Det gør mig glad! At der i lille København lige nu er hele to teaterforestillinger, som stiller spørgsmålstegn ved kønsroller og -normer. På Nørrebro Teater kan man se Anders W. Berthelsen som den kønskifteopererede diva Hedwig i rockmusicalen Hedwig and The Angry Inch. Og på det vissionære Camp X Aveny kan man opleve forestillingen Queer med bl.a. Ulla Henningsen og Andrea Wagn Jensen.
Det er nogle rigtig gode teaterstykker, som både i indhold og form adskiller sig fra mangt og meget på den danske teaterscene. Her bliver det det anderledes og skæve - det som på engelsk kaldes 'queer' - italesat, udstillet og hyldet. Man kan ikke undgå at tage stilling til kønspolitik efter at have set disse stykker. Stykkerne er meget forskellige, og begge anbefalelsesværdige. Men jeg synes, at Camp X kommer længere med Queer end Nørrebro Teater gør med Hedwig.
Camp X versus Nørrbro Teater
På Camp X er der tænkt stort. Det er ikke "kun" teaterforestillinger, der appelleres til mennesker via forskellige medier, og det er ikke kun teatergængere, som Camp X forsøger at nå ud til. Med work shops, installationer og happenings er der lagt op til det helt store. Både direktøren Mette Hviid Davidsen og kuratoren Ditte Maria Bjerg nærmest undskylder deres heteronormativitet. Selvom fast ejendom, fast parforhold og børn er en del af deres verdener, så understreger de, at de ikke mener, at normalitet er et succeskriterium for livet. "Jeg er i en lille hetero-kernefamilie, men føler mig ikke særlig 'normal' af den grund", som Ditte Maria Bjerg har sagt. Omvendt bliver Hedwig, som i sin transseksualitet føler smerte og vrede, gjort til et symbol. Det handler ikke om den fiktive karakter Hedwig og hvordan der ude i den virkelige verden findes andre som hende. Forestilinger bliver et symbol, "som vi alle kan tage til os", for vi kender jo alle sammen til at søge efter en identitet som menneske eller smerten i livet osv.
Camp X er et 'holdningsteater'. siger Mette Hvid Davidsen, som er teaterdirketær på Camp X. Teatret skal udgøre den platform, hvor det moderne menneske kan forstå sig selv og sin rolle i samfundet. "Det skal være mere end tam underholdning, og derfor baserer vi vores teater på viden, holdning og handling." Her skal virkeligheden ind på scenen og scenen sendes ud i virkeligheden. Og jeg er sikker på at forestilingen Queer virkelig gør en forskel!
De to nye teaterchefer på Nørrebro Teater Kitte Wagner og Jonathan Spang vil lave sjov teater med "noget på hjerte". Hedwigs sorte humor får da også publikum til at le, og der er da også nogen som har noget på hjerte, når man vælger at sætte denne rockmusical op. Men det er ikke den samme ud i verden-og-gøre-den-til-et-bedre-sted-entusiasme, som finder på Camp X. Katalogets mange tekster af udefrakommende skribenter forholder sig til køn, og til at føle sig anderledes, men så snart instruktøren, scenegrafen og andre skal på banen i form af interviews, er der ikke en descideret afstandtagen til normativitet, fastlåsthed og ufri kønsroller. Det handler om det enkelte menneskes søgen og smerte - det kan være hvem som helst, og det behøver ikke at have noget med skævhed at gøre. Stykkets natur undermineres af denne "hiven-det-ned-på-det-prvate-plan". En anden ting som skurede i mine øjne, var det faktum, at Anders W. Berthelsen i rollen Hedwig ikke kyssede rigtigt på det unge mandlige bandmedlem, men lod læberne være et par millimeter fra hinanden. Hvorfor kunne de ikke kysse rigtigt? Det gør skuespillere da som regel.
Hvor Camp X favner Queer, hylder det, bruger det til at nedbryde normativitetsgrænser og kaster det ud til alle sider, Lader Nørrebro Teater Hedwig fungere som et symbol, som kan overføres på alle os normale mennesker. Et sympatisk forsøg på at acceptere noget der anderledes, men ikke en nedbryden af barrieren mellem det normale og det der står udenfor og er anderledes.
Anders W. Berthelsen som trans
Der kan være en rigtig god pointe i at vælge en heteroseksuel uden sanger erfaringer til at spille en travnseksuel sangerinde. Det i sig selv kunne være med til at lukke nogle normativitetsgrænser ned. Men de bliver tvært i mod forstærket, når interviewsene med Berthelsen enten er seriøse samtaler om hvor uendeligt svært det var at gribe fat in noget, som er så uendeligt langt fra ham selv eller er en hyggelig chit chat i Go' Aften Danmark, hvor der grines, og en udtalelse som "Det forsøger jeg at fortrænge" dukke op, når der har været billeder på skærmen af Berthelsen i fuld dragkostume. Det er næppe sådan han forholdt sig til lignende spørgsmål om hvordan det har været at spille Palle i Krønniken. Afstanden opretholdes.
Men alt i alt er jeg vældig godt tilfreds. Det skæve er sat på dagsordenen, og det er med til at flytte grænser. Og det kommer nok til at gå en smule hurtigere, nu hvor Camp X er trådt til med et helt nyt tempo.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar