Et af sommerens store filmhits er Sex and The City: The Movie. Efter 6 sæsoner af serien SATC og 5 års pause er det nu blevet til en storsælgende biograffilm. Serien handler om et stærkt venskabsbånd mellem de fire veninder, Miranda, Samantha, Charlotte og hovedpersonen Carrie, og deres sex- og datingliv i New York.
I 90'erne så flere af den slags serier dagens lys; Ally McBeal; Friends; Will & Grace. Fælles for dem er, at de handler om singler, som roder lidt rundt i karrieren, men lander altid på benene og roder meget rundt i datinglivet uden nødvendigvis at lande på benene lige med det samme.
Det var meget befriende at stifte bekendtskab med Ally i Boston og vennerne i New York.
De fleste amerikanske serier, som jeg havde set (og det var mange) handlede altid om par, ofte med børn, og serierne startede og sluttede som regel i familiens skød. Cosby & Co og Blomsterbørns børn var blandt de serier, som jeg slugte i 80'erne, og som var med til at banke kernefamilien på plads som den eneste rigtige livsform i mit lille hoved.
Der er stadig serier, som handler om ægtepar; Dharma & Greg, f.eks. - en serie som forsøgte sig med en anderledes twist på ægteskabet via hendes hippiebaggrund, men det blev aldrig til andet end en lang bekræftelse af den sunde og rigtige livsstil: Ægteskabet. Man var altså ikke kommet meget længere end man var i 1950'erne med hitserien I Love Lucy.
Jeg har ikke været den eneste, som har nydt denne nye type serier. Ally McBeal og Friends steg til tops i mest sete tv-shows i USA og kort efter i Europa. Vi var mange som nød at møde Rachel, der var stukket af fra sit eget bryllup, Ross, som lige var blevet skilt, og de andre fire venner, som aldrig havde været i nærheden af deres eget ægteskab. Vi fulgte Ally på hendes mange dates med forskellige mænd og hendes tilbagevendende kræsen rundt om sin barndomskæreste.
Senere kom Sex and The City og Will & Grace på banen. SATC introducerede som nævnt fire singleveninder, som dater rundt i New York og er der for hinanden gennem forskellige op- og nedture, som ikke kun omhandler sex og dating. Will & Grace bor også i New York og er der for hinanden i alle situationer - Will og vennen Jack er begge homoseksuelle, Grace er single heteroseksuel kvinde og Karen har giftet sig for pengenes skyld, hvilket gang på gang understreges af hende selv og de andre seriepersoner. Igen blev disse serier lynhurtigt mange menneskers favoritserier.
Det var meget inspirerende at de smukke, mærkeklædte mennesker, som man var så vandt til at se i tv-ægteskaber, være singler og sætte venskaber, karriere og jagten på forskellige typer drømme over længslen efter at passe ind i den rigtige og sunde kasse, som hedder ægteskab. Kærlighed, sex og lykke er ikke nødvendigvis ensbetydende med den traditionelle kernefamilie.
Men hvad sker der så - efter at fulgt mine tv-venner i årevis. Efter at have set nye livsformer blive formidlet i den bedste formidlingsgenre overhovedet - underholdning - og ofte i den bedste sendetid, vender det glade budskab mig ryggen og giver mig fingeren; Ally bliver forlovet og alle hendes venner/kolleger bliver gift eller forlovet; mine gode Friends finder sammen indenfor gruppen; Grace bliver gift og Karen indser, at hun elsker sin mand på den gode gammeldags måde! Alle disse års anderledes livsstil, som jeg troede handlede om at åbne op for hvordan man kan tillade sig at leve, var i virkeligheden bare én lang venten på det, som alle de andre serier handler om; den gode gamle heteronormativitet. Friheden undermineres, når de tidligere personificeringer af en anden måde at leve på erklærer, at det kun er sammen med deres mænd/koner og børn, at de virkelig er lykkelige.
Og Carrie og de andre - ja de kan ikke nøjes med at lade serien slutte med at alle skal være i fast parforhold og købe fast ejendom. Der skal ligefrem laves en 2,5timers lang film om denne gamle men for dem nye livsstil. Det gamle frihedsbudskab kunne ikke bare blive ødelagt af sjette sæsons ægteskabsprædikener - nej, det skulle simpelthen pilles i stumper og stykker af en ny film, hvor Carrie og hendes mand shopper fast ejendom, som hun plejede at shoppe sko, hvor den kyniske karrierekvinde Miranda får slettet de sidste spor af den personlighed, vi lærte at kende i slutningen af 90'erne, da hun endnu engang ofrer sig 100% for sin mand, Charlotte, som ellers i forvejen har stået for den mest I love Lucy-agtige del af serien, får lov til at overgå sig selv ved helt og holdent at have slettet alt hvad der hedder faglighed, for kun at snakke om børn. Og så er der Samantha - som er den eneste, som er i et lidt skævt parforhold, nemlig med den næsten 20 år yngre Smith. Hun er den eneste, som i løbet af den lange film, ikke kan blive i sit forhold. Deres forhold, som var det eneste, som på nogen måde kunne signalere forandring og ny måde at leve på, er selvfølgelig det eneste, som må slutte.
Tak for den neokonservatistiske propaganda, siger jeg bare! Efter 10-15 års trofasthed er denne form for utroskab takken. Og en 2'er er på vej vil rygterne vide - ja, men halvdelen af veninderne har jo heller ikke børn endnu...
I 90'erne så flere af den slags serier dagens lys; Ally McBeal; Friends; Will & Grace. Fælles for dem er, at de handler om singler, som roder lidt rundt i karrieren, men lander altid på benene og roder meget rundt i datinglivet uden nødvendigvis at lande på benene lige med det samme.
Det var meget befriende at stifte bekendtskab med Ally i Boston og vennerne i New York.
De fleste amerikanske serier, som jeg havde set (og det var mange) handlede altid om par, ofte med børn, og serierne startede og sluttede som regel i familiens skød. Cosby & Co og Blomsterbørns børn var blandt de serier, som jeg slugte i 80'erne, og som var med til at banke kernefamilien på plads som den eneste rigtige livsform i mit lille hoved.
Der er stadig serier, som handler om ægtepar; Dharma & Greg, f.eks. - en serie som forsøgte sig med en anderledes twist på ægteskabet via hendes hippiebaggrund, men det blev aldrig til andet end en lang bekræftelse af den sunde og rigtige livsstil: Ægteskabet. Man var altså ikke kommet meget længere end man var i 1950'erne med hitserien I Love Lucy.
Jeg har ikke været den eneste, som har nydt denne nye type serier. Ally McBeal og Friends steg til tops i mest sete tv-shows i USA og kort efter i Europa. Vi var mange som nød at møde Rachel, der var stukket af fra sit eget bryllup, Ross, som lige var blevet skilt, og de andre fire venner, som aldrig havde været i nærheden af deres eget ægteskab. Vi fulgte Ally på hendes mange dates med forskellige mænd og hendes tilbagevendende kræsen rundt om sin barndomskæreste.
Senere kom Sex and The City og Will & Grace på banen. SATC introducerede som nævnt fire singleveninder, som dater rundt i New York og er der for hinanden gennem forskellige op- og nedture, som ikke kun omhandler sex og dating. Will & Grace bor også i New York og er der for hinanden i alle situationer - Will og vennen Jack er begge homoseksuelle, Grace er single heteroseksuel kvinde og Karen har giftet sig for pengenes skyld, hvilket gang på gang understreges af hende selv og de andre seriepersoner. Igen blev disse serier lynhurtigt mange menneskers favoritserier.
Det var meget inspirerende at de smukke, mærkeklædte mennesker, som man var så vandt til at se i tv-ægteskaber, være singler og sætte venskaber, karriere og jagten på forskellige typer drømme over længslen efter at passe ind i den rigtige og sunde kasse, som hedder ægteskab. Kærlighed, sex og lykke er ikke nødvendigvis ensbetydende med den traditionelle kernefamilie.
Men hvad sker der så - efter at fulgt mine tv-venner i årevis. Efter at have set nye livsformer blive formidlet i den bedste formidlingsgenre overhovedet - underholdning - og ofte i den bedste sendetid, vender det glade budskab mig ryggen og giver mig fingeren; Ally bliver forlovet og alle hendes venner/kolleger bliver gift eller forlovet; mine gode Friends finder sammen indenfor gruppen; Grace bliver gift og Karen indser, at hun elsker sin mand på den gode gammeldags måde! Alle disse års anderledes livsstil, som jeg troede handlede om at åbne op for hvordan man kan tillade sig at leve, var i virkeligheden bare én lang venten på det, som alle de andre serier handler om; den gode gamle heteronormativitet. Friheden undermineres, når de tidligere personificeringer af en anden måde at leve på erklærer, at det kun er sammen med deres mænd/koner og børn, at de virkelig er lykkelige.
Og Carrie og de andre - ja de kan ikke nøjes med at lade serien slutte med at alle skal være i fast parforhold og købe fast ejendom. Der skal ligefrem laves en 2,5timers lang film om denne gamle men for dem nye livsstil. Det gamle frihedsbudskab kunne ikke bare blive ødelagt af sjette sæsons ægteskabsprædikener - nej, det skulle simpelthen pilles i stumper og stykker af en ny film, hvor Carrie og hendes mand shopper fast ejendom, som hun plejede at shoppe sko, hvor den kyniske karrierekvinde Miranda får slettet de sidste spor af den personlighed, vi lærte at kende i slutningen af 90'erne, da hun endnu engang ofrer sig 100% for sin mand, Charlotte, som ellers i forvejen har stået for den mest I love Lucy-agtige del af serien, får lov til at overgå sig selv ved helt og holdent at have slettet alt hvad der hedder faglighed, for kun at snakke om børn. Og så er der Samantha - som er den eneste, som er i et lidt skævt parforhold, nemlig med den næsten 20 år yngre Smith. Hun er den eneste, som i løbet af den lange film, ikke kan blive i sit forhold. Deres forhold, som var det eneste, som på nogen måde kunne signalere forandring og ny måde at leve på, er selvfølgelig det eneste, som må slutte.
Tak for den neokonservatistiske propaganda, siger jeg bare! Efter 10-15 års trofasthed er denne form for utroskab takken. Og en 2'er er på vej vil rygterne vide - ja, men halvdelen af veninderne har jo heller ikke børn endnu...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar