Mit livs bedste koncert

Den 24. juni var jeg til den vildeste koncert, jeg nogensinde har oplevet, i Madison Square Garden! Kl 19 blev dørene åbnet - og da det er så ufatteligt stort, som det er, tog det os over en halv time at komme til vores gate og finde vores sted. Og så skulle der loades up på cracker jackers og budweiser.

Ca kl 20:20 gik et 7 mand stort band på scenen med cowboy hatte. "You all came here to hear som rock'n'roll - but now you're gonna hear some hill billie music". Der blev spillet et par vel swingende countrynumre og jeg kiggede mig rundt i den gigangtisk hall og undrede mig over, at der ikke en gang var 1/8 fyldt. Efter tre-fire numre viste det sig at forsangeren slet ikke var forsangeren - for nu blev en 80+årig mand hjulpet ind på scenen. En hjælper ved hver arm, op foran mikrofonen, på med guitaren og så stod han ellers der den næste times tid uden nogen problemer med at synge godt til, indtil han blev nærmest båret ned fra scenen. Man kunne vel godt kalde ham den mandlige udgave af Dolly Parton - blåt, skindende palietsuit med et ligeså skindende rødt slips. Men han kunne synge - det var fed country!

Da den gamle mand og det store band var kommet væk fra scenen blev lyset i Madison Square Garden tændt. Jeg blev mere og mere forventningsfuld - hvorfor var der dog ikke flere mennesker? Vi snakkede om at 1/6 fyldt i dette lokale jo faktisk er ret mange mennesker og der nåede da også at komme flere til i løbet af de næste 20 minutter uden musik. Vi var yderst imponerede over lyden - hvordan mon de bar sig ad? Så god lyd på så stort et sted? Et mysterium...

Og så! 21.41 kom Grinderman på. Et par udsyrede Jesus lignende musikere stod og jammede de samme to akkorder om og om igen mens lyset blev dæmpet og folk blev mere og spændte. Ind trådte Nick Cave og en ung kvinde ved siden af mig skreg "ROCK'N'ROLL, NICK!!" Og det var rock'n'roll - Grinderman er den forløsning, man har ventet på i Bad Seeds årene. OH YEAH! Den bliver trykket af. Der er ikke den store variation, men der er liv og nerve hele vejen igennem. Der blev spillet igennem i en times tid, og bagefter var vores lille flok lidt uenige om præstationen - halvdelen var skuffede, men den anden halvdelen (inkl undertegnede) var godt tilfredse med den nye vrede rock om selvstændighed, som kan lægges i forlængelse af de mange års Weltschmerz med The Bad Seeds.

Nu var der begyndt at være godt fyldt. Der var nok 3/4 fyldt og de mange tusind mennesker summede af forventning og spændning. Hvor lang tid mon det ville tage... Skulle man købe sig en øl mere - NEJ! Det kunne jo være man skulle ud at tisse midt i det hele. Skulle man chance den og gå toilettet nu. Åhhhh!! Spændende spændende spændende!

Efter ca 20 minutter gik tre smukke unge mænd iklædt sorte bukser, rød skjorte, sort vest og hat på scenen og satte guitarer op, mikrofoner, keyboard, trommer, monitors - alt i røde, hvide og sorte farver. Folk begyndte at råbe. Det tog omkring 5 minutter og derefter blev scenens sorte bagklæde revet væk og en knaldrød scenografi - en stofbeklædt væg med tre stiger - kom til syne under den vildeste hylen og skrigen.

Ind kom Meg og Jack White!! Alle gik fuldstændig amok og lige pludselig var hele det gigantiske stadion proppet med mennesker. Meg satte sig bag trommerne og Jack tog sin guitar på. Icky Thump for fuld udblæsning! Efter er par sange fra det nye album fik naturligvis Jolene! Helt ufatteligt smukt! Jack ejede det hele! Jeg har aldrig set noget lignende. Et lille vink med håndleddet og hele Madison Square Garden brølede. To små mennesker - den ene iklædt sorte bukser og rød bluse, den anden røde bukser og rød tee, med et sæt trommer, et keyboard og en guitar. MAGI!!!

De har jo nogle af verdens bedste sange, de har deres stramme æstetik, de har et fedt lysshow! Men de har altså også noget magisk!! Noget uforklarligt!! Jacks energi. Jeg var hæs af at råbe "YOU'RE FUCKING AWESOME!!!!" hver gang han vinkede lidt. Hvordan kan én mand forføre 40.000 mennesker?? Han spiller guitar som Jimi Hendrix, han synger som Mick Jagger og han skriver tekster som Jim Morrison. Med al respekt for min elskede Meg, så er det Jack som er på scenen som alle de tre store personligheder på én gang.

Det er den mest storslåede scenebevinhed, jeg nogensinde har været vidne til! Jeg har været til stede i et historisk øjeblik! Vi var enige om at vi har været vidner til en legendarisk koncert! Gåsehud trods de mange varmegrader. Bagefter var jeg ved at græde af overvældelse - eller som jeg hørte en anden koncertgænger udtrykke det: "Fuck! Det var så godt at jeg skulle styre mig for ikke at ornanere midt i det hele" - temmelig poetisk! Men han havde jo ret!

Det var den største koncertoplevelse, som jeg muligvis nogensinde kommer i nærheden af. Jeg hungrer efter min næste oplevelse med The White Stripes. Næste koncert, næste plade... YOU'RE FUCKING AWESOM!!!!