I anledning af at julemåneden nærmer sig med hastige skridt, har jeg fundet alle mine julefilm frem. De er pakket væk af praktiske årsager, da der ikke er plads til dem i min trange filmreol - men også fordi gensynet (bare det at finde dem frem) er som at få en tidlig julegave. Det er en tid, som jeg elsker, og derfor har jeg også et blødt punkt for julens film.
Home Alone, eller Alene hjemme, fra 1990 handler om den 8-årige Kevin, som familien glemmer derhjemme, da de et par dage før jul rejser til Frankrig. Det er en up-to-date-Palle-alene-i-verden-film med masser af dejlig julemusik og sublimt skuespil af en ung Macaulay Culkin. Joe Pesci og Daniel Stern gør det fantastisk som et par gemene indbrudstyve, der vil røve Kevins hjem. Der er masser af action og gode effekter i børnehøjde, når Kevin med udsøgt snilde forsvarer familiens bolig mod tyveri. Sammen med de mange rørende scener udgør det en skøn julefilm, som jeg kan se igen og igen.
Miracle on 34th Street eller Miraklet på Manhattan fra 1994 er en remake af filmen af samme navn fra 1947. Faktisk er denne fortælling så populær, at der i tiden mellem disse to biograffilm er lavet to tvfilm over samme fortælling - i 1959 og 1973. Den handler om den lille pige Susan, som ikke tror på julemanden. Et varehus ansætter en mand, som skal spille julemand, men som hævder at være den rigtige julemand. Susan spilles af den dengang 7-årige Mara Wilson, som gør det fantastisk - man falder pladask for hendes smil og lespen. Herlig lille film produceret af John Hughes, som også står bag Home Alone.
National Lampoon's Christmas Vacation, på dansk Fars fede juleferie, er endnu en Hughesfilm. Chevy Chase er faktisk en udmærket skuespiller, men hans rolle som far i familien Griswold er måske blevet noget slidt af de mange fars fede ferie film. Denne film holder dog stadig - måske pga. mit bløde punkt for julefilm. Skildringen af stress og jag, som opstår når hele familien samles i mange dage, det økonomiske pres, som mange lider under i den søde juletid og forventingerne til alle de faste traditioner, perfekt julepynt osv. er genkendelig for mange. Og så spilles datteren i den film af en meget ung udgave af en af mine favorit skuespillere, Juliette Lewis - hun er nået lang siden 1989.
En af mine absolut favoritjulefilm er It's A Wonderful Life fra 1946. James Stewart gør det fremragende som den altopofrende George Baily, som i en meget sort stund overvejer at tage sit eget liv. En engel sendes ned til jorden og viser ham hvordan det ville have gået hans nærmeste, hvis han aldrig havde været født. Det er en fantastisk smuk og rørende historie, som satte nye standarder indenfor skuespil og kameravinkler. For knap 10 år siden blev den optaget i American Film Institutes 100 største amerikanske film. En klassisker, som man bør se mindst en gang om året.
Mission: Julegave, originaltitel Jingle All The Way, fra 1996 er til gengæld overhovedet ikke blandt mine favoritter. Arnold Schwarzenegger spiller familiefaderen, som har glemt at købe årets hotteste legetøj The Turboman til sin søn. Arnold er bare ikke nogen god skuespiller og bliver det heller aldrig. Hans maskinelle udenadslæring af replikkerne og hans kæmpestore muskler gjorde ham perfekt som dræberrobot sendt fra fremtiden i Terminatorfilmene. Men det gør ham ikke troværdig som familiefar og hårdtarbejdende kontormand.
The Julekalender. TV2s voksenjulekalender fra 1991 lavet af og med De Nattergale. Den er faktisk slet ikke så dårlig trods de primitive studier og sparsomme kameraer. Skuespilpræstationerne er ikke i verdensklasse, men Uffe Rørbæk Madsen (som også var et af lyspunkterne i DR2s satireserie fra sidste år, Teatret ved Ringvejen) gør det fremragende som Benny. Plottet er ganske godt og musikken er fin. Og så er der gæsteoptræden fra Poul Bundgaard, som nissen Gammel Nok og Bent Mejding som fortæller. 24 afsnits jyskhed i træk er lidt for meget selvom de kun varer ca. 12 minutter hver. Den bør bruges som den julekalender den er - et afsnit om dagen.
Nøddebo Præstegård fra 1974 har mange kendte skuespillere bl.a. Poul Bundgaard og en ung og gudesmuk Lisbeth Dahl. Romanen fra 1862, Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard, er af en eller anden årsag meget populær og har resulteret i en filmatisering i 1934 og uendelige teaterforestillinger foruden denne tvivlsomme version fra 1974. Fortællingen er helt utroligt forudsigelig, men jeg har da oplevet nogle søde teaterudgaver af den et par gange. Denne film er dog ikke værd at bruge tid på at se mere end én gang. Der er et par skønne sange og en fin skøjtescene. Resten er mere eller mindre tåkrummende.
Rudolph The Red-Nosed Reindeer & The Island of Misfit Toys fra 2001 er af mange årsager ikke gået hen og blevet en ny juleklassiker. Idéen er ellers meget god; Rodolph er jo som bekendt utilfreds med sine skinnende næse og overvejer plastisk kirurgi. Rodolph reder julen (ikke kun som i den berømte sang), men fordi den onde Toy Taker kan hypnotisere legetøjet, som i det klassiske eventyr Rottefængeren fra Hammeln. Historien bliver fortalt af en snemand, som af og til dukker op i billedet. Der kunne være blevet en god film ud af det, men selve computeranimationen er upersonlig og minder mere om noget fra starten af 80erne end fra 2001, instruktionen af både billeder eller stemmer fungerer dårligt, og sangene er ikke særligt gode. Filmen kan blære sig af både Jamie Lee Curtis og Richard Dreyfuss blandt stemmerne, men heller ikke de to kan på noget tidspunkt løfte filmen.
Filmatiseringen af Dr. Seuss’ klassisker The Grinch Who Stole Christmas er til gengæld fantastisk! Jim Carrey er den perfekte til at spille the Grinch, som hader alt, hvad der har med julen at gøre. Make-up, kostumer og set er meget Dr. Seuss’sk og meget julet. Alt er nuttet og sjovt uden at være kvalmende og den lille Taylor Momsen gør det fremragende som den lille Cindy Lou - den eneste, der ønsker at komme The Grinch i møde. Jeg har set denne film måske 50 gange, og endnu ikke fundet en eneste fejl. Det har jeg aldrig oplevet med andre film! Det er en skøn, skøn julefilm, som alle burde se – måske Ron Howards bedste film nogensinde!
Charles Dickens berømte A Christmas Carol blev i 1993 taget under kærlig behandling af The Muppets. Kermit spiller Mr. Cratchet, Miss Piggy er selvfølgelig Mrs. Cratchet og ingen ringere end selveste Michael Caine spiller den onde Mr. Scrooge. Historien er stærk i sig selv, og her er den krydret med Gonzo, Rizzo The Rat, den svenske kok og alle de andre kendte Muppets, men den holder sig alligevel ganske tæt til den originale fortælling. Den er både sjov og rørende og rummer nogle rigtig gode skuespilpræstationer og sange. Den burde komme på en af de danske tv-kanalers faste julerepertoire.
Noël fra 2004 er med blandt andre Susan Sarandon (en af mine favoritter) og Robin Williams. Den viser hvor svært det kan være omkring juletid for alt for mange forskellige karakterer. Et projekt, som minder lidt om den engelske julekomedie Love Actually, men i denne amerikanske film virker det ikke. Trods de gode skuespillere og de enkelte rørende scener, kommer vi ikke tæt nok ind på personerne. Der er forsøgt med forskellige overnaturlige virkemidler, som en slags hyldest til It's A Wonderful Life, men det virker, som sagt, ikke. Den er ikke dårlig, men heller ikke god - ligegyldig er nok det mest passende ord.
Serendipity er en sød kærlighedsfilm fra 2001. John Cusack og Kate Beckingsale spiller to julegaveshoppere i New York, som tager fat i hver sin sorte handske, som til sammen udgør butikkens sidste par. De vil lade det være op til skæbnen, om de skal ses igen, og filmen er reelt spændende, da man ser hvordan de krydser hinandens veje med få sekunders mellemrum. Den er hverken særlig original eller specielt intelligent, men den er sød og varmer godt i en kold tid.
The Snowman og Father Christmas. Raymond Briggs har med sine flotte tegninger og ofte meget få ord lavet nogle fantastiske børnebøger. Nogle af dem er blevet filmatiseret og har formået at overføre Briggs' poetiske univers i nogle skønne tegnefilm. The Snowman handler om en dreng, der bygger en snemand, som bliver levende om natten. Filmen er faktsik bedre end bogen! Father Christmas er en filmatisering af begge bøger om den gnavne julemand. De er ganske godt flettet sammen, men når ikke helt derop, hvor de to bøger - og især den første - befinder sig. I november i år udkom der i anledningen af snemandens 25 års jubilæum en special double edition med disse to film. DVDen kan varmt anbefales!
En af de allerskønneste julefilm er nyklassikeren The Nightmare Before Christmas. Det er Tim Burtons dejlige bog med fantastiske tegninger, som er blevet gjort lyslevende i denne herlige stop motion film. Den gik i biograferne i 1993 og udkom først på DVD i Danmark 10 år senere. Til gengæld med masser af lækkert bonusmateriale, som f.eks. to af Burtons første film. The Nightmare Before Christmas udspiller sig i Halloween Town, hvor de uhyggelige men burtonsk nuttede karakterer beslutter at overtage julen fra Christmas Town. Danny Elfman har lavet den sublime musik og synger selv hovedrollen, Jack Skellingtons, sange.
