emner som alkoholisme, hustruvold, depression og det er helt OK at være nybagt mor og ikke have overskud til at amme. Overordnet set handler romanerne om kærlighed - som regel både den lykkelige og den ulykkelige slags. Men disse mere eller mindre fortærskede fortællinger om utroskab eller uskrevne dating regler, bliver brugt til at vise en masse kvindeskæbner, som måske ved første øjekast ser ud til at være en masse alener af et stykke, men som er vidt forskellige mennesker, der ligger under for og kæmper mod de samme besnærende kønskonstruktioner. Især de seneste romaner emmer af eksplicit og intelligent feminisme. F.eks. "Tre sider af samme sag", som på overfladen handler om utroskab i tre forskellige parforhold og prestige indenfor forlagsbranchen. På blideste og hysterisk sjov vis messer bogen søstersolidaritet af den gode gammeldags slags. "En charmerende mand" er efter min mening hovedværket i Keyes forfatterskab. Med den kommer læseren med rundt om mediernes forskellige behandling af mandlige og kvindelige politikere, transvestitisme og hustruvold ved at fortælle om stylisten Lola, der lige er kommet ud af et forhold.


Det er imponerende at kunne skrive legende let med benhård sarkasme og silkeblød empati og fastholde sin stil, sit budskab og sine læsere gennem 15 år og sammenlagt 6000 sider. Og det er deprimerende at en forfatter kan have sådan en karriere og stadig ikke blive opfattet som en del af det gode selskab fordi hovedpersonen oftest er en kvinde, der ser godt ud og har en svaghed for håndtasker.