Stakkels skilsmisseunger vs. kernesunde børn

Jeg har netop genlæst Thøger Birkelands meget roste bøger om den stakkels Lasse. I den første bog, Lasse Pedersen, møder vi far, mor og Lasse i den ellers så idylliske Havnby. Far er arbejdsløst men forsøger sig med at starte egen køreskole op og mor hakker og hakker på far og driver ham lige lukt i armene på en yngre og meget mere smilende kvinde. Skilsmissen indtræffer og Lasse og mor flytter til hovedstaden, hvor der vrimler med uvorne skilsmissebørn, som lokker Lasse i kriminelt og alkoholiseret fordærv. De næste to bøger Anden bog om Lasse og Tredje bog om Lasse, beretter om, hvor galt det kan, skal og må gå, når der er skilsmisser og storbyer i et barns liv.

Jeg genlæste disse konservatistiske forsøg på socialrealisme fra 1970erne fordi mit møde med dem i 5. klasse i 1990erne ikke var godt. Jeg følte mig marginaliseret som skilsmissebarn - oven i købet en tilflyttet en af slagsen fra Århus til den lille midtjyske by Give. Jeg er sikker på, at min dansk- og klasselærer satte os til at læse disse bøger af et godt hjerte - så alle kunne lære hvor forfærdeligt det er, at være skilsmissebarn. Men den håndfuld skilsmissebørn, som var i klassen, blev i høj grad socialt stigmatiseret pga. bogens lighedstegn mellem skilsmisse og kriminalitet. Især de af os, hvis mødre ikke flux havde fundet en ny mand at lappe skaderne sammen med. Den postmoderne, fragmenterede kernefamilie er jo efterhånden accepteret, som en rigtig familie.

Thøger Birkeland er lige så kendt for sine glade fortællinger om den kry kernefamilie Krumborg - også kaldet krummerne - som han er for sine Lasse-bøger. Stemningen i krummerne er let og fyldt med juleferie og sommerferie og andet hygge. Far og mor og krumme og storesøster og lillebror. De hygger sig, gør de! Måske forældrene er liiiidt pinlige nogle gange, og det kan også være ret besværligt for Krumme med pigerne i skolen, som faktisk er ret søde. Men hyggeligt, det er det!

Men Lasse! Stakkels Lasse! Og Lasses, tynde, storrygende hårdtarbejde mor! De hygger sig ikke! Der er koldt og nusset i den lille lejlighed! Arbejd, arbejd, arbejd er det eneste i morens liv - og Lasse, som jo ellers havde potentiale til at være en dygtig elev og god søn, tvinges simpelthen ud i kriminalitet. Af andre skilsmissebørn. Sådan er det!

Genlæsningen bekræftigede mig i det, jeg oplevede som 11-årig: At være skilsmissebarn er ikke rigtigt noget liv. Det er en hård og permanent tilstand, som tivnger barnet og den stakkels mor ud i alt muligt. Da bøgerne blev udgivet i 1970erne var skilsmisserne ikke så hyppige, som de var, da jeg var på Lasses alder i 1990erne. I dag er det temmelig almindeligt at blive skildt. Endda op til flere gange. Men marginaliseringen og stigmatiseringen finder stadig sted. Den fraskildte mor må og skal da finde sig en ny mand, så en så-godt-som-kernefamilie kan blomstre op og dække alle de huller, der jo må være i en familie med en forælder.

I børnelitteraturen i dag møder vi heller ikke skilsmissebørn, som blot er børn ligesom alle andre børn. Skilsmissen er i de nyere fortællinger stadig hele omdrejningspunktet i disse børns liv. De render ikke rundt og oplever som den kække Krumme - hvis de er forelskede i en sød pige eller dreng fra klassen, er det en lille bi-ting ved siden af den store, sorte skilsmisse, som altid ville fylde enormt i de små børnehoveder. Senest har vi i Danmark set det i pigen Karla i René Toft Simonsens igen meget roste tre bøger om et skilsmisseoffer.

Jeg glæder mig til den dag, jeg støder på en børnebog, som handler om en pige eller en dreng, som tilfældigvis kun bor sammen med sin mor eller sin far, og som har en masse gode legekammerater, måske en kæreste, og som oplever alt muligt sjovt såvel som irriterende i skolen, og som hver anden weekend er på besøg hos den forælder hun eller han ikke bor sammen med. Og det hele er naturligt og selvfølgeligt - fuldstændig ligesom det er, når vi læser om børnene i kernefamilierne.