onsdag den 8. oktober 2008

Fantastisk feministisk formidling


I februar 2007 udkom Maria Svelands feministiske roman Bitterfittan i Sverige. Året efter udkom den på dansk med titlen Bitterfissen. Nu er den blevet sat op som one-woman-show på Nørrebro Teater, bearbejdet og spillet af Ditte Hansen. Bogen blev af mange anmeldere affærdiget som humorforladte og irrelevante gentagelser af svundne tiders kvindekampe.


Vigtige gentagelser og nye pointer
Men Maria Sveland vil mere end det - det er et større projekt den enkelte kvindes ensomhed, som hænger sammen med generelle samfundsstrukturer. Og det er ikke blevet ufatteligt meget bedre siden 70’erne. I bogen følger vi den nybagte mor Sara, som nøgternt observerer de krav, som hendes mand, andre kvinder og ikke mindst hun selv stiller til denne nye moderrolle, hun selv har valgt. Samtidig følger vi Saras tanker tilbage til barndommen, både hvordan Saras barneøjne så på enkelte hændelser i familien, og efterrationaliseringen over adfærdsmønstre i skolen og senere på universitetet og arbejdsmarkedet.


Fødselsdagsgaver og madpakker
Med one-woman-showet Bitterfissen har Ditte Hansen bestemt forstået vigtigheden i Maria Svelands projekt. Man kan sagtens gå hen og blive bitter, når det helt naturligt forventes, at det den nybagte mor, som opgiver karriere og mig-tid, og aldrig den nybagte far. Når kønskvotering og ligeløn er fy-ord. Når prostitution anses for at være et almindeligt job på ligefod med at arbejde på fabrik. Når det altid er hustruen, som gør rent, pynter op til fødselsdag og køber gaver - også når det er hendes egen. Og når alt dette tilsammen (og meget mere) udgør de strukturer, som rigtig mange af os indordner os under, og ikke stiller spørgsmålstegn ved. En orden, hvor kvinden altid opgiver karriere, pensionsopsparing og politisk indflydelse - men til gengæld får lov at bestemme hvad der skal i madkassen og hvilke møbler, der skal stå i stuen.


Grine, græde og græmmes
Med sit komiske talent viser Ditte Hansen også, at man kan grine mens man tænker over alle kønsabsurditeterne. Det er svært, at blive andet end imponeret over hvordan hun kan indtage scenen en hel time, kaste statistikker og Saras historie - i ændret version til Dittes historie - i hovedet på os, og få os til at grine og græmmes på skift. Hun bevæger sig ind på mændenes territorium, stand up comedy, men giver det liv med sin stemme og sin krop, som topprofessionel skuespiller. Og i overensstemmelse med Svelands roman fortæller hun os, at det er ok at være bitter. Bitterfissen er en del af os, som har fået øje på uretfærdighederne, og kan være en drivkraft, når vi skal kæmpe for retfærdigheden. Og det er jo ikke en kamp mellem mænd og kvinder - det er en kamp mellem kvinder og mænd på den ene side, som kæmper for lighed mellem kønnene, og på den anden side kvinder og mænd, som nægter at anerkende, at der er behov for ændring.


Tak for kampen
Tak til Maria Sveland for at minde os alle sammen om det, og for at drage flere og nye eksempler ind i kampen mod de kvælende samfundsstrukturer. Og tak til Ditte Hansen, som modigt, intelligent og elegant lægger stemme og ansigt til en ny kønsdebat herhjemme. I Sverige glider snakken lidt lettere, men forhåbentligt kan Ditte Hansens store, stærke spark med højtbelagt humor vække kampen til live igen.

tirsdag den 22. juli 2008

Marriage and the City


Et af sommerens store filmhits er Sex and The City: The Movie. Efter 6 sæsoner af serien SATC og 5 års pause er det nu blevet til en storsælgende biograffilm. Serien handler om et stærkt venskabsbånd mellem de fire veninder, Miranda, Samantha, Charlotte og hovedpersonen Carrie, og deres sex- og datingliv i New York.

I 90'erne så flere af den slags serier dagens lys; Ally McBeal; Friends; Will & Grace. Fælles for dem er, at de handler om singler, som roder lidt rundt i karrieren, men lander altid på benene og roder meget rundt i datinglivet uden nødvendigvis at lande på benene lige med det samme.
Det var meget befriende at stifte bekendtskab med Ally i Boston og vennerne i New York.

De fleste amerikanske serier, som jeg havde set (og det var mange) handlede altid om par, ofte med børn, og serierne startede og sluttede som regel i familiens skød. Cosby & Co og Blomsterbørns børn var blandt de serier, som jeg slugte i 80'erne, og som var med til at banke kernefamilien på plads som den eneste rigtige livsform i mit lille hoved.

Der er stadig serier, som handler om ægtepar; Dharma & Greg, f.eks. - en serie som forsøgte sig med en anderledes twist på ægteskabet via hendes hippiebaggrund, men det blev aldrig til andet end en lang bekræftelse af den sunde og rigtige livsstil: Ægteskabet. Man var altså ikke kommet meget længere end man var i 1950'erne med hitserien I Love Lucy.

Jeg har ikke været den eneste, som har nydt denne nye type serier. Ally McBeal og Friends steg til tops i mest sete tv-shows i USA og kort efter i Europa. Vi var mange som nød at møde Rachel, der var stukket af fra sit eget bryllup, Ross, som lige var blevet skilt, og de andre fire venner, som aldrig havde været i nærheden af deres eget ægteskab. Vi fulgte Ally på hendes mange dates med forskellige mænd og hendes tilbagevendende kræsen rundt om sin barndomskæreste.

Senere kom Sex and The City og Will & Grace på banen. SATC introducerede som nævnt fire singleveninder, som dater rundt i New York og er der for hinanden gennem forskellige op- og nedture, som ikke kun omhandler sex og dating. Will & Grace bor også i New York og er der for hinanden i alle situationer - Will og vennen Jack er begge homoseksuelle, Grace er single heteroseksuel kvinde og Karen har giftet sig for pengenes skyld, hvilket gang på gang understreges af hende selv og de andre seriepersoner. Igen blev disse serier lynhurtigt mange menneskers favoritserier.

Det var meget inspirerende at de smukke, mærkeklædte mennesker, som man var så vandt til at se i tv-ægteskaber, være singler og sætte venskaber, karriere og jagten på forskellige typer drømme over længslen efter at passe ind i den rigtige og sunde kasse, som hedder ægteskab. Kærlighed, sex og lykke er ikke nødvendigvis ensbetydende med den traditionelle kernefamilie.

Men hvad sker der så - efter at fulgt mine tv-venner i årevis. Efter at have set nye livsformer blive formidlet i den bedste formidlingsgenre overhovedet - underholdning - og ofte i den bedste sendetid, vender det glade budskab mig ryggen og giver mig fingeren; Ally bliver forlovet og alle hendes venner/kolleger bliver gift eller forlovet; mine gode Friends finder sammen indenfor gruppen; Grace bliver gift og Karen indser, at hun elsker sin mand på den gode gammeldags måde! Alle disse års anderledes livsstil, som jeg troede handlede om at åbne op for hvordan man kan tillade sig at leve, var i virkeligheden bare én lang venten på det, som alle de andre serier handler om; den gode gamle heteronormativitet. Friheden undermineres, når de tidligere personificeringer af en anden måde at leve på erklærer, at det kun er sammen med deres mænd/koner og børn, at de virkelig er lykkelige.

Og Carrie og de andre - ja de kan ikke nøjes med at lade serien slutte med at alle skal være i fast parforhold og købe fast ejendom. Der skal ligefrem laves en 2,5timers lang film om denne gamle men for dem nye livsstil. Det gamle frihedsbudskab kunne ikke bare blive ødelagt af sjette sæsons ægteskabsprædikener - nej, det skulle simpelthen pilles i stumper og stykker af en ny film, hvor Carrie og hendes mand shopper fast ejendom, som hun plejede at shoppe sko, hvor den kyniske karrierekvinde Miranda får slettet de sidste spor af den personlighed, vi lærte at kende i slutningen af 90'erne, da hun endnu engang ofrer sig 100% for sin mand, Charlotte, som ellers i forvejen har stået for den mest I love Lucy-agtige del af serien, får lov til at overgå sig selv ved helt og holdent at have slettet alt hvad der hedder faglighed, for kun at snakke om børn. Og så er der Samantha - som er den eneste, som er i et lidt skævt parforhold, nemlig med den næsten 20 år yngre Smith. Hun er den eneste, som i løbet af den lange film, ikke kan blive i sit forhold. Deres forhold, som var det eneste, som på nogen måde kunne signalere forandring og ny måde at leve på, er selvfølgelig det eneste, som må slutte.

Tak for den neokonservatistiske propaganda, siger jeg bare! Efter 10-15 års trofasthed er denne form for utroskab takken. Og en 2'er er på vej vil rygterne vide - ja, men halvdelen af veninderne har jo heller ikke børn endnu...

lørdag den 12. januar 2008

Landskampen i ligestillling mellem Sverige og Danmark



Så er der nyt fra mit yndlingsteater! I december arrangerede Camp X en landskamp i ligestilling mellem Danmark og Sverige. Her er en opfølgning på resulatatet:



København 7. januar 2008

Kære Karen Jespersen,

Vi skriver til dig som velfærdsminister og minister for ligestilling, fordi du fik en rolle i landskampen

i ligestilling mellem Sverige og Danmark. Landskampen, der i praksis fungerede som en retssag,

afholdt vi på Camp X i december 2007. Nogle af vidnerne var danskerne Karen Sjørup (ligestillingsforsker

og lektor på Institut for Samfund og Globalisering, RUC) og Frederik Wiedemann (medstifter og partner

i konsulentfirmaet RedAssociates). De svenske vidner var blandt andre Lars Einar Engström (erhvervsmand,

forfatter til ”En mandchauvinists bekendelser”, og Tove Leffler (redaktør af antologien ”Kønskrig”).

Anklagen lød fra dansk side: Svenskerne har uretmæssigt rettet hån og ydmygelse mod Danmark[1]

Efter en række vidner fra Danmark og Sverige blev der afsagt en dobbelt dom af Juryformand

Adrian Lloyd Hughes over Sverige og Danmark:

1. Den svenske finansminister Anders Borg dømmes til, i tråd med sin udtalte feminisme, at sørge

for at der inden et år er lige løn for kønnene i Sverige.

2. Den danske ligestillingsminister Karen Jespersen dømmes til 1 dags samfundstjeneste i Stockholm:
Et besøg hos Jämo, den svenske Ligestillingsombudsmand og en session hos Johannes (en svensk

skoleelevs definition af feminisme[2]).

Vi vil hermed gerne invitere dig til den, i dommen, beskrevne ”samfundstjeneste”. Camp X betaler og arrangerer

selvfølgelig turen til Stokholm og stiller en ledsager til rådighed, så du vil være fuldt påklædt til konteksten. Vi

uddyber naturligvis gerne og håber, du har mulighed for at give et positivt svar.

Med venlige hilsner

Mette Hvid Davidsen og Ditte Maria Bjerg

Teaterdirektør, Camp X Kurator, Camp X

Baggrund for landskampen: 91% af værkerne i den danske kulturkanon er skabt af mænd

Baggrunden for landskampen var, at det unge svenske kulturaktørnetværk PLURAL (Riksteatern) havde bemærket,

at 91% af værkerne i den danske kulturkanon var skabt af mænd. De greb til handling og satte alt ind på at redde den

lille havfrue fra danskerne. Se aktionsfilmen “Rädda Havsfrun” på Camp X ’s hjemmeside. Camp X greb bolden og

udfordrede Sverige til en landskamp i ligestilling. Den blev fastsat til og afviklet den 5. December 2007 på Camp X Rialto.

Om Camp X – internationalt samtidsteater

Samtidsteatret Camp X åbnede den 15. September 2007. Som det allerførste erklærede teatret sig til at være i 100

dages Queer Zone. Den 1. Februar åbner vi en ny sæson under overskriften ”In a State of Emergency”.

Fodnoter:

1. I forbindelse med aktionen ”Rädda Havsfrun” af det unge svenske kulturaktørnetværk PLURAL (Riksteatern)

2. Johannes definition af feminisme: Feminisme er den kamp, som vi alle bedriver for ikke at behandle kvinder anderledes

end mænd og den er vel nødvendig for, at vi kan få ligestilling i fremtiden.

NB: Dette brev sendes også til pressen