Splatterfilm: Den forhadte filmgenre og det oversete kønsperspektiv

Jason Voorhees er genopstået med sin hockeymaske for 10. gang. Fredag den 13.-serien har fået endnu en splattet efterfølger. Desværre er det ikke alle, som har opdaget, at genren har udviklet sig. Den har ellers grænsesøgende kønsroller, 35 år, nye heltetyper, Quentin Tarantinos taknemmelighed og bunkevis af film på den blodplettede samvittighed.

(For en kortere gennemgang af slasherfilmen læs min kronik i Information fra den 13/3-09 http://www.information.dk/185249 )

Slasher er en genre, som fra starten blev regnet for at være en vulgær bastardefterfølger til gyserfilmen. Men efter godt 35 år er det på høje tid at tage den seriøst. Fredag den 13. - det sidste nye skud på den blodige stamme lægger sig solidt op af rødderne fra 1970erne og ’80erne, samler op på de elementer der er blevet tilføjet genren undervejs og byder på nye trends, som vi højst sandsynligt vil komme til at se mere til. Fredag den 13. er en slasherfilm. De første af slagsen så dagens lys – eller rettere nattens mulm og mørke - i midten af 1970erne og bar titlerne Black Christmas, Halloween og The Texas Chainsaw Massacre. I ’80erne fik genren et boom – ikke mindst pga. den første Fredag den 13. som spredte uhygge i biograferne i 1980. Udover den monstrøse morder handler slasherfilmene om piger og drenge i slutningen af teenageårene eller starten af tyverne. De unge er som regel taget på weekend i naturen eller er af andre årsager væk fra civilisationen, hvor de eksperimenterer med rusmidler og sex. Ofte er de, der eksperimenterer mest, de første som bliver slået ihjel. Morderen er en outsider af få eller ingen ord, som alene med sit udseende skræmmer de unge fra vid og sans. Våbnene er ofte gammelt rustent værktøj, som ikke var designet til at dræbe med, hvilket gør mordene meget smertefulde og langsomme med meget store blodtab.

Stærke, svage og splattede køn
Fælles for slasherfilmene har i mange år været, at ofrene er mange og ikke tilfældige: De unge, smukke og seksuelt aktive mænd og kvinder myrdes. Den eneste overlevende er den pige, der gennem filmen oplever mest smerte og angst; hun er vidne til sine venners brutale udslettelse, hun flygter, skriger og beder for sit liv. Hun personificerer håbløs fortvivlelse, men er ikke desto mindre den, der slutteligt vender sig imod og tilintetgør monsteret. Denne karakter "the final girl" er mindre eller ofte absolut uinteresseret i sex i modsætning til sine seksuelt aktive venner og veninder. Hun har ofte et drengenavn som Alex, Sam eller Charlie, og hun er en bogorm, tekniknørd eller spejdertypen. The final girl repræsenterede en ny karaktertype, en "victim-hero". Med undtagelse af sin seksuelle inaktivitet er hendes øvrige karakteristika traditionelt maskuline og hun fremstår på mange måder drenget.

Slasherfilmenes køn er ikke altid sort-hvide, forstået på den måde, at morderen og the final girl ikke nødvendigvis repræsenterer det henholdsvis "mandlige" og "kvindelige". Identifikationer er ikke entydige, men flydende og delte, spændt ud mellem flere og forskellige aktører. Final girl-karakteren tilbyder det mandlige publikum identifikation på flere niveauer: Den smerte og lidelse, hun personificerer, tilbyder på fantasmatisk niveau, den mandlige tilskuer en masochistisk identifikation, så han lystfuldt kan lide og pines. Derudover er der den sadistiske nydelse ved at se en kvinde lide. Undersøgelser af publikumrespons viser, at den mandlige seer skifter frem og tilbage mellem masochismen og sadismen. Identifikationen kan kun realiseres gennem et kvindeligt identifikationsobjekt, da det, i det traditionelle patriarkalske samfund, er uacceptabelt for mænd at udtrykke angst og magtesløshed. På et andet plan identificerer det mandlige publikum sig med 'en af deres egne', fordi the final girl er maskuliniseret, ikke blot af ydre, men også af indre. Den aktivt kæmpende kvinde er så tilstrækkeligt maskulin, at hun ikke forstyrrer forestillingen om maskulin kompetence. Hun bliver næsten intetkønnet, og kan derfor bruges som identifikationsobjekt af alle seere.

Det er ikke kun the final girl, som er kønsmæssigt flertydig, med også den mandlige morder: Slasher -filmens psykopatiske seriemorder er outsider, ofte maskeret eller deform og i besiddelse af en nærmest umenneskelig styrke. Fælles for størstedelen af de psykopater, man møder både i de psykologiske horrorfilm og slasherfilmene, er, at de - på en eller anden måde - er seksuelle afvigere. Mordet i sig selv, idet morderen borer et udpræget fallossymbol - en kniv, syl, motorsav eller økse - dybt ind i sit skælvende offer, repræsenterer et udbrud af den undertrykte maskuline seksualitet. Samtidig er morderens manglende maskulinitet i traditionel forstand - i kraft af hans udprægede seksuelle forstyrrelse - indiskutabel. Det er transvestitter, transseksuelle og frustrerede mænd fastlåst i barndommen, som repræsenterer en begrænset, perverteret maskulinitet, en udpræget kønsforvirring – de er feminiserede. Hitchcock-klassiskeren PSYCO er blevet en klassiker indenfor den psykologiske horrorfilm, fordi morderen netop er et monster, der rummer alle disse elementer af perversitet, fastlåsthed i barndommen og feminisering.

Morderen og the final girl er altså både i besiddelse af en iboende maskulinitet og en iboende feminitet. Skurken rummer på negativ vis projicering af begge køn, som man kender det fra de klassiske gyserfilm, mens helten tilbyder identifikationsmuligheder for begge køn på positiv vis. Slasherfilmen er ikke just progressiv når det kommer til skurken, som stadig må tækkes med den gamle angst for seksuelt afvigende mænd. Til gengæld har filmene fabrikeret en ny kvindetype - en stærk, selvstændig, modig kvinde personificeret i the final girl, hvis maskuline kompetencer resulterer i hendes overlevelse, og slutteligt hendes tilranelse af fallos, da hun griber monstrets motorsav eller syl.

Nye kødboller på blodsuppen
I Fredag den 13., som passende havde premiere fredag den 13. februar i år, er historien og karaktererne ikke skåret over præcis samme læst. Den er dog meget tro mod genren, og der er absolut mange genkendelige elementer. En gruppe feststemte unge er taget på telttur i nærheden af en forladt og forfalden lejrskole ved Chrystal Lake. En af de unge kender en vandrehistorie om lige præcis denne sø og denne lejrskole. Historien handler om de unge lejrskolelærere, som ikke var i stand til at redde et af børnene fra at drukne. Den druknede drengs mor hævner sig ved at myrde de unge ansatte i lejren. Men drengen mistede ikke livet i søen, og efter ønske fra moren fortsætter han hendes ærinde ”Kill for mommy”. Ingen af de tilhørende rundt om bålet tager vandrehistorien alvorligt, og vælger i stedet at tilbringe aftenen to og to eller på enmandshånd i den mørke skov.

Efter de første 10 minutter, som er beskrevet ovenfor, plejer det ikke at være svært at regne ud præcis hvordan den kommende halvanden time ser ud – hvis man har set nogle af de tidligere slasherfilm. Men sådan var det ikke med den nye Fredag den 13. De beskrevne 10 minutter er blot optakten til filmen – og optakten giver publikum præcis det, som de forventer – et typisk teltturs-setup, men det er ikke de camperende unge, som filmen kommer til at handle om. Til læseren, som vil i biografen for at se Fredag den 13. og ikke har lyst til at kende hele handlingen og slutningen, bør du stoppe din læsning her.

The final girl er ikke den eneste, som overlever. Hun er rent faktisk slet ikke med i filmen. Jason er den egentlige hovedrolle i filmen. Det er ham, som det hele handler om – eller rettere: Det er den angst, som breder sig blandt menneske på det hvide lærred og gyset, som efterfølgende plantes blandt menneskene i den mørke biograf. Generelt er biroller sjældent de mest komplekse karakterer, men i den nyeste Fredag den 13. har skuespillerne mere at gøre med end i de traditionelle slasherfilm. Filmens røvhul er den arrogante Trent, som har inviteret en flok unge med på weekend i en jagthytte. Det er hans fars hytte – og det er ganske forståeligt at han ikke ønsker, at de andre unge skal smadre møblerne og brække sig på tæpperne i løbet af deres druklege. Karaktererne er stereotypiske – men det er ikke de samme stereotyper, som for 30 år siden. Dengang ville den jomfruelige Jenna have overlevet. Hvis hun havde været mere drenget og ikke var kærester med Trent, vel at mærke. Whitney, som ikke protesterer, når hendes kæreste snakker om sex, ville ikke have overlevet – men hun viser ikke sin nøgne krop, og derfor ville hun have været blandt de sidste, som blev myrdet i et meget detaljeret blodbad. Clay er en dreng – og derfor ville han helt sikkert være blevet slået ihjel – han er en af the good guys og derfor ville vi ikke se de smertefulde pinsler blive trukket i langdrag.

Kønnene er mere sort-hvide end i de traditionelle slasherfilm. Drengene er drenge og pigerne er piger. Og måske lige lovligt stereotypiske, hvad det angår. Men det er ikke den mest maskuliniserede dreng og den mest feminiserede pige, som står tilbage som helte. Machomanden og den blonde babe må vige pladsen for det følsomme søskende par – og på den måde går slasherfilmen endnu engang mod de traditionelle kønsroller i mainstreamfilmen. Det er personer, som er genkendelige fra den virkelige verden. De er unge og smukke, ja, men de har også en fortid - de har ligesom Jason mistet deres mor alt for tidligt – hvilket gør hele fortællingen mere menneskeligt nærværende end tidligere.

Det er ærgrerligt, at Danmarks mange filmanmeldere ikke har set noget af dette i den nye Fredag den 13. Filmen har generelt kun høstet sløje anmeldelser – og Information ar slet ikke anmeldt den. Politkens anmelder slet ikke har set noget af dette. I 1996 dekonstruerede filmen Scream slashergenren ved at lave en splattet film med udpræget – og absolut frivillig komik. En af hovedpersonerne af har tygget sig igennem alle de klassiske blodbad og afskårne lemmer indenfor genren. Han ved derfor hvordan man overlever en monstrøs massemorder, som den, der hærger hans skole. Filmen fungerede fint som gyser og samtidig som forelæsning om genren tilsat vanvittig kirkegårdshumor. Scream blev et Blockbusterhit. I dette årtusind har man så småt kunne opleve en ny trend – nemlig sammensætningen af unge, som er anderledes end tidligere. Og ikke mindst de heldige overlevende, som ikke alle sammen passer ind i på de samme hylder. Den nye trend har med Fredag den 13. fundet sin egne ben at løbe panisk rundt på, og vil nu kunne regnes for et nyt element i den efterhånden gamle genre.

Seriøsitet og splat
”Splatterspekulanter” stod der i anmeldelsen i Politiken fredag den 13. februar. Der spekuleres altid i film – i alle genrer. Især når filmen henvender sig til unge. Det er slashergenren ikke ene om. Men hvad denne type film heller ikke er ene om – og heldigvis for det, da det i virkeligheden er det, som får filmhjulene til at køre rundt – er der både kolde spekulanter og ivrigt bankende hjerter bag de blodklistrede film. Genren har en trofast fanskare og en stor gruppe biografgængere, som gerne springer på med mellemrum, når nye gys sendes på gaden. Der er heller ingen tvivl om at mange af de medvirkende skuespillere, instruktøren og producerholdet bag den biografaktuelle fortælling om Jason hører til blandt massakre-entusiasterne. Ligesom den prisbelønnede manuskriptforfatter og instruktør Quentin Tarantino, der står i taknemmeligheds gæld slashergenren hvad angår den voldelige æstetik.

En taknemmelighedsgæld, som indfries med intertekstuelle referencer i hans film – som f.eks. i Pulp Fiction da Butch(Bruce Willis) lister ovenpå mens Marcellus Wallace bliver voldtaget Zed. Indsmurt i blod griber Butch fat i flere forskellige falliske våben indtil han vælger sværdet, som han på bedste final girl-vis opsøger voldtægtsmanden med. Og ikke mindst i Death Proof, hvor han dekonstruerer the final girl og gør hende til ”the final girls”. Tarantinos taknemmlighed udtrykker han ikke kun til filmkendere i forskellige scener, men siger interviews højt og tydeligt, at den såkaldte B-film er hans foretrukne film og største inspiration. De danske anmeldere var dog ikke inspireret af Fredag den 13. – i Berlingske Tidende og Ekstra Bladet fik den ligesom i Politiken 2 stjerner, Jyllands Posten var helt nede på 1, mens den i B.T. fik 4 stjerner af anmelderen, som forsikrede læseren om at han bestemt syntes det var en hjernedød film om end ganske underholdende.

Slasher er en undergenre til gyserfilmen, som bør tages seriøst. Fordi den siden 1974 har haft et fantastisk greb det om unge publikum. Det har den stadig – og har bevaret mange af sine trofaste fans gennem de sidste 35 år. At kunne levere et gys er ligeså værdigfuldt som komedien der kan levere et grin – og derfor har den sin egen genremæssige plads i biograflandskabet. Udover det er der den opdragende effekt i filmene – som i alle andre kulturprodukter. Filmene har åbnet en helt ny verden af muligheder for identifikation på tværs af køn ved at lade the final girl være både dreng og pige på én gang. Nu sætter filmen de typiske maskuliniserede og feminiserede filmhelte på prøve på en ny måde, ved at lade en ny drenge- og pigetype overleve massakren. Den slags sætter sig i underbevidstheden hos det store filmpublikum, og kan med tiden afkaste nye måder at agere på. Ikke kun hvis vi skulle møde en kæmpestor eneboer med en maske for ansigtet eller en motorsav i hånden – men i vores generelle opfattelse af rigtigt og forkert indenfor køn og identitet.