Tøselitteratur eller hardcore feministisk power propaganda?

Det er næsten ikke til at bære, at endnu en 8. marts står for døren og stadigvæk sidder jeg her med min klumme og stiller min computer det samme spørgsmål, som jeg så tit har gjort: Hvorfor er kulturprodukter skabt af og/eller for kvinder mindre værd end dem, som har mænd som afsendere og modtagere?


Irlands bedst sælgende forfatter hedder Marian Keyes. I 1995 debuterede hun med romanen "Vandmelonen". I 2000 fik hun sit internationale gennembrud med "Sushi for begyndere". Sidste år udkom "The Brightest Star In The Sky", som i år bliver oversat til bl.a. svensk og hebræisk. Hvis man ikke kan vente til den på et eller andet tidspunkt udkommer på dansk, findes den engelske udgave både i danske boghandlere og på biblioteket. Selv står jeg i kø til den og kan få lov at låne den om et halvt års tid.


Keyes er placeret i den litteraturkategori som på nydansk kaldes "chik lit" - tøselitteratur. Når en forfatter først er placeret der - og oven i købet regnes for at være en af verdens største indenfor dette felt - så er der per definition ikke særlig meget opmærksomhed fra andre end de matchende tøsemedier. Der kommer ikke foromtaler eller anmeldelser i aviserne, "Smagsdommerne" på DR2 vil ikke diskutere den seneste bog og der bliver ikke forsket i det på universiteterne - ikke så meget som skyggen af et bachelorprojekt på litteraturvidenskab handler om Marian Keyes eller hendes nære kolleger. Og det er en skam, for man kunne jo godt argumentere for vigtigheden i at belyse den litteratur, som appellerer til en kæmpe kvindeskare verden over. Det er oplagt at sammenligne med Dan Brown, der som krimiforfatter også befinder sig i det man kan kalde den lettere del af litteraturen, og som også gerne lader kønsproblematikker fylde godt i de tykke bøger. Brown har skrevet 5 romaner, hvilket kan synes af lidt sammenlignet med Keyes 12 bestsellers. Alligevel er han blevet budt indenfor af anmeldere i aviser, litteraturtidsskrifter og andre medier verden over, mens Keyes må nøjes med anmeldelser i mode- og dameblade. Og så er det nu, jeg lige må pointere, at jeg ved af erfaring at mænd kan sætte lige så meget pris på Marian Keyes som på Dan Brown. Jeg blev anbefalet "Vandmelonen" for 10 år siden af en meget læsende mand, som syntes den var både sjov og intelligent.


Hver eneste dag bliver Keyes læst af titusindvis - og er blevet det nonstop i løbet af de sidste 10 år. En Keyesbog kan nå helt op over 700 og det ser ikke ud til at skræmme læserne. Hvis ikke det var for den førnævnte kategoriske placering, ville mange andre forfattere blegne af misundelse. Hovedpersonen eller hovedpersonerne er ofte kvinder i slutningen af tyverne eller et sted i tredverne, de ser tit godt ud, har et ganske prestigefuldt job og kan gode lide sko og tasker. Denne kvindetype er ikke noget særsyn - vi møder hende faktisk hele tiden. Hun er både med i tv-serier om læger, advokater, desperate husmødre og singler i New York. Hun er også med i krimier, romantiske komedier, dogmefilm og Go' Aften Danmarks fredagspanel.


Men i Keyes skrevne universer, når læseren længere ind i sjælen på denne stereotype power-kvinde. Der bliver taget elegant hånd om tabubelagte emner som alkoholisme, hustruvold, depression og det er helt OK at være nybagt mor og ikke have overskud til at amme. Overordnet set handler romanerne om kærlighed - som regel både den lykkelige og den ulykkelige slags. Men disse mere eller mindre fortærskede fortællinger om utroskab eller uskrevne dating regler, bliver brugt til at vise en masse kvindeskæbner, som måske ved første øjekast ser ud til at være en masse alener af et stykke, men som er vidt forskellige mennesker, der ligger under for og kæmper mod de samme besnærende kønskonstruktioner. Især de seneste romaner emmer af eksplicit og intelligent feminisme. F.eks. "Tre sider af samme sag", som på overfladen handler om utroskab i tre forskellige parforhold og prestige indenfor forlagsbranchen. På blideste og hysterisk sjov vis messer bogen søstersolidaritet af den gode gammeldags slags. "En charmerende mand" er efter min mening hovedværket i Keyes forfatterskab. Med den kommer læseren med rundt om mediernes forskellige behandling af mandlige og kvindelige politikere, transvestitisme og hustruvold ved at fortælle om stylisten Lola, der lige er kommet ud af et forhold.


Det er imponerende at kunne skrive legende let med benhård sarkasme og silkeblød empati og fastholde sin stil, sit budskab og sine læsere gennem 15 år og sammenlagt 6000 sider. Og det er deprimerende at en forfatter kan have sådan en karriere og stadig ikke blive opfattet som en del af det gode selskab fordi hovedpersonen oftest er en kvinde, der ser godt ud og har en svaghed for håndtasker.